Dansk virksomhed registrerer krigens rædsler
En dansk virksomhed spiller nu en central rolle i at dokumentere de ødelæggelser, som Ruslands bombardementer i Ukraine forårsager. Projektet er et eksempel på, hvordan danske virksomheder kan gøre en forskel, mener DI.
Det blå-gule ukrainske flag hænger på væggen. I vinduet står dele fra en russisk raket til skræk og rædsel. Dashboardet på storskærmen er dækket af røde prikker.
Med få klik på musen er de røde prikker blevet forvandlet til satellitfotos af sønderbombede parcelhuse i en forstad til den ukrainske hovedstad Kyiv.
Vi sidder hos den danske virksomhed Azenzus Vision på femte sal på Gl. Kongevej i København. Fra vinduet er der frit udsyn til hovedstadens søer. Den ukrainske hovedstad er ca. 1.800 km. herfra.
Men billederne på skærmen bringer krigens brutalitet og russernes kynisme helt tæt på og står i skærende kontrast til den danske hovedstad.
– Jeg har stor kærlighed til Ukraine, og jeg vil hjælpe landet, men jeg ser også nogle forretningsmuligheder for danske virksomheder. Lige nu bruges et af vores systemer - kvit og frit - i Ukraine, siger den ingeniøruddannede Heini Mikkelsen, der er partner og medstifter i Azenzus Vision, der udspringer af firmaet Covizmo.
Virksomheden hører hjemme i Danmark, har kontor og en del ansatte i den ukrainske by Lviv og er specialiseret i softwareudvikling og ingeniør- og inspektionsydelser.
Bl.a. har man bistået vindmøllegiganten Siemens Gamesa med at udvikle software, som bruges til at inspicere, identificere, registrere og reparere virksomhedens mere end 100.000 installerede vinger.
Her anvendes en cocktail af data fra forskellige kilder til ved hjælp af kunstig intelligens at forudsige skader, droner til at filme og specialudviklet software, der kan spille sammen med bl.a. vedligeholdelsessystemer.
Læs også: Carlsberg Ukraine skaber jobs til 20.000 under krigen
Partnerskab med universitet
– En af mine partnere i Ukraine mødte folk fra Kyiv School of Economics, og sammen fandt de ud af, de kunne bruge systemet til at registrere skader på bl.a. bygninger, siger Heini Mikkelsen og fortsætter:
– Så gik vi til Siemens Gamesa og spurgte, om vi kunne kopiere det, vi havde lavet til dem. Det sagde de ja til, og de ville også gerne være med i projektet.
Efter den russiske invasion 24. februar i år og bombardementerne begyndte, har den danske virksomhed og det ukrainske IT-firma Symphony Solutions indledt et samarbejde med Kyiv School of Economics.
Samarbejdet, der stadig er i sin opstartsfase, har, ifølge Heini Mikkelsen, pt. resulteret i, at ca. 30.000 bygninger i Ukraine, der i større eller mindre grad er blevet beskadiget - en del er jævnet med jorden - er blevet registreret.
Når der har været meldinger om et angreb, trækkes der primært billeder fra droner ind i systemet, hvor hver enkelt matrikel bliver registreret med et selvstændigt ID.
Graden af skader på den pågældende bygning registreres også. Nogle skader fremgår tydeligt på billederne, men hvis ikke, så kan andre billeder taget af øjenvidner eller frivillige lægges ind også.
Det voksende antal registreringer kan på den korte bane anvendes til at give et mere samlet billede af de militære angrebs konsekvenser og omfang.
På den længere bane vil de måske også kunne bruges som bevismateriale i retssager. Og måske er der også kommercielle muligheder på sigt.
Heini Mikkelsen forklarer, at systemet, som bruges i Ukraine, er i daglig drift, men at der er behov for yderligere udvikling og tilpasning.
Det handler om alt fra funktionaliteter, segmentering af bygninger - f.eks. skoler, parcelhuse, lejlighedskomplekser, sproget brugerne møder osv. Men også om at få flere (lokale) folk ombord.
– Jeg synes, at vi er kommet langt, men vi leder efter virksomheder, som kan være med til at finansiere projektet, siger Heini Mikkelsen.
Læs også: Ukrainske arbejdsgivere kæmper for at brødføde og bevæbne Ukraine
DI bakker op
Hos Dansk Industri mener chefkonsulent Peter V. Helk, at projektet, som Azenzus Vision er en del af, er et godt eksempel på, hvordan danske virksomheder kan gøre en positiv forskel i det krigshærgede land. På både kort og lang sigt.
– Det er et frivilligt initiativ, men det er langt hen ad vejen noget, som den ukrainske stat efterfølgende vil kunne bruge. I Danmark har vi f.eks. det digitale filarkiv til registrering af byggesager, miljøsager og andre ejendomssager, og Covizmo’s løsning kunne på sigt anvendes til noget tilsvarende i Ukraine, siger han:
– Og når man læser de ukrainske myndigheders planer for genopbygningen af det ukrainske samfund, så er det langsigtede perspektiv noget, der er gennemgående. På den måde bliver det, danske virksomheder kan bidrage med, ikke “bare” nødhjælp, men også noget, der er behov for, når krigen er slut.
Peter V. Helk forklarer, at det for danske virksomheder i høj grad handler om at tænke i intelligente partnerskaber. Der er meget know how i Ukraine, men et land i krig har selvfølgelig behov for hjælp udefra.
– Som dansk virksomhed kan man overveje, hvorvidt de kompetencer og produkter, man har, kan bruges i Ukraine - og især hvorvidt man kan gøre dem tilgængelige ved at samarbejde med en ukrainsk virksomhed. I begyndelsen kan det have karakter af nødhjælp, men det gør ikke noget, at det har potentiale til mere på længere sigt, siger han.
Peter V. Helk opfordrer DI-medlemmer til at tage kontakt, hvis man gerne vil blive skarpere på, hvordan man kan bidrage i Ukraine.
– Der begynder at komme mere klarhed over, hvad der skal ske i forhold til genopbygningen af landet. Det betyder, at vi også får et bedre overblik over, hvordan danske virksomheder kan gå til den opgave, siger han.
Læs også: COWI bidrager til genopbygning af Ukraine
Hør mere om projektet
Den 10. oktober fra kl. 14 til 17 i Industriens Hus kan du høre meget mere om projektet, når en repræsentanter fra Kyiv School of economics og Siemens Gamesa og partner i Azenzus Vision, Artem Ruzak, fortæller om projektet.
Kontakt: Heini Mikkelsen, Azenzus Vision Tel: +45 3055 4489
Email: hm@azenzus-vision.com
Fakta
DET GØR DI I UKRAINE:
DI følger situationen i Ukraine meget tæt.
Vi har etableret en følgegruppe, der hjælper medlemmer, der er påvirkede af krigen.
Gennem regelmæssige arrangementer knytter vi bånd mellem danske virksomheder og aktuelle behov i Ukraine.
Vi støtter det lokale erhvervsliv gennem vores tætte partnerskab med Ukraines vigtigste erhvervsorganisation, the Federation of Employers of Ukraine. Partnerskabet er støttet af Udenrigsministeriet gennem den Ny Demokratifond.
Hvis du skal bruge mere information om situationen i Ukraine, og hvad DI kan hjælpe med, kontakt Peter Helk på peh@di.dk.
Invasion af Ukraine: Få hjælp af DI
Invasionen af Ukraine berører mange danske virksomheder, som kan blive påvirket af sanktioner og ufred. DI følger situationen tæt, og står klar til at rådgive om sanktioner og medarbejdersikkerhed.
Læs mereHold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.