05.01.23 DIB Nyheder

Erhvervstilliden dykker igen

Det er ikke optimisme, der præger virksomhedernes syn på fremtiden. På trods af en lille stigning i november, fortsætter erhvervstilliden sin nedadgående tendens. Det er et varsel om en opbremsning i dansk økonomi, lyder det fra DI.

Erhvervstillidsindikatoren er faldet til 85,9 i december, viser tal fra Danmarks Statistik. Den nedadgående tendens i erhvervstilliden fortsætter efter en lille stigning i november, og det overrasker ikke DI’s vicedirektør, som venter, at vi går en kold tid i møde.

- Der er igen trukket mørke skyer ind over virksomhedernes humør, og det er kun et spørgsmål om tid, før det udvikler sig til et regnskyl. Virksomheder mangler i stigende grad efterspørgsel på deres produkter og services, og de har ingen forventninger til, at det for alvor vender den kommende tid . Vi venter derfor en opbremsning i aktiviteten i den kommende tid, siger Morten Granzau, vicedirektør og chef for Økonomisk Politik og Analyse i Dansk Industri.

- Byggeriet har nu større udfordringer med at skaffe ordrer end arbejdskraft. For industrien skete det allerede i oktober. At mangel på efterspørgsel er en større udfordring end at skaffe medarbejdere er for alvor et varsel om, at dansk økonomi er på vej ind i en opbremsning, siger Morten Granzau.

- Det er dog ikke en nedtur, som vi kan se i andre og mere hårde nøgletal på nuværende tidspunkt. Erhvervstilliden er nemlig en slags lakmusprøve på, hvad fortegnet bliver på BNP-udviklingen – og det lover bestemt ikke godt. Vi skønner, at BNP faldt i fjerde kvartal, og i år venter vi en samlet nedgang på 0,8 pct., siger Morten Granzau.

- Når vi spørger vores medlemmer, er det især usikkerhed, som hæmmer manges vækstmuligheder i 2023. Vi ser også tendenser til, at flere har sværere ved at afsætte af deres varer og ydelser. Derimod er tidligere udfordringer som råvaremangel på stærkt tilbagetog, siger Morten Granzau.

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold