Palles Fragt har mere arbejde, end de cirka 65 chauffører kan nå, oplyser adm. direktør Michael Palle.

Foto: Palles Fragt
06.09.22 DIB Nyheder

Palles fragt: Jeg kunne ansætte ti chauffører i morgen

Øget nethandel som følge af Coronapandemien har skabt vækst i Palles Fragt. Så meget at virksomheden på stedet kunne ansætte ti chauffører mere. Men de er ikke til at finde, oplyser adm. direktør Michael Palle.

Siden nytår har 20 chauffører forladt Palles Fragt. Det er lykkedes adm. direktør Michael Palle at finde 15 andre til stillingerne, men han kunne på stedet ansætte 10 mere. Hvis de fandtes.

- Coronapandemien gav os et stort boost, fordi så mange sad hjemme og bestilte varer via nettet. Det ser ud til, at den trend ikke går væk igen, så der er mere arbejde, end vores cirka 65 chauffører kan nå. Derfor annoncerer vi løbende efter nye medarbejdere via faceook, via jobopslag, på hjemmesiden og gennem det lokale jobcenter. Men det er altså meget vanskeligt for os at finde chauffører, siger Michael Palle.

Dermed erklærer han sig helt enig med de fleste andre af landets virksomheder, der ifølge Dansk Industris (DI) årlige undersøgelse af Lokal Erhvervsvenlighed har øget adgang til medarbejdere helt øverst på deres politiske ønskeliste.

- Det er jo en vanskelig situation, fordi der er så lav ledighed, at det kan være svært at se, hvor man skal hente flere fra. Hos os er vi begrænset af, at vores medarbejdere skal kunne tale og læse dansk for at kunne betjene vores kunder. Så udenlandske medarbejdere er ikke et quickfix for os, siger Michael Palle.

Læs også: Medarbejdermangel er danske virksomheders største bekymring

Ville gerne have flere kvinder

Palles Fragt ville gerne ansætte flere kvindelige chauffører. Men Michael Palle oplever, at jobbets vilkår holder nogle fra at søge.

- Det kan fx være fordi, de har tjansen med at aflevere og hente børn, at de fravælger os. Men der er også andre, der ikke vil have jobbet på grund af arbejdstiderne. For nylig havde vi via jobcentret underskrevet alle papirer med en person, som jobcentret havde henvist til os. Men da personen fik nej til at kunne møde klokken otte og gå klokken femten, blev vi fravalgt i sidste øjeblik, siger Michael Palle.

Han så gerne, at den økonomiske gevinst ved arbejdet var lidt større.

- Vi er ikke blege for at tage nogen ind, der ikke har så stærk tilknytning til arbejdsmarkedet og hjælpe dem i gang, selv om det koster nogle ressourcer for os, siger Michael Palle.

Læs også: På syv år er antallet af kvindelige chauffører fordoblet

Få hjælp til tiltrækning, ansættelse og ledelse af internationale medarbejdere

Få rådgivning

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Relateret indhold