Oleg Khaidakin, Managing Director for Carlsberg Ukraine, der beskæftiger ca. 1.300 ansatte mennesker.

Foto: Artem Galkin
24.08.22 DIB Nyheder

Carlsberg Ukraine skaber jobs til 20.000 under krigen

Tre af Carlsberg Ukraines fabrikker blev lukket ned, da krigen i Ukraine brød ud. På halvårsdagen for den russiske invasion fortæller virksomhedens Managing Director Oleg Khaidakin historien om at lede en virksomhed under en fuldskala krig.

Carlsberg Ukraine er en del af Carlsberg-gruppen og en af de førende bryggerikoncerner i verden med en 175-årig historie. Tre af virksomhedens fabrikker i Zaporizhzhia, Kyiv og Lviv blev lukket ned, da Rusland invaderede landet og medarbejdernes sikkerhed blev topprioritet.

- Om morgenen den 24. februar var min første tanke: ”Hvad skal jeg gøre?” Først og fremmest få styr på sikkerheden for medarbejderne og lokalsamfundet. Vi stoppede arbejdet på tre fabrikker og begyndte at evakuere folk, omlægge vores forretningsprocesser og omfordele ansvarsområder mellem medarbejderne. Vi gik i krisemode sammen med hovedkontoret for Carlsberg Group, som hurtigt gjorde det klart, at de støtter os og er klar til at fortsætte med at investere i Ukraine, siger Oleg Khaidakin, Managing Director for Carlsberg Ukraine.

Carlsberg Ukraine beskæftiger ca. 1.300 ansatte mennesker direkte, og hver bryggerimedarbejder skaber yderligere 16 jobs i relaterede brancher. Totalt er ca. 20.000 ukrainere altså beskæftiget som følge af bryggeriets aktiviteter.

Forretningen skal holdes i gang

I begyndelsen af krigen stod Carlsberg Ukraine over for flere udfordringer: en råvarekrise, ødelagte logistikkæder, brændstofmangel, en leverandørkrise og et totalt forbud mod salg af alkoholholdige drikkevarer, som også ramte øl.

- Men skridt for skridt er der sket ændringer. Landets ledelse opfordrede til genoprettelse af virksomheder, hvor det var muligt. Erhverv og regering forstår hinanden og arbejder for det fælles bedste. Og alle har i det daglige været klar til at gøre det nødvendige. Dette hverdagslige, stille heltemod har været med til at genopbygge samfundet selv i en krigstid, siger Oleg Khaidakin.

Han har som leder haft brug for balance.

- Jeg har som en leder altid brug for balance. Og den består for mig imellem hurtig beslutningstagning og fuld tillid til teamet. Det giver en uvurderlig involvering, effektivitet og professionalisme fra alle medarbejdere, siger direktøren.

Mange af hans kollegaer fik ændrede eller udvidede ansvarsområder, som gjorde det muligt at redde arbejdspladser.

- Den dag i dag har vi skarpt øje på kollegaer og deres familier: om de er trygge, om de har brug for hjælp. Vi har oprettet en boligrestaureringsfond for medarbejdere, hvis bolig blev skadet af krigen. Og vi fortsætter med at betale løn til alle kolleger, der beskytter os ved fronten i dag, siger Oleg Khaidakin.

Læs også: Ukrainske arbejdsgivere kæmper for at brødføde og bevæbne Ukraine

Støtte til humanitære initiativer

Direktøren forventer, at bryggeriet, når Ukraine har sejret i krigen, vil stå stærkere.

- Men lige nu er det vigtigste arbejde at hjælpe. Vi skal tage hånd om de mennesker, vi arbejder med og for, og vi støtter aktivt humanitære initiativer. Eksempelvis med økonomisk støtte til mere end 10 velgørende projekter, siger Oleg Khaidakin.

Projekterne tæller bl.a. opbygningen af en by for Ukrainere på flugt i Lviv, en donation på 30 procent af billetindtægterne til Carlsberg Ukraines museum ”Lvivarnya” til velgørende formål samt leveringen af cykler til Ukrainere via det danske støtteprojekt Bikes4Ukraine.

- Siden februar har vi også produceret drikkevand til humanitære formål – næsten 2 millioner liter er allerede leveret til regioner, der har brug for det. Vi skal nok komme igennem det, siger Oleg Khaidakin.

Læs også: Rekordhøjt forsyningspres lettet en smule

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Ole Krogsgaard

Ole Krogsgaard

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3352
  • Mobil +45 2128 8982
  • E-mail olkr@di.dk

Relateret indhold