Antallet og kvaliteten af operationer er  en af bidragene til, hvordan man kan måle produktiviteten i det offentlige.

29.09.22 DIB Nyheder

Mytedræber: Danmarks Statistik finder beviser for øget offentlig produktivitet

I årtier har det heddet sig, at det var umuligt at måle produktiviteten i den offentlige sektor. Men Danmarks Statistik har gjort forsøget og fundet produktivitetsstigninger til en værdi af mange milliarder årligt.

Hvordan måler du øget produktivitet i den offentlige sektor, hvor produktet ikke er antallet af maskiner produceret, men ofte handler om omsorg og læring. Det spørgsmål har økonomer bokset med i årtier.

Danmarks Statistik mener imidlertid, at de har fundet en del af svaret. Frem for blot at antage, at den offentlige produktivitet er uændret fra år til år, så kigger statistikkerne nu på, hvorvidt mængder af for eksempelvis hofteoperationer stiger mere end de ressourcer, der bruges på operationerne. Ved at bruge denne metode, har Danmarks Statistik fundet frem til, at det offentlige forbrug i de seneste 15 år realt er steget med 0,4 procent om året mere end udgifterne.

Læs DI's analyse om produktiviteten i det offentlige. 

Budget på 600 milliarder i det offentlige

For nogle lyder det måske ikke af alverden. Men da det offentlige forbrug er på mere end 600 milliarder kroner årligt, har selv små produktivitetsfremgange meget stor betydning, påpeger Dansk Industri i en ny analyse.

Ifølge politisk-økonomisk chef Morten Granzau Nielsen er det i en tid med stort pres på de offentlige budgetter i både stat, regioner og kommuner vigtigt at have øje for, hvordan det offentlige kan øge produktiviteten.

- Danmarks Statistisk tal indikerer, at der er mange milliarder at hente, hvis det offentlige blot gør opgaverne en smule bedre og mere effektivt hvert år. Potentialet er stort, hvis vi på nogle af de store offentlige udgiftsområder, kan øge effektiviteten uden at gå på kompromis med kvaliteten, eksempelvis gennem en øget brug af digitalisering, siger han og tilføjer:

- Hvis den opgjorte mervækst i det offentlige forbrug som følge af produktivitetsstigninger de sidste 15 år på knap 0,4 pct. i gennemsnit om året også kan fastholdes frem mod 2030, så vil det reelt kun koste 6¼ mia. kr. at levere samme service per bruger frem for 21¼ mia. kr.

Dansk Industri har i sin 2030-plan også foreslået, at kommunerne i økonomiforhandlingerne hvert år får til opgave at frigøre 1 mia. kr. fra bureaukrati eller opgaver, der kan gøres anderledes. Penge som krone til krone kan gå til bedre kommunal velfærd.

Morten Granzau Nielsen ser derfor også positivt på regeringens bud på reformer i ”Danmark kan mere III”, hvor man også slår ind på lignende tanker og foreslår reformer, der kan frigøre 2,5 milliarder kroner i 2030. Bundlinjen er ifølge DI-chefen, at der er alt mulig grund til at arbejde videre med produktivitetsforbedringerne i den offentlige sektor.

- Selvom den offentlige sektor samlet set ikke kan øge produktiviteten i samme omfang som en produktionsvirksomhed, så indikerer tallene og vores analyse, at den offentlige sektor løbende har været i stand til at levere mere og bedre service til borgerne for de samme midler. Det bør motivere til at gå videre af den vej.

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Underdirektør

Relateret indhold