Marianne Dahl, Boston Consulting Group og Karsten Lauritzen, branchedirektør for DI Transport, samler en stribe virksomheder og drøfter grøn mobilitet. Første møde blev afholdt 5. september.

Foto: Flemming Brandt, Wunderkind
06.09.22 DIB Nyheder

Nu skal den største klimaudfordring løses

Transport og mobilitet udløser den største klimaregning. DI nedsætter ­Advisory Board, der skal give indspark til regeringen og Folketinget, så regningen bliver betalt.

Grønne skatter, grønne drivmidler, roadpricing og lavere fartgrænser. Det er blot nogle af de emner, der ventes at ramme den politiske dagsorden i løbet af efteråret, når Folketinget tager hul på at bremse CO2-udledningen fra det største område overhovedet, nemlig transporten.

Vi flytter os selv og varer rundt som aldrig før, og det betyder, at transporten i 2019 ifølge Energistyrelsen stod for 29 procent af de samlede danske CO2-udledninger. Den klimabelastning skal reduceres markant for at nå Danmarks overordnede klimamål i 2030.

Derfor har Dansk Industri samlet foreløbig 28 virksomheder i et Advisory Board for grøn mobilitet, der skal give input til regeringen og Folketingets arbejde med området.

Afgørende for at nå Danmarks klimamål

– Det er transporten, vi for alvor skal have fat i nu, for at vi som nation kan nå klimamålene. Og i den proces er det vigtigt at få regulering ind, som virker i praksis, og som ikke skaber uhensigtsmæssige effekter, siger den nyvalgte formand for boardet Marianne Dahl.

Hun er Managing Director og partner i Boston Consulting Group, der har aktivt fokus på grøn omstilling. Konsulenthuset har været global eksklusiv rådgiver for COP26 og er det igen for COP27. Desuden har BCG bidraget til regeringens klimapartnerskaber. Tidligere har Marianne Dahl stået i spidsen for DI’s digitaliseringspanel.

Ifølge BCG’s analyser er transport den største CO2 udleder i Danmark, der samtidig har den langsomste vej til at opfylde klimamål.

Denne artikel er bragt i DI Business magasinet, som kan læses nedenfor.

Fakta

5 temaer på Advisory Boardets dagsorden:

Grønne drivmidler – herunder CO2-­afgift, tilskud, drivmiddelinfrastruktur.

Mobilitet i byer – nul-emissionszoner og hastighedsbegrænsninger.

Roadpricing – udfordringer og muligheder.

Grønne forretningsmodeller – mål, dokumentationskrav, optimering af logistik.

Bæredygtig persontransport – pendlervaner, alternativer til privatbil og udnyttelse af teknologi.

Klogere og hurtigere transport

– Alle virksomheder er afhængige af transport. Derfor samler vi virksomheder på tværs af hele værdikæden, og de skal være med til at sikre mod en skævvridning af den politik, der skal drøftes og vedtages. Danmark har en stærk tradition for store transportvirksomheder, og vi er et af de førende lande, når det kommer til grøn energi. Vi kan også blive førende på grønne løsninger for mobilitet, fortsætter hun.

Boardet ser på alle former for løsninger til at bremse CO2-udledningen fra transport. Grønnere drivmidler er blot en af faktorerne, men det kan eksempelvis også være at se på alternativer til privatbiler, infrastrukturen for energi og optimering af logistik.

– Det handler grundlæggende om, at ressourcerne skal anvendes klogere, så vi bevarer en hurtig og smidig transport af gods og personer, og samtidig når klimamålene. Digitale løsninger er en vigtig del af omstillingen. Energieffektivitet er også en faktor, og vi har eksempelvis set nye arbejdsformer under coronakrisen, hvor hjemmearbejde reducerede persontransport og dermed også trængslen, siger Marianne Dahl.

Læs også: Hvor er den grønne betalingsvillighed?

DI: Erhvervsliv skal inddrages

Boardet skal mødes seks gange i løbet af det kommende år. Målet er, at forslagene fra virksomhederne løbende spilles ind til politikere, i takt med at transporttemaer kommer på dagsordenen. DI forventer at forslag om grønne skatter og lavere fartgrænser i storbyer samt roadpricing rulles ud fra Folketinget for at sætte en prop i transportens klimabelastning.

I DI er boardet knyttet til branchefællesskabet DI Transport, hvor direktør Karsten Lauritzen ser et stort behov for, at erhvervslivet bliver hørt i arbejdet med transportens grønne løsninger.

– Boardet skal sikre transportens bidrag til en lavere CO2-udledning på en klog måde, hvor der samtidig skabes grønne investerings- og forretningsmuligheder, siger Karsten Lauritzen og fortsætter:

– Alle led i erhvervslivets værdikæde er afhængige af mobilitet, og alle er enige om at få fart på den grønne omstilling. Med boardets anbefalinger får vi de bedste og mest konkrete løsninger, som samtidig også sikrer muligheden for at imødekomme det stigende transportbehov, siger Karsten Lauritzen.

Læs også - Vognmænd: Giv os en grøn afklaring

Fakta

Medlemmer af Advisory Board:

Boston Consulting Group, Via Biler, DHL Express, Ejner Hessel, Hitachi Energy Denmark, Novo Nordisk, DB Schenker, VM Tarm, Nærenergi, STARK Group, Arriva, DSB, Danske Fragtmænd, TREFOR/EWII, Volvo Trucks, Scania Danmark, OK a.m.b.a, A.P. Møller Mærsk, Nic. Christiansen Gruppen, Danish Crown, Evida, E.ON, H. P. Therkelsen, Carlsberg Danmark, Danfoss, Clever, COWI og Arkil. 

Virksomhedernes adm. direktører eller logistikchefer deltager. 

Analyser fra Boston Consulting Group viser, at transport i dag er den største udleder af CO2 i Danmark, og at det også er her den langsomste og længste vej til CO2 målopfyldelse ligger.

Foto: Boston Consulting Group
Karsten Lauritzen

Karsten Lauritzen

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3475
  • Mobil +45 5218 5980
  • E-mail kal@di.dk

Relateret indhold