DI: Højesteretsdom er en sejr for dansk design
Det er en stor sejr for dansk erhvervsliv, at Højesteretsdom giver designer Anne Black en markant højere erstatning for hendes produkter end Landsretten gjorde, mener DI.
Højesteret har den 22 marts afsagt dom i en sag om efterligninger af designs fra Anne Black. Dommen stadfæster Landsrettens afgørelse om, at tre designs fra Anne Black var beskyttet efter ophavsretsloven, og at alle tre designs var beskyttet efter markedsføringsloven.
- Dommen er en sejr for danske designere og innovative virksomheder. Selvom selve beskyttelsen var en stadfæstelse af Landsrettens afgørelse, tilkendte Højesteret Anne Black en markant højere erstatning for hendes produkter end Landsretten gjorde, og det vil have en afskrækkende virkning, som forhåbentlig gør, at vi kan undgå den slags sager fremover, siger vicedirektør Kim Haggren, Dansk Industri (DI).
Han mener desuden, at Højesteret med dommen slår fast, at det ikke skal kunne betale sig at kopiere designere.
- Det er en stor sejr for dansk erhvervsliv. Danske virksomheder store som små skal have mulighed for at konkurrere på det nationale og internationale marked uden, at de undervejs bliver kopieret. Originalitet, innovation og kreativitet skaber nemlig arbejdspladser, velstand og velfærd i Danmark, og det har Højesteret været med til at sikre i dag, siger Kim Haggren.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.