Foto: Getty
29.09.22 DIB Nyheder

USA skal købe mere dansk forsvarsteknologi

Handlingsplan skal styrke danske virksomheders muligheder for at eksportere til USA på forsvarsområdet. Udgangspunktet er opgaver til F 35 kampfly, men ambitionen er bredere, hvilket DI hilser velkommen.

Erhvervsministeriet lancerede den 28. september en ny handlingsplan, der skal styrke danske virksomheders muligheder for at eksportere til USA på forsvarsområdet. Ifølge pressemeddelelsen fra ministeriet har krigen i Ukraine tydeliggjort behovet for et stærkt nationalt forsvar, som danske virksomheder kan spille en central rolle i at understøtte det danske forsvar og samtidig bidrage til den teknologiske udvikling i USA’s forsvar.

Helt konkret skal handlingsplanen styrke danske virksomheders muligheder for at konkurrere om opgaver relateret til udvikling, produktion, vedligehold m.m. af F-35 samt åbne døre til endnu mere eksport til USA på forsvarsområdet.

- Danske virksomheder er med helt fremme på morgendagens teknologiske løsninger. Det ser vi tydeligt i produktionen af de nye F 35 kampfly, hvor danske komponenter har en central plads. Det er en styrke, som vi skal videreudvikle, og det kræver et stærkt samarbejde mellem det offentlige og private. Med handlingsplanen i hånden får vi nu styrket indsatserne på tværs af sektorerne, så vi i fællesskab kan få sat danske virksomheders højteknologiske løsninger på verdenskortet, siger erhvervsminister Simon Kollerup:

Læs også: Forsvarsminister indbyder til partnerskaber

Styrker forbindelsen til Danmarks tætteste allierede

Handlingsplanen bydes velkommen i DI Forsvar og Sikkerhed, hvor direktør Joachim Finkielman især hæfter sig ved, at dansk forsvarsindustri og myndigheder arbejder tæt sammen for at bevare og styrke relationen til USA.

- USA er Danmarks tætteste allierede og det største marked for eksport af forsvarsmateriel og teknologi. Derfor er handlingsplanen et vigtigt instrument i at få fremmet samarbejdet, der også understøtter Danmarks sikkerhedspolitiske relationer til USA, siger Joachim Finkielman.

Han understreger, at DI Forsvar og sikkerhed spiller en markant rolle i at få planen ført ud i livet, herunder særlig rolle i forhold til at fremme eksport aktiviteter i USA og matchmaking aktiviteter i Danmark, hvor amerikanske aktører får lejlighed til at få indblik i de mange højteknologiske løsninger, som danske forsvarsvirksomheder kan levere.

- Det gælder bl.a. sofistikeret software, overvågning, rumteknologier, beskyttelse, maritime kapaciteter, droneområdet og en lang række andre områder, hvor den danske forsvars- og rumindustri har meget stærke og attraktive løsninger, som selv verdens største militære supermagt får gavn af, siger Joachim Finkielman. 

Læs også: Force technology Det haster med at komme i gang

Joachim Finkielman

Joachim Finkielman

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3673
  • Mobil +45 6187 1540
  • E-mail jofi@di.dk

Relateret indhold