Udnyttelse af geotermisk varme kan ske ved at pumpe mere end 40 grader varmt vand op fra en dybde på 1-2 km.

02.03.23 DIB Nyheder

Ny lov baner vej for varme fra jordens indre

Folketinget har vedtaget en ny lov, som baner vej for det første geotermiske anlæg i storskala i Danmark. Det skal være et eksempel til efterfølgelse, mener DI.

Der findes enorme reservoirer af varmt vand i Danmarks undergrund. Nu skal vandet pumpes op af jorden og forsyne danske boliger med fjernvarme fra en grøn og stabil energikilde. Det sker efter, at Folketinget i dag har vedtaget en ny lov, der baner vejen for Danmarks første geotermianlæg i stor skala i Aarhus, og som forventes at blive EU's største af sin slags, skriver Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

Det er fjernvarmeselskabet Kredsløb og geotermiselskabet Innargi A/S, der står bag det store projekt, der inden udgangen af 2030 forventes at kunne dække ca. 20 procent af fjernvarmebehovet i Aarhus.

- Vores ambitiøse klimamål gør det nødvendigt at tage alle grønne energiteknologier i brug. Med de nye regler baner vi vejen for grøn varme fra undergrunden til 35.000 aarhusianske hjem ved at give gode betingelser for investeringer, mens vi samtidig holder hånden under forbrugerne, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard

Læs også: Grøn dansk energiproduktion satte rekord i 2022

Der er meget varme i undergrunden

I Dansk Industri (DI) mener branchedirektør Troels Ranis, at samarbejdet mellem geotermivirksomheden Innargi og fjernvarmeselskabet Kredsløb skal være et eksempel til efterfølgelse.

- Varmen fra undergrunden vurderes til at kunne dække op til en femtedel af Danmarks samlede varmebehov, så det er ikke småpotentialer, vi taler om. Innargi er helt og aldeles i front med teknologien til at udnytte den, og det skal vi hjælpe dem med fortsat at være, siger Troels Ranis.

Han påpeger, at Hovedstadsområdet sammen med Holbæk og Skanderborg også ser sultent på løsningen.

- Desuden er der mange andre lande, der bruger geotermi, så det har potentiale til at blive et erhvervseventyr af de helt store, siger Troels Ranis.

Læs også: DI storroser bred forskningsaftale

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Louise Bank

Louise Bank

Teamleder

  • Direkte +45 3377 3518
  • Mobil +45 6165 5546
  • E-mail loba@di.dk

Relateret indhold