Skæv kønsfordeling på fagene ved DM i Skills
Kønsfordelingen på de enkelte fagdiscipliner ved DM i Skills udstiller en skæv fordeling af mænd og kvinder i erhvervsuddannelserne. Det skal vi gøre bedre, mener DI.
14 af 14 frisører. 0 af 12 industriteknikere.
Disse to fagdiscipliner ved DM i Skills i Messe C i Fredericia viser i særdeleshed en skæv fordeling af mænd og kvinder på mange af de fag, der konkurreres om og afspejler den generelle skæve kønsfordeling på erhvervsuddannelserne. Og det er ikke de eneste.
I disciplinerne social- og sundhedsassistenter, smørrebrød og catering samt kosmetikere er der kun kvinder blandt deltagerne.
Det modsatte gør sig gældende for discipliner som personvognsmekanikere, maskinsnedkere, vejgodstransportører, tømrere og en række andre discipliner.
- Det er ærgerligt, at vi endnu ikke for alvor har fået brudt op i de traditionelle kønsmønstre blandt erhvervsuddannelserne. Der er i dag ingen faguddannelser, hvor køn spiller en rolle for, hvor god man kan blive til det, og vi skal blive bedre til at bryde med forældede opfattelser af kvindefag og mandefag, Vi går glip af et kæmpe potentiale, når der primært rekrutteres fra den ene del af befolkningen siger Signe Tychsen Philip, underdirektør i Dansk Industri (DI).
Læs også: Tesfaye, Dansk Industri og Dansk Metal: Der skal investeres i erhvervsuddannelserne
Talent afhænger ikke af køn
Der er ikke ført statisk på kønsfordelingen på Skills i tidligere år, men Signe Tychsen Philip glæder sig over, at der trods alt er kvinder repræsenteret i fag, der traditionelt har været domineret af mænd.
- For eksempel er det inspirerende, at vi har haft en kvindelig murer som danmarksmester de sidste to år og man også kan se kvindelige rollemodeller konkurrere blandt f.eks. smede og gulvlæggere. For talent afhænger ikke af køn uanset fag. Til gengæld kunne jeg virkelig godt ønske mig, at der var bare 1 af de 10 social- og sundhedsassistenter, der var mænd. Nogle gange taler vi om det, som om det er kvinderne, der skal få øjnene op for ”mandefag”. Men det er i mindst ligeså høj grad mænd, der skal blive opmærksomme på andre karriereveje, siger Signe Tychsen Philip.
Hun pointerer, at arbejdspladser med stor diversitet blandt medarbejderne ofte har højere produktivitet og bedre arbejdsmiljø.
- Det er simpelthen et fælles ansvar for os alle sammen at bryde med gamle kønsroller og fordomme om andre menneskers evner. Vi skal ikke tvinge nogen til at interessere sig for noget, de ikke interesserer sig for, men vi skal blive bedre til at forholde os åbne for flere muligheder, siger Signe Tychsen Philip.
Læs også: 10 mio fra Tietgenfonden skal hjælpe DM i Skills ud af de store byer
Fakta
Kvinder ved DM i Skills
86 af 280 deltagere ved danmarksmesterskaberne i håndværk er kvinder.
14 af 14 frisører
10 af 10 social- og sundhedsassistenter
6 af 6 smørrebrød og catering
6 af 6 blomsterdekoratører
6 af 6 kosmetikere
4 af 4 skilteteknikere
4 af 4 møbelpolstrere
2 af 2 bygningsmalere
6 af 10 tjenere
4 af 12 procesoperatører
3 af 10 gourmetslagtere
3 af 12 kokke
3 af 4 receptionister
3 af 5 bagere
3 af 7 mediegrafikere
2 af 10 anlægsgartnere
1 af 8 klejnsmede
1 af 7 murere
1 af 6 møbelsnedkere
1 af 5 flisemurere
1 af 4 autolakerer
1 af 4 glarmestre
1 af 4 gulvlæggere
0 af:
12 Industriteknikere
8 Personvognsmekanikere
7 vejgodstransportører
6 tømrere
6 Bygningsstruktører
6 Bygningssnedkere
6 Lastvognsmekanikere
6 Anlægsstruktører
5 slagtere
5 Maskinsnedkere
5 elektrikere
4 vvs-energispecialister
4 urmagere
4 tekniske Isolatører
4 Tagdækkere
4 Karrosseriteknikere
4 Brolæggere
4 Automatikteknikere
4 Alubygger
3 tækkemænd
3 Grafiske teknikere
2 Konditorer
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.