Antallet af højvækstvirksomheder i Danmark er faldet fra ca. 2.000 i 2016 til ca. 1.600 i 2020, som er det seneste tilgængelige år i Danmarks Statistiks registre.

01.02.23 DIB Nyheder

Færre virksomheder har turbovækst

Andelen af virksomheder med høj vækst er faldende i Danmark. Det er et problem, da virksomhederne ofte er med til at skabe masser af nye job, påpeger DI.

Tesla, Google, Spotify og Airbnb. Der er masser af eksempler på virksomheder, der på kort tid har fået global succes. Du skal imidlertid spejde langt efter danske pendanter. Og det gælder ikke blot i den globale superliga. Det gælder også for virksomheder, der blot vokser lidt mere end almindeligt hurtigt.

Udviklingen viser sig ved, at antallet af højvækstvirksomheder i Danmark er faldet fra ca. 2.000 i 2016 til ca. 1.600 i 2020, som er det seneste tilgængelige år i Danmarks Statistiks registre. Højvækstvirksomheder er defineret som virksomheder, der har en gennemsnitlig årlig vækst i fuldtidsansatte på mindst 20 procent over en treårig periode og som er registret med minimum fem fuldtidsansatte.

I Dansk Industri er man bekymret over udviklingen.

- Det er noget rigtig skidt, at antallet af højvækstvirksomheder er faldende. Hvis vi skal skabe nye industrigiganter i Danmark, så skal der være nogle virksomheder, der vokser mere end almindeligt hurtigt, siger vicedirektør Morten Granzau Nielsen.

Han påpeger, at højvækstvirksomhederne også er med til at skabe en meget stor del af værditilvæksten i den private sektor.

- En ikke uvæsentlig del af eksportfremgangen i de senere år er kommet fra de nystartede virksomheder. Det understreger, hvor vigtige de er for dansk økonomi, siger han.

Læs hele DI's analyse.

Danmark skaber færre vækstvirksomheder

Problemerne stopper ikke her. Kigger du udenfor Danmarks grænser er det nemlig tydeligt, at der i andre lande er ganske stor succes med at skabe højvækstvirksomheder.

Det gælder ikke mindst i Sverige, hvor andelen af højvækstvirksomheder set i forhold til antallet af virksomheder i økonomien, er næsten dobbelt så stor som i Danmark. Også Finland, Holland og Storbritannien har oplevet en pæn vækst i den eftertragtede gruppe af virksomheder.

For EU som helhed er Danmark gået fra at være det 9’ende bedste til det 22’ende bedste land til at skabe højvækstvirksomheder. En udvikling, der på sigt kan gå hen og blive meget skadelig for dansk økonomi, påpeger Morten Granzau Nielsen, vicedirektør i DI.

-  Det svækker vores konkurrenceevne, når der ikke skabes nye vækstvirksomheder. Dansk økonomi bliver mere sårbar, når det i højere grad end i andre lande er op til de allerede eksisterende virksomheder at skabe fremgangen i økonomien, siger han.

Ifølge en DI-rundspørge foretaget i december 2022, så er det især generel usikkerhed i økonomien, mangel på medarbejdere og det danske omkostningsniveau, der bremser virksomhedernes vækst.

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold