Demant bruger årligt ca. 1,3 milliarder kroner på forskning og udvikling af teknologi og løsninger, der hjælper mennesker med dårlig hørelse.

14.03.23 DIB Nyheder

Virksomhed efterlyser afklaring af skattevilkår for forskning

Forskning og udvikling er hjerteblod for mange virksomheder. Men lige nu sker det uden at kende de præcise skattevilkår efter udløb af særligt fradrag i 2022. Det skader Danmarks konkurrenceevne.

Lige nu står vi i en virkelighed, hvor vi reelt ingenting ved. Vi har overskrifter og intentioner, men de er svære – for ikke at sige umulige – at tolke på. Det gør det meget svært, for en forsknings- og udviklingsvirksomhed som vores, at vide, hvordan vi skal indrette os og vores investeringer i fremtiden.

Sådan siger Chief Financial Officer (CFO) i den internationale høreapparatvirksomhed Demant A/S, René Schneider, når man spørger, hvordan landet ligger med fradraget for forskning og udvikling (FoU), der reelt udløb i 2022.

I forbindelse med coronakrisen blev FoU-fradraget hævet til 130 procent. Det betyder, at virksomheder, der investerer i forskning og udvikling, effektivt får en lavere skattesats – en slags ”rabat” eller tilskud, der skal tilskynde virksomhederne til at investere i netop forskning og udvikling i Danmark.

Men lige nu hænger FoU-fradraget i en tynd – og uafklaret – tråd i forbindelse med regeringsskiftet. Og det skaber usikkerhed, siger Demants CFO.

– Det haster med en afklaring. Men det haster også med en permanent afklaring på fradraget, som vi selvfølgelig håber på bliver god, så forskningstunge virksomheder ved, hvad de har at rette sig efter på den lange bane, siger René Schneider.

Læs også: DI: Usikkerhed om fradrag for forskning skal fjernes

Kunstig intelligens i ørerne

Demant er stiftet i 1904. Den internationale høreapparatvirksomhed er i dag til stede i 30 lande – men har fortsat sit hovedkvarter i Smørum nord for København.

CFO René Schneider forklarer, at virksomheden investerer ca. 1,3 mia. kr. i forskning og udvikling årligt og har størstedelen af sine forsknings- og udviklingsaktiviteter i Danmark.

– Demant er verdensførende på høreapparatteknologi, det audiologiske felt, hvor det handler om at sikre den bedste lytteoplevelse for brugerne. Vi bruger i dag for eksempel kunstig intelligens til at skille støj fra lytning på udfordrende steder som restauranter. Det har vi udviklet i Danmark, siger han.

Kort cyklus og hård konkurrence

Han fortæller samtidigt, at konkurrencen på det globale marked for høreapparater er benhård, med konkurrenter, der sender nye eller opdaterede produkter på markedet i en lind strøm.

– Vi er helt afhængige af en kort cyklus fra udvikling til marked. Det kræver konstant investering i forskning og udvikling, hvis vi skal følge med og bevare vores konkurrencedygtighed. Jeg kan næsten ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, siger René Schneider.

Han forklarer, at konkurrencedygtige ramme­vilkår selvfølgelig er andet og mere end ”bare” skatte-­incitamenter. Det er blandt andet også adgang til talent, gode samarbejder med uddannelsesinstitutioner og med det offentlige sundhedsvæsen, som fungerer godt i Danmark.

Men – understreger Demants CFO – FoU-fradraget spiller en stor rolle for, hvor Demant planlægger at placere sine investeringer i forskning og udvikling i fremtiden.

– FoU-fradraget indgår som et væsentlig parameter, når vi kigger på, hvor vi skal vækste vores forsknings- og udviklingsaktiviteter i fremtiden. Når det svinger op og ned – eller er uafklaret som nu – har vi svært ved at planlægge langsigtet, siger René Schneider.

Meget bedre i Frankrig

Et kig på statistikken for OECD-lande afslører, at Danmark måske nok tænker på sig selv som en nation med gode rammevilkår for forsknings- og udviklingsvirksomheder.

Men realiteten er, at et gennemsnitligt OECD-land bruger cirka fem gange så stor en andel af brutto­nationalproduktet (BNP) på at støtte erhvervslivets FoU-aktiviteter, end det er tilfældet i Danmark. Og lande som for eksempel Frankrig bruger 15 gange så stor en andel, viser tal fra OECD og DI-beregninger.

– Hvis Danmark fortsat vil holde på og tiltrække internationale virksomheder, særligt de konkurrenceudsatte – og have de arbejdspladser, der følger med, er FoU-fradraget en vigtig brik. Den her form for virksomheder er nødt til at kigge på ramme­vilkår, når de beslutter, om de skal placere aktiviteter i for eksempel Irland, Tyskland, Polen eller Danmark, siger Demants CFO.

God investering i fremtiden

René Schneider peger samtidig på, at Danmark også får meget retur fra de forsknings- og udviklingstunge virksomheder.

– Udover arbejdspladser er der også for eksempel patenter fra forsknings- og udviklingstunge virksomheder, som landet har glæde af mange år fremover, samt hele den afsmittende effekt på produktionsvirksomheder og andre underleverandører, der lever af de opfindelser, som forskning og udvikling genererer, siger han.

Og så foreslår Demants CFO at øge – i stedet for at sænke – FoU-fradraget.

– Danmark har en styrkeposition på forsknings- og udviklingsområdet, som det er nu. Det skulle vi gerne bliver ved med at have. Grundlæggende synes jeg, at FoU-fradraget er så fantastisk en samfundsmæssig investering, at det burde øges i stedet for at forringes, siger René Schneider. 

DI-Analyse: Danmark i bund på vilkår for forskning og udvikling

Demant A/S

  • Stiftet i 1904 og er i dag en af verdens førende høreapparatsvirksomheder.
  • Har aktiviteter i over 30 lande og sælger produkter i mere end 130 lande.
  • Har i alt 20.000 medarbejdere, heraf 2.171 i Danmark i 2021.
  • Investerer årligt ca. 1,3 mia. kr. i forskning og udvikling, hvis aktiviteter primært er i Danmark.
Skrevet af:

Karen Witt Olsen

Sune Hein Lundbek

Sune Hein Lundbek

Fagleder, Skattejura & international skat

  • Direkte +45 3377 3792
  • Mobil +45 2246 7888
  • E-mail suhb@di.dk

Relateret indhold