Industrien taber fart i starten af 2023
Industriproduktionen faldt med 7,6 procent i januar, viser tal fra Danmarks Statistik.
Dansk Industri vurderer dog, at dagens tal skal fortolkes med ekstra forsigtighed, da medicinalindustrien har haft ekstraordinære store produktionsudsving de seneste par måneder, og det påvirker det samlede produktionsresultat betydeligt.
- Medicinalindustrien er den største underbranche i industrien, og i de seneste par måneder har branchen haft meget mærkværdige produktionsudsving. Udsvingene kombineret med medicinalindustriens størrelse har givet store udsving i den samlede produktion i industrien, og derfor skal man være påpasselig med at drage hastige konklusioner på baggrund af dagens tal, siger Morten Granzau, vicedirektør og chef for Økonomisk Politik og Analyse i Dansk Industri.
- Når vi ser på industriproduktionen uden medicinalindustrien, er i historien en helt anden. Industriproduktionen har haft dalende tendenser de seneste måneder, og det er svært at se, at der skulle komme et nyt opsving i den kommende tid, siger Morten Granzau.
- Industrien er ligesom mange andre dele af vores økonomi udfordret af høj inflation og de høje renter, som den har ført med sig. Efterspørgslen efter varer er aftagende, og det kan mærkes i industriens ordrebøger, som begynder at blive tyndere, siger Morten Granzau.
- Den pæne BNP-vækst på 0,9 pct i fjerde kvartal var i stor udstrækning påvirket af den kraftige produktionsstigning i medicinalindustrien i december. Korrektionen nedad i produktionen i medicinalindustrien i januar indikerer således, at vi må vente et betydeligt fald i BNP i det igangværende kvartal, siger Morten Granzau.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.