Volodomyr Matsyna er en af tre ukrainere, der fik arbejde hos Odense Marcipan i forbindelse med virksomhedens højsæson. Det gik så godt, at han efterfølgende fik en fastansættelse.

Odense Marcipan
06.01.23 DIB Nyheder

Ukrainske flygtninge har lavet julemarcipan i Odense

Godt hver anden jobparat ukrainer har fundet arbejde i Danmark. Blandt dem er tre, der har hjulpet Odense Marcipan med årets juleproduktion.

Odense Marcipan fremstiller omtrent 10.000 tons marcipan, nougat og icing om året. Særligt fra august til november er der gang i gryderne, når årets julemarcipan skal fremstilles. I denne periode produceres godt 60 procent af årets produktion, og derfor ansætter virksomheden i perioden cirka 40 sæsonarbejdere udover de 55 fastansatte marcipanfolk.

- Vi har krav om, at vores medarbejdere skal kunne læse og forstå dansk, da der er både sikkerheds- og kvalitetskrav, der skal  efterleves. Men da vi fik en henvendelse fra vores faste samarbejdspartner på Odense Jobcenter omkring ukrainere, var vi enige om, at vi gerne ville forsøge at skabe rammer, så vi kunne ansætte tre ukrainske flygtninge som sæsonarbejdere under ordinære vilkår, siger Johnny Engberg, fabrikschef hos Odense Marcipan.

Derfor afholdt de samtaler med syv ukrainere, hvoraf de 3 blev ansat.

- En af dem fik undervejs et andet job, og hun skrev bagefter et brev til os, hvor hun takkede for den tid, hun havde været ansat hos os og ønskede selskabet held og lykke fremover. Selvom vi er en populær sæsonarbejdsplads, sker det ikke så tit, at vi får den slags breve fra sæsonarbejderne, så det var vi meget glade for, siger Johnny Engberg.

Læs også: Giv en generator til Ukraine

En er blevet fastansat

De ukrainske ansatte fik ekstraordinært lov til at have telefoner med i produktionen, hvor de ellers normalt er bandlyst af hygiejniske årsager. Det gjorde det muligt at tale sammen gennem google translate, og derfor har det været muligt for ukrainerne at løse opgaver helt på linje med de andre sæsonarbejdere, undtagen opgaver, der kræver danske skrivekundskaber.

-  Det er gået så godt med en af ukrainerne, Volodomyr Matsyna, at vi har valgt at fastansætte ham. I det hele taget har det været en stor succes over hele linjen, og vi har ikke mærket meget til, at de har været krigsramte. Kun på et enkelt tidspunkt kunne en af ukrainerne ikke komme i kontakt med sin familie i Ukraine. Det gjorde hende selvfølgelig berørt, så vi fik tolken ud at tale med hende, så der kom ro på, siger Johnny Engberg.

Han oplever, at de øvrige ansatte har været glade for de ukrainske kollegaer.

- De er blevet taget godt imod. Ham, der er blevet fastansat, var også med til julefrokost. Og selv om han ikke taler dansk endnu, udskød han da hjemfarten flere gange, så jeg tror, han hyggede sig alligevel, siger Johnny Engberg.

Læs også: Ukraines erhvervsliv på jagt efter danske investeringer og partnerskaber

Hver anden ukrainer har fået job

De tre ukrainere på Odense Marcipan er ikke de eneste, der er kommet godt i gang på det danske arbejdsmarked. En dugfrisk opdatering af tallene for jobindsatsen for fordrevne ukrainere viser, at 57 procent af de jobparate ukrainere, der er kommet til Danmark, har fundet arbejde.

- Det er flotte tal, og der er ingen tvivl om, at ukrainerne har hjulpet mange virksomheder i en tid, hvor der har været mangel på hænder.  Det viser, at det kan gøre gavn for alle parter, når flygtninge, der kan varetage et job, får muligheden for at gøre det så hurtigt som muligt, siger Steen Nielsen, vicedirektør i Dansk Industri.

Læs også: Kender du Danmarks bedste diversitetsforkæmper?

Netværk har været god ramme for dialog

Dansk Industri (DI) startede sammen med Kommunernes Landsforening (KL) i april 2022 et erfaringsnetværk for landets kommuner i lyset af flygtningetilstrømningen fra krigen i Ukraine. 83 kommuner er med i netværket, og det har ifølge Morten Mandøe, direktør i KL, været en god ramme:

- Kommunerne har siden krigen i Ukraine brød ud, arbejdet intensivt på, at hjælpe de ukrainske flygtninge med at komme ind på arbejdsmarkedet. Men bl.a. på grund af sprogbarrierer, kan det desværre ikke bare gøres med et snuptag. Derfor har det også givet mening, at erfaringsudveksle og få sat ord på de praktiske udfordringer – her har DI netværk været en god ramme for dialog.

Han mener, at både kommuner og virksomheder har udvist stor fleksibilitet.

- Det afspejler sig også i tallene. Brancher som hotel og restauration, rengøring, landbruget og industrien – brancher, som ellers er hårdt ramt af mangel på arbejdskraft – har fået glæde af flere tusinde nye medarbejdere. Det er meget positivt, siger Morten Mandøe.

Det lokale samarbejde mellem kommunerne og virksomhederne om rekruttering af ledige er ifølge direktøren i forvejen stærkt.

- Det er en stor og svær opgave at integrere og finde arbejde til så mange flygtninge på en gang. Men vi har arbejdet tæt sammen og skruet på alle tænkelige håndtag, derfor kan både kommuner og virksomheder være stolte af, at så mange ukrainere har fået job, siger Morten Mandøe.

Læs også: Ukrainsk direktør: Sådan får du fantastiske ukrainske medarbejdere

Fakta

DI’s og KL’s tværkommunale netværk ”Lokale job til ukrainere”

Dansk Industri (DI) startede sammen med Kommunernes Landsforening (KL) i april 2022 et erfaringsnetværk for landets kommuner i lyset af flygtningetilstrømningen fra krigen i Ukraine. 83 kommuner er med i netværket

Der har været afholdt syv netværksmøder, det seneste i november 2022. På møderne har forskellige DI medlemsvirksomheder deltaget for at dele ud af deres konkrete erfaringer, herunder eksempelvis Hardi International A/S fra Nørre Alslev på Falster og Bila A/S fra Nykøbing Mors. På et af møderne deltog fabriksdirektøren fra Mekoprints fabrik i den ukrainske by Chernyakhiv, der ligger cirka 150 kilometer vest for Kyiv, for at fortælle om ukrainsk arbejdskultur.

Udgangspunktet for alle møder har været det lokale samarbejde mellem virksomheder og jobcentre.

Mange ukrainske flygtninge er kommet i job, men netværksmøderne fortsætter. Der kommer stadig ukrainske flygtninge til Danmark og DI ønsker fortsat at hjælpe de ukrainske flygtninge, som ikke er kommet i job endnu.

Få hjælp til tiltrækning, ansættelse og ledelse af internationale medarbejdere

Få rådgivning

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Emma Barslund Fosse

Emma Barslund Fosse

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3082
  • Mobil +45 2250 8040
  • E-mail embf@di.dk

Relateret indhold