Den erfarne CEO Henrik Horst fra virksomheden Curvex fik en god eye-to-eye samtale med Sarah Fourian, stifter af kommunikationsvirksomheden Bigup Media.

Foto: FERN
21.02.23 DIB Nyheder

”Ved du overhovedet, hvordan man bruger en hammer?”

Regeringen har afsat 300 millioner kroner til en iværksætterstrategi. De skal blandt andet styrke kvindeligt iværksætteri, give iværksættere bedre adgang til offentlige indkøb og sikre, at flere iværksættere også bliver store, lød det på kickoff-event 1. februar.

”Ved du overhovedet, hvordan man bruger en hammer?”

Det spørgsmål fik industriel designer og iværksætter Ditte Marie Fog Ibsen, da hun havde startet en værktøjsvirksomhed. Det fortalte hun fra scenen, da Dansk Industri (DI) den 1. februar holdt kickoff-event for iværksættermiljøet i anledning af og som optakt til en kommende iværksætterstrategi fra regeringen.

Regeringen har bebudet, at strategien vil blive ledsaget af 300 millioner kroner, og det er vigtigt, at strategien er gennemtænkt, mener DI. 

- Derfor har vi lanceret et udspil med forslag til strategien, som kan sikre, at vi bliver verdens bedste iværksætternation. Eller i hvert fald bliver væsentligt bedre, end vi er nu, siger Sine Linderstrøm, leder af SMV og Iværksætteri i DI.  

Se video fra begivenheden i bunden af artiklen

Hvad kan gå galt? 

Men for at samle inspiration og skabe forbindelse mellem iværksættermiljøet og politikerne afholdt DI bemeldte kickoff hvor politikere på tværs af det politiske spektrum, iværksættere, investorer og etablerede virksomheder kunne både netværke og komme til orde.

Det var i denne sammenhæng under et programpunkt om kvindelige iværksættere, som er stærkt underrepræsenteret, at Ditte Marie Fog Ibsen fortalte om hammerspørgsmålet. Hun oplever generelt, at mandlige og kvindelige iværksættere bliver behandlet forskelligt.

- Når man fx søger ind i acceleratorprogrammer, oplever man, at mænd bliver stillet potentiale-spørgsmål som "Hvad kan virksomheden blive til?", mens kvinder bliver spurgt om, hvad der kan gå galt?, fortalte hun fra scenen.

Læs analysen: Kun marginalt flere kvinder starter virksomhed

Mere salg til det offentlige

Til eventet var der desuden særligt fokus på, hvordan iværksættere kan få bedre adgang til markedet for offentlige indkøb. Louise Herping Ellegaard, iværksætter og business angel, fortalte fra scenen, at ”det er komplet umuligt for iværksættere at kunne sælge til det offentlige”.

Hun blev suppleret af Steen Donner, CEO i DTU Science Park:

- Hvis man ikke kan sælge til det offentlige herhjemme, ja så er det svært at overbevise andre lande om, at de skal købe ens produkter og ydelser. Der kan vi med fordel kigge mod Norge, hvor kommunerne er risikovillige og påtager sig en del af risikoen, når de investerer i nyopstartede virksomheder.  

Et særskilt emne på dagen var udfordringerne med at skabe et miljø hvor succesfulde iværksættere vælger at blive i Danmark, når de har fået gang i butikken.

Mia Grosen, der er stifter af virksomheden Canute, der har specialiseret sig i at hjælpe nordiske startups ud på nye markeder, mente blandt andet, at iværksætterne skal have gennemgående hjælp, sparring og rådgivning til alle faser af vækstrejsen.

- I Danmark er det kun hver 10. iværksætter, der har ambitioner om at vækste internationalt. Men det er ikke muligt i DK at bygge store virksomheder, der ikke også orienterer sig internationalt, og derfor skal vi være bedre til at forberede stifterne på, at de skal have internationale ambitioner, sagde Mia Grosen.

Læs også: Sandahl: Europas fremtid bliver defineret nu

Sænk aktiebeskatningen

Eventets sidste del bød på et debatpanel bestående folketingspolitikere, der gav deres bus på, hvad der skal til for at Danmark bliver verdens bedste startup-land.

Deltagerne var:

Hans Andersen, erhvervsordfører for Venstre. Mona Juul, erhvervsordfører for Det Konservative Folkeparti.  Sigurd Agersnap, iværksætter- og skatteordfører for Socialistisk Folkeparti. Lars-Christian Brask, erhvervsordfører for Liberal Alliance samt Per Husted, iværksætterordfører for Socialdemokratiet.

De blev blandt andet spurgt til, hvordan de ville sikre, at flere iværksættere vil børsnotere sig i Danmark.

- Vi skal lave de samme regler, som i de øvrige nordiske lande sænke de høje aktiebeskatninger og forsimple skattereglerne, lød svaret fra Mona Juul.

Den løsning vækker begejstring hos Sine Linderstrøm fra DI.

- Det er vigtigt, at vi får skabt en stærkere aktie- og investeringskultur i Danmark, hvis vi skal skabe en bedre adgang til vækstkapital. Udfordringen er, at for mange danske scaleups tager til udlandet for at rejse den fornødne kapital med den konsekvens, at de på sigt rykker teltpælene til investorens hjemland. Derved går Danmark glip af jobs, vækst og viden. siger Sine Linderstrøm.

Hun ser nu frem til at regeringen fremlægger et forslag til en strategi på iværksætterområdet.

- Vi står til rådighed for politikere, der vil høre mere om de mange input, vi fik på dagen. Det er i alles interesse, at vi bliver verdens bedste land at starte og udvikle virksomhed i, og derfor fortjener området en gennemarbejdet strategi, siger Sine Linderstrøm.

Læs også: MIT-studerende står i kø for at prøve kræfter med dansk erhvervsliv

Dansk Industri afholdt den 1. februar holdt kickoff-event for iværksættermiljøet i anledning af og som optakt til en kommende iværksætterstrategi fra regeringen.

Video: FERN

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Sine Linderstrøm

Sine Linderstrøm

Fagchef

  • Direkte +45 3377 3571
  • Mobil +45 2098 9913
  • E-mail sili@di.dk

Relateret indhold