23.01.23 DIB Nyheder

Faldende inflation øger forbrugernes købelyst

Forbrugernes optimisme stiger en lille smule for tredje måned i træk, men forventninger om økonomisk tilbageslag i foråret vil holde forbrugerforventningerne på et lavt niveau i lang tid, mener DI.

Forbrugernes syn på økonomien gik frem i årets første måned, viser en ny måling fra Danmarks Statistik. I målingen, der er udført i de første to uger af januar, går forbrugertillidsindikatoren frem til et nettotal på minus 26,1 fra december måneds minus 28,9. Det er tredje måned i træk, at indikatoren går frem, efter den i oktober 2022 nåede det historiske lavpunkt minus 37.

- Det er ret vildt at glæde sig over en så dårlig stemning hos forbrugerne, som man kan læse i dagens tal. Men det er faktisk positivt, at forbrugertillidsindikatoren går frem for tredje måned i træk. Vi venter samlet en nedgang i privatforbruget i 2023, men dagens tal er forhåbentlig et varsel om, at forbrugerne ikke vil holde helt så meget på pengene, som mange økonomer har frygtet, siger Morten Granzau, vicedirektør i Dansk Industri.

- Den høje inflation i det seneste år har gjort ondt på alle forbrugere i landet, og derfor er det en helt tydelig lettelse, at inflationen nu falder. Det kan mærkes ved kølediskene og ses på energiregningerne. Vi kan se af målingen, at forbrugerne ikke venter højere priser om et år end i dag, og det forbedrer naturligvis også forbrugernes forventninger til deres egen økonomi, siger Morten Granzau.

Selv om forbrugertilliden nu er gået frem tre måneder i træk, er tallene fortsat langt nede i den negative ende af skalaen. For et år siden, i januar 2022, lå forbrugertilliden således med et nettotal på minus 1,5.

- Desværre forventer vi, at økonomien vil gå i bakgear i år, så det er et langt, sejt træk at vende den elendige stemning, der herskede blandt forbrugerne i 2022. Den faldende inflation hjælper lige nu på forbrugernes humør, men man ikke gøre sig illusioner om, at smilene for alvor vender tilbage til forbrugernes læber lige foreløbig, siger Morten Granzau.

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold