Det er det hele værd for Edora at ansætte it-elever, skriver Mads Hedegaard, adm. direktør for tech-virksomheden Edora.

Foto: Edora
10.01.23 DIB Nyheder

Hos os udfylder it-elever en særlig rolle

Det er synd og skam, at alt for få virksomheder udnytter muligheden for at uddanne egne it-medarbejdere, skriver Mads Hedegaard, adm. direktør for tech-virksomheden Edora i et debatindlæg.

Mange virksomheder, både inden for tech verden, men også i de fleste andre brancher mangler it-medarbejdere. Desværre er der alt for få virksomheder der bruger muligheden for at uddanne deres egne it-medarbejdere. Det er synd! For de faglærte it-medarbejder udfylder et vigtigt hul i kompetencekortet hos mange virksomheder.

Til daglig er jeg adm. direktør for tech virksomheden Edora. Her er vi ca. 90 medarbejdere, som leverer it-løsninger til både private og offentlige virksomheder.

Vores medarbejderstab inden for it-kompetencer består af forskellige profiler. Vi har både datamatikere, it-ingeniører og dataloger i folden. Dertil har vi faglærte it-medarbejdere, som fx har gennemført uddannelsen til datatekniker.

Uddannes specifikt til vores virksomhed

Vi tager selv et stort ansvar for at få de faglærte it-medarbejdere, idet vi altid har it-elever. I øjeblikket har vi tre it-elever, som er i gang med at uddanne sig til henholdsvis it-supporter og datatekniker med speciale i programmering. Og til foråret skal vi rekruttere endnu en elev til vores it-support.

It-eleverne udfylder en særlig rolle for os. For det første påtager vi os et vigtigt samfundsansvar ved at bidrage til uddannelsen af it-arbejdskraft. For det andet uddanner vi nogle mennesker inden for lige præcis den teknologi og de opgaver, vi løser hos os. Vi får altså nogle ressourcer, som er tilpasset vores virksomhed og forretning.

Vores elever kommer i løbet af deres uddannelse til at indgå på lige fod med vores øvrige ansatte. For eksempel starter vores datateknikerelever med at teste og tjekke kvalitet i kodning. Efterhånden som der bliver bygget på deres kompetenceprofil, kan vi give dem mere komplicerede opgaver som manuel og automatiseret test. Og på de sidste år af deres uddannelser udvikler de selv kode.

Andre bør også uddanne

Det er et stort ansvar at uddanne it-lærlinge fordi man som virksomhed har ansvar for, at eleven når sine uddannelsesmål. Men der er ingen tvivl om, at det er det hele værd, når man står med mennesker, der udvikler sig og blomstrer – og ikke mindst bliver et aktiv for vores virksomhed og det samlede danske arbejdsmarked.

I Edora vil vi kraftigt opfordre andre virksomheder til at begynde at uddanne it-elever, og jeg glæder mig til at uddybe vores gode erfaringer på konferencen ’Sådan får I fat i jeres næste it-medarbejdere’ 17. januar 2023.

Læs også: 1000 it-lærlinge mangler læreplads

Fakta

Find din næste it-medarbejder

Den 17. januar 2023 kl. 9.30-13 holder DI, DI Digital, Dansk Metal, erhvervsskolen TEC, Tekniq Arbejdsgiverne og Industriens Uddannelser en konference for organisationer og virksomheder, der har udfordringer med at skaffe de rette it-medarbejdere.

Fokus for konferencen er it-erhvervsuddannelsen Data- og kommunikationsuddannelsenPå konferencen vil der også være debatpaneler, som drøfter arbejdskraftudfordringen på it-området, og hvordan data- og kommunikationsuddannelsen kan bringes mere i spil ift. at løse udfordringen.

Læs mere og meld dig til (frist 13. januar): Sådan får I fat i jeres næste it-medarbejdere

Fakta

DI Debat

Her kommer medlemmer til orde med synspunkter om vigtige emner for deres virksomhed.

Debatindlæg kan blive bragt her i magasinet, i DI Business’ daglige nyhedsbrev og på di.dk

Vi forbeholder os retten til at udvælge og beskære indlæg i forhold til pladshensyn og relevans. Du kan sende dit indlæg til redaktør Uffe Hansen på ufha@di.dk eller ringe på 3377 3888 for yderligere info.

Synspunkter på DI Debat er ikke nødvendigvis udtryk for DI’s holdning.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Relateret indhold