- EU-landene har indgået en musketer-ed om at sørge for at de private forbrugere har gas, så de kan varme deres huse og lejligheder op,  så hvis der er mangel i et land, skal de andre land komme det til hjælp, siger branchedirektør i DI Troels Ranis.

07.09.22 DIB Nyheder

Ranglisten: Portugal har de mest fyldte gaslagre – Danmark er nummer tre

Portugals gaslagre er helt fyldt op. Til gengæld er Letlands lagre kun lidt mere end halvt fyldt, viser tal, som DI Business har trukket.

Der er stor nationale forskelle på, hvor fyldte gaslagre de europæiske lande har. Helt i top finder du Portugal efterfulgt af Polen, Danmark, Frankrig og Sverige. I bund finder du Letland, Bulgarien, Ungarn og Østrig. Det viser tal, som DI Business har trukket fra AGSI+, der løbende følger gaslagrenes fyldningsgrad.

Ifølge branchedirektør i DI Energi Troels Ranis viser tallene, at det generelt går den rigtige vej med opfyldningen af gaslagrene i Europa.

- Den positive nyhed er, at flere og flere lande får fyldt deres gaslagre godt op. Men det skulle de også gerne her om sommeren og med udsigten til en vinter, hvor der potentielt kan blive lukket helt for den russiske gas, siger han.

Troels Ranis påpeger dog, at på grund af EU’s aftale om at deles om gassen, så alle forbrugere – dog ikke virksomheder – har gas, så kan der ikke sættes lighedstegn mellem de fyldte gaslagre og adgangen til gas til vinter.

- EU-landene har indgået en musketer-ed om at sørge for at de private forbrugere har gas, så de kan varme deres huse og lejligheder op,  så hvis der er mangel i et land, skal de andre land komme det til hjælp, siger han.

Stor forskel på landes gaslagre

Med til historien om de fyldte gaslagre hører også, at der er kæmpe forskel på gaslagrenes størrelse.

De klart største gaslagre findes i Tyskland, efterfulgt af de italienske og de franske lagre. De mindste lagre findes i Bulgarien og Kroatien, hvis lagre er cirka en hundrededel af Tysklands. De danske lagre hører også til de mindre i EU, hvilket selvfølgelig også hænger sammen med Danmarks størrelse.

- Gaslagrenes størrelse afspejler både, hvor store landene er og hvad deres behov for gas er. Og så afspejler de selvfølgelig også adgangen til alternative energikilder. Hvis gas kun indgår som en lille del i dit energimiks, så smitter det måske også af på dit lagers størrelse, siger Troels Ranis.

Ranglisten: Så fyldte er landenes gaslagre

 

Land

Gaslagrens fyldningsgrad i procent

Portugal

100

Polen

99,24

Danmark

94,39

Frankrig

93,53

Sverige

90,81

Belgien

90,73

Tyskland

86,10

Spanien

85,41

Italien

83,93

Tjekkiet

82,64

Holland

80,22

Slovakiet

79,97

Kroatien

79,90

Rumænien

75,75

Østrig

68,75

Ungarn

65,43

Bulgarien

64,30

Letland

50,19

 

Kilde: DI Business beregninger pba. data fra AGSI+. Opgjort 5. september 2022.

 

 

 

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Troels Ranis

Troels Ranis

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3683
  • Mobil +45 2328 5056
  • E-mail trra@di.dk

Relateret indhold