Selvom mange kommende krav primært er rettet mod de største virksomheder, vil mange SMV’er også blive påvirket, hvis de f.eks. er leverandører.

Grafik: Lisa Giacobbe
26.04.23 DIB Nyheder

Ny vejledning er "præcis hvad SMV'er har brug for her og nu"

Erhvervsstyrelsens nye digital vejledning om bæredygtig omstilling er ”præcis hvad SMV'er har brug for her og nu", mener DI.

Erhvervsstyrelsen har offentliggjort ny digital vejledning, der skal hjælpe danske virksomheder i deres bæredygtige omstilling. Det sker bl.a., fordi der er nye lovkrav på vej. Det gælder f.eks. CSRD, et direktiv for bæredygtighedsrapportering, direktivforslaget for due diligence for bæredygtighed (CSDD) og forslag til EcoDesign-forordningen, der stiller krav til produkters bæredygtighed - og flere andre. Samtidig bliver flere og flere virksomheder mødt af krav fra bl.a. erhvervskunder, investorer, leverandører eller banker om at dokumentere deres bæredygtighed.

- Det er en rigtig god vejledning, Erhvervsstyrelsen har lavet. Det er et godt og tilgængeligt materiale, og jeg vil klart anbefale det til alle virksomheder. Det er præcis dette, som rigtig mange har brug for nu og her, siger Marie Gad, chef for global udvikling og bæredygtighed i Dansk Industri (DI).   

Hun påpeger, at kravene primært omfatter de største virksomheder. Men mange SMV’er vil også blive påvirket, hvis de f.eks. er leverandører.

- Derfor er det også godt, at vejledningen har fokus på at hjælpe SMV’er i gang eller videre med bæredygtig omstilling af deres forretning. Det kan føles komplekst, og trods den gode vejledning kan der stadig opstå mange spørgsmål, og så er man selvfølgelig velkommen til at kontakte DI, siger Marie Gad.

Læs også: ”Sid på hænderne er den eneste fejl, du kan gøre”

Trin for trin guide og viden om andre

Den nye vejledning giver blandt andet en trin-for-trin guide til, hvordan man opgør ESG-nøgletal eller laver en væsentlighedsvurdering. Dertil kommer viden om lovkrav samt cases, der viser, hvordan andre virksomheder har dokumenteret deres virksomheds bæredygtige indsatser. På samme måde kan du få hjælp til at opgøre dit klimaaftryk via Klimakompasset.

Der findes også vejledning om, hvordan virksomheder kan arbejde med at styrke deres ansvarlighed, både i deres egen virksomhed og i værdikæden. Her kan man f.eks. finde en trin-for-trin guide til at arbejde med due diligence inklusive konkrete skabeloner og eksempler samt tage Ansvarlighedstjekket, som er et digitalt værktøj, der er udviklet til at hjælpe virksomhederne med at vurdere, hvor langt de er kommet i deres arbejde med ansvarlig virksomhedsadfærd.

Vejledningen vil løbende blive udvidet med nye emner og blive opdateret i takt med implementeringen af nye EU-krav.

- Vi udvikler også selv løbende værktøjer og vejledning, som medlemmerne kan benytte sig af.  Er man større virksomhed og dermed omfattet af lovkravene skal der bygges en del ovenpå, men materialet er stadig en god start, siger Marie Gad.

Find vejledningen til bæredygtig omstilling

Marie Gad

Marie Gad

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3789
  • Mobil +45 2949 4447
  • E-mail msh@di.dk

Relateret indhold