Gigantregning vokser: 50 mia. kr. er virksomhedernes meromkostning til gas og el
Nye beregninger fra Dansk Industri (DI) viser, at virksomhederne står med en ekstraregning på 49,6 mia. kr. som følge af de stigende el- og gaspriser.
Erhvervslivets omkostninger til el og gas er eksploderet. Set i forhold til et normalt år er virksomhedernes udgifter steget med 49,6 mia. kr.Det viser nye beregninger fra DI, hvor der er kigget på virksomhedernes bruttoudgifter til el og gas.
- Det er helt vilde tal. Udgifterne bare vokser og vokser og det rammer vidt og bredt i erhvervslivet. Det har meget store konsekvenser. Det kan føre til konkurser og fyringsrunder i hele landet, siger Troels Ranis, der er branchedirektør i DI Energi.
Læs også:Energikrise - Europa skal bruge energien klogere
Regningen vokser med 9 mia. kr.
De nye tal viser også, at ekstraregningen i forhold til et normalår er steget ganske voldsomt siden tidligere på sommeren. I august opgjorde DI, at merregningen var 41 mia. kr. Nu er prisen steget med 9 mia. kr. Det skyldes, at priserne er fortsat med at være markant højere end i et normalår.
- El- og gaspriserne er fortsat høje og derfor stiger regningen også. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad der sker i resten af året. I de seneste dage er priserne på energi faldet tilbage, men der er ingen garanti for at det fortsætter, siger Troels Ranis fra DI.
Ifølge DI’s beregningerne er det merudgiften til el, der er den tungeste post. Den beløber sig til 33,3 mia. kr. mens merudgiften til gas er 16,3 mia. kr. Forklaringen er, at alle virksomheder bruger el, mens det ikke er alle virksomheder, der bruger gas.
I DI ser man gerne, at de virksomheder, der måtte have likviditetsudfordringer som følge af de voldsomme prisstigninger, bliver tilbudt at udskyde betaling af deres energiudgifter.
Fakta:
Merregning ift. et normalår:
El: 33,3 mia. kr.
Gas: 16,3 mia. kr.
Seneste normalår er ifølge DI 2019, da priserne på el og gas i 2020 og 2021 var påvirket af corona.