83 kommuner er med i netværket ”Lokale job til ukrainere.” Nu er netværket og DI klar med en rapport med 10 gode erfaringer om job til ukrainere.

22.02.23 DIB Nyheder

KL og DI præsenterer 10 gode erfaringer om job til ukrainere

Mange ukrainske flygtninge har fået job i Danmark. KL og DI præsenterer 10 gode erfaringer om job til ukrainere opnået gennem det fælles netværk ”Lokale job til ukrainere.”

56 pct. af de ukrainere, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, er i beskæftigelse i januar 2023. Det viser foreløbige tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Det vækker glæde hos underdirektør Annette Christensen, chef for erhvervsudvikling i Dansk Industri (DI).

- Det er superflot, at så mange ukrainere nu er kommet i arbejde. Det viser stor vilje fra både ukrainere, der gerne vil i gang, virksomheder, der gerne vil hjælpe og ansætte i en svær situation, og kommuner, der har hjulpet med bolig, børnepasning og integration, siger hun.

DI startede sammen med Kommunernes Landsforening (KL) i april 2022 et erfaringsnetværk for landets kommuner i lyset af flygtningetilstrømningen fra krigen i Ukraine. 83 kommuner er med i netværket, og nu er netværket klar med en rapport med 10 gode erfaringer om job til ukrainere

- Vi har i DI næsten 20.000 medlemmer. De er fordelt over hele landet, og derfor har det været glædeligt, at vi har kunnet samarbejde med KL, og at hele 83 kommuner har været en del af netværket, siger Annette Christensen.

Læs også: Ukrainske flygtninge har lavet julemarcipan i Odense

Husk på IGU-ordningen

Blandt de fremhævede erfaringer i rapporten er blandt andet, at kommunerne med fordel kan gøre brug af IGU-ordningen som en del af indsatsen med at sikre arbejde og opkvalificering til de ukrainske flygtninge. Et IGU-forløb er et ordinært ansættelsesforhold hos en virksomhed og indeholder lønnet praktik og uddannelse i en toårig periode til en løn, der tager højde for, at personens faglige og sproglige kompetencer endnu ikke lever op til kravene på det danske arbejdsmarked.

- Det er en klar anbefaling til virksomhederne, at de husker på ordningen, der har hjulpet mange flygtninge i job men måske er gået lidt i glemmebogen igen, siger Annette Christensen.

Hun fremhæver desuden, at kulturen og arbejdsforholdene på det danske arbejdsmarked ikke er som i Ukraine.

- Den forståelse var nyttig at få tidligt. Vi fik god hjælp fra fabriksdirektø[1]r Volodymyr Khomyk fra Mekoprints fabrik i den ukrainske by Chernyak, der holdt et oplæg for netværket om emnet og også skrev et indlæg til DIBusiness.dk, siger Annette Christensen.

Læs også: Ukrainsk direktør: Sådan får du fantastiske ukrainske medarbejdere

Sprog har stået i vejen

I de ti gode erfaringer fremhæves desuden også sprog. De ukrainske flygtninge kan nemlig overvejende ikke tale engelsk, og derfor har sproget vist sig som den væsentligste barriere for at hjælpe dem i job.

Det har både virksomheder og kommuner arbejdet med at løse. Fx gennem kommunal tolkebistand, hjælp til hurtigt at  få oversat nødvendige sikkerhedsbeskrivelser mv. til ukrainsk samt brug af digitale værktøjer som SayHi og Google Translate i hverdagen.

Hos ISS Danmark, der har over 100 nationaliteter ansat, har de derudover aktivt søgt efter  medarbejdere, der taler russisk eller andre beslægtede sprog. Dermed kunne de skabe et overblik kollegaer, som kunne hjælpe med at oversætte og fungere som en ”buddy” under oplæring.

Det har hjulpet til, at de ukrainske flygtninge har følt sig velkommen i ISS, som i juni 2022 fik ISS ansat og oplært 14 ukrainske flygtninge i virksomheden. I dag har ISS 54 ukrainske flygtninge ansat.

- Heldigvis har virksomhederne ydet stor indsats og med god hjælp fra kommunerne har de skabt mange løsninger til at overkomme sprogbarriererne. Udfordringerne har i det hele taget mange steder været de samme rundt omkring i landet, og derfor har det været godt at kunne dele løsninger på transport for nye medarbejdere, sproghjælp, arbejdskultur og meget andet, siger Annette Christensen.

Læs også: Ukraines erhvervsliv på jagt efter danske investeringer og partnerskaber

Få hjælp til tiltrækning, ansættelse og ledelse af internationale medarbejdere

Få rådgivning

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Emma Barslund Fosse

Emma Barslund Fosse

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3082
  • Mobil +45 2250 8040
  • E-mail embf@di.dk

Relateret indhold