Regeringen har fremlagt nogle helt håndfaste eksempler på det, der skal få Danmark i mål med ambitiøse klimamål. Og som virksomhederne kan bidrage aktivt til, mener DI’s politiske direktør, Emil Fannikke Kiær.

Foto: Sif Meincke
19.04.23 DIB Nyheder

DI: Regeringen anviser vejen til mere grøn omstilling

Det er positivt, at regeringen sætter fokus på handling og implementering af klimaaftalerne, mener DI’s politiske direktør, Emil Fannikke Kiær

Regeringen har i dag fremlagt sine bud på, hvordan Danmark skal nå sine klimamål i 2025 og samtidigt accelerere udbygningen af vedvarende energi.

DI’s politiske direktør, Emil Fannikke Kiær, roser forslagene, og understreger vigtigheden af, at de ambitiøse klimamål nu bliver fulgt op med handling.

- Jeg er meget tilfreds med de ambitiøse forslag, regeringen spiller på banen i dag. De viser med al tydelighed, at regeringen har lyttet til dansk erhvervslivs ønsker om eksempelvis at sætte flere havvindmøller op på samme areal. De politiske mål og hensigter bliver nu fulgt op af konkret handling, hvilket er vigtigt for at indfri 2025-målet. Vi håber, at CCS kommer til at spille en afgørende rolle, siger Emil Fannikke Kiær.

Han fortsætter:

- Der er mindre end syv år til klimamålstregen i 2030. Det kræver et enormt temposkifte i den grønne omstilling. Derfor er det vigtigt, at regeringen udvider de arealer, hvor man må opsætte havvindmøller i dansk farvand fra 15 til 30 pct. Det har en kæmpe betydning i forhold til at sætte skub i en dansk produktion af Power to X-brændsler. Og når vi skal realisere de nye energiparker på land, er vi nødt til at sikre en intelligent arealplanlægning med flere formål og sameksistens. Derudover kan vi med glæde konstatere, at vi har mere end 100 pct. grøn gas i nettet i 2030. Det er nogle helt håndfaste eksempler på det, der skal få Danmark i mål. Og som virksomhederne kan bidrage aktivt til, siger han.

Loren ved iblandingskrav

Regeringen præsenterer også forslag, der skal hjælpe transportbranchen med at udlede mindre frem mod 2025. Blandt andet bliver vægt- og dimensionskravet fremrykket, hvilket betyder, at lastbilerne kan køre med mere gods. Klimaeffekterne kommer således et år tidligere end forventet.

- Det er tydeligt, at transportministeren har lyttet til virksomhederne her. Når lastbilerne kan flytte mere gods ad gangen, så kan de gøre det mere omkostningseffektivt. Det er en stor hjælp for branchen, at de kan gøre noget godt for klimaet, uden det bliver dyrere for dem – det har vi kæmpet hårdt for, siger Emil Fannikke Kiær.

Forslaget om at hæve iblandingskravet ser den politiske direktør dog lidt mere lorent på. Han påpeger, at regeringen i stedet bør afgiftsfritage grønne biobrændstoffer.

- Iblandingskravet er ikke den bedste løsning isoleret set. Hverken for klimaet, bilisterne og virksomhederne. Et øget iblandingskrav gør benzin og diesel dyrere, så hvis man ikke ønsker, at det skal være dyrere at være dansker og køre grønt, bør politikerne i de kommende forhandlinger afgiftslempe de grønne biobrændstoffer, siger Emil Fannikke Kiær.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Anne Højer Simonsen

Anne Højer Simonsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3465
  • Mobil +45 4014 0603
  • E-mail anhs@di.dk

Relateret indhold