Asmaa Al-Azzam tiltrådte stillingen som HR direktør for 13 år siden. Men der er stadig et godt stykke vej at gå for at få flere kvinder i arbejde og i lederstillinger i Jordan.

Foto: Nibras Aziz
21.03.23 DIB Nyheder

HR-direktørs mandlige kolleger tilbyder hende parkeringshjælp

Trods Asmaa Al-Azzams 13 års erfaring i Jordans industrielle sektor, møder hun stadig diskrimination i hverdagen. Gennem et nyt netværk etableret af DI og Jordans erhvervsorganisation vil hun bekæmpe kønsdiskrimination på arbejdsmarkedet i Jordan.

Asmaa Al-Azzam er HR direktør i tekstilvirksomheden Al Massera Textiles Co i Jordan. Det har hun været i 13 år, og som sådan er hun en af de 14 procent af de jordanske kvinder, der er aktive på det formelle arbejdsmarked.

Det er den næstlaveste rangering ud af 146 lande verden over, og spørger man Asmaa Al-Azzam skyldes det blandt andet diskrimination af kvinder på arbejdsmarkedet.

- Da jeg sad til min egen jobsamtale, fik jeg at vide, at det ville være en svær stilling på grund af rejseaktivitet og lange arbejdsdage. Da jeg trådte ud af det lokale, følte jeg mig fornærmet. Alle, der havde haft stillingen før mig, var mænd. Men netop det motiverede mig til at tage jobbet og arbejde hårdt for at adressere en arbejdskultur, der har forudindtagede holdninger til kvinders evner og ambitioner, siger Asmaa Al-Azzam.

Som HR direktør har hun sat gang i initiativer, der skal fremme flere karrierekvinder i den industrielle sektor.

- Jeg startede initiativet EMPOWERMENT, der oplyser kvinderne i virksomheden om deres rettigheder og muligheder for at kravle op af karrierestien. Til ansættelsessamtaler spørger jeg også altid de unge kvinder om, hvor de ser sig selv om 5 år. Hvad er deres ambitioner for fremtiden? Når jeg hører, at de unge piger planlægger at trække sig fra arbejdsmarkedet, når de stifter familie, starter jeg en samtale om, hvordan familieliv og arbejdsliv ikke er modstridende, men kan være en af samme ting. Og det kommer bag på mange af dem, siger Asmaa Al-Azzam.

Læs også: Sønnike får - næsten altid - nøglen til familiedynastiet

Med i nyt netværk

HR direktøren er også blandt de aktive medlemmer i et nyetableret netværk, som Dansk Industri (DI) har etableret i samarbejde med den jordanske erhvervsorganisation JCI. Det er sket gennem projektet Najahna, som er et 5 årigt projekt, der har til formål at hjælpe arbejdsløse syriske flygtninge i Jordan og andre sårbare grupper med job og uddannelse.

-  Kønsskævheden varier meget på tværs af sektorerne i Jordan. Vi ser en voksende andel kvinder i tekstilindustrien, fødevareindustrien og medicinal industrien, samtidig med at der er andre sektorer, hvor det er svært at finde en eneste kvindelig ansat. Det er der behov for at få balanceret, så flere kvinder kan se karrieremuligheder i alle sektorer. Vi tror på, at det er de gode eksempler, som kan få virksomheder til at rykke sig på den dagsorden, og det kan vi opnå via netværket og med inspiration fra danske erfaringer, siger Wasseem Haddad, Sektor Specialist i JCI.

Han bakkes op af Marie Gad, chef for global udvikling og bæredygtighed i DI.

- Forandringer af virksomhedskulturer skal komme indefra, og her spiller netværk en enorm rolle. Gennem netværket kan HR ledere dele erfaringer og inspirere hinanden til at råbe højt om problematikken og aktivt modarbejde kønsdiskrimination på arbejdsmarkedet – og det er vi glade for at kunne bidrage til, siger Marie Gad.

Læs også: Kvindelige iværksættere ignoreres

Hjælp til parkering

Meget er sket, siden Asmaa Al-Azzam tiltrådte stillingen som HR direktør for 13 år siden. Men der er stadig et godt stykke vej at gå for at få flere kvinder i arbejde og i lederstillinger.

- Vi er langt fra i mål i Jordan. Trods mine 13 års erfaring i den industrielle sektor i Jordan møder jeg stadig diskrimination i hverdagen. Helt banalt, så bliver jeg stadig tilbudt at få parkeret min bil af mine mandlige kollager, fordi jeg er kvinde. Men jeg har store forhåbninger til netværket, så jeg ikke skal stå med udfordringerne alene. Det er fantastisk at få flere med på vognen i kampen om at fremme de gode praksisser og eksempler for kvinder i ledelse og i arbejde, siger Asmaa Al-Azzam.

Læs også: DI i international indsats: Skal hjælpe unge ind på arbejdsmarkedet i Jordan

Fakta

Najahna:

- Najahna er et 5 årigt projekt, der har til formål at hjælpe arbejdsløse syriske flygtninge i Jordan og andre sårbare grupper med job og uddannelse

- Projektet er sponsoreret af Novo Nordisk Fonden, som har tildelt projektet deres hidtil største bevilling på 200 mio. kr.

- Dansk Industri er  konsortiepartnere sammen med blandt andet PlanBørnefonden, Norsk Flygtningehjælp og andre.

Læs mere om projektet og DI’s indsats her.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Nibras Aziz

Nibras Aziz

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3146
  • Mobil +45 5363 5337
  • E-mail niaz@di.dk

Relateret indhold