17.09.22 DIB Nyheder

DI: Regeringens forslag er et frontalt angreb på den danske model

Statsminister Mette Frederiksen (S) har i et interview med DR her til morgen løftet sløret for, hvilken erhvervsgruppe regeringen vil tilgodese med ekstra penge. Sosuassistent-elever og sosuhjælper-elever skal i starten af deres uddannelse hæves markent i løn – ifølge DRs artikel mellem 5.942 kr. og 7.213 kr. mere i indtægt om måneden. En blindgyde, mener DI.

DI’s viceadm. direktør Kim Graugaard opfatter regeringens forslag som et direkte angreb på den danske model på arbejdsmarkedet, hvor vi har en lang tradition for i Danmark fastsættes mellem arbejdsmarkedets parter.

- Regeringens forslag er et frontalt angreb på den danske model ved at gribe ind i lønningerne for elever og lærlinge. Regeringen giver udtryk for at der kommer mere af samme skuffe, andre grupper skal tilgodeses. Regeringen viser virkelig, at de er klar til at gamble med den gængse løndannelse i Danmark. Kernen i modellen er jo netop, at løndannelsen ikke skal være et politisk anliggende, siger viceadm. direktør i DI Kim Graugaard.

Han mener desuden, at forslaget ikke gør noget godt for Danmarks største problem i øjeblikket - mangel på arbejdskraft.

- Mette Frederiksens forslag løser ingenting – det flytter højest lidt rundt på rekrutteringsproblemet. Mangel på arbejdskraft er et af Danmarks absolut største problemer. Det er virksomhedernes absolut største problem, og en undersøgelse fra Industriens Uddannelser viser, at der skal bruges 120.000 ekstra grønne hænder til den grønne omstilling, siger Kim Graugaard og tilføjer: 

- Regeringen skulle derfor hellere gå i gang med reformer, som generelt skaffer flere hænder og hoveder til det danske arbejdsmarked. Både til det offentlige og det private, siger Kim Graugaard.

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Relateret indhold