Mille Skat og Kristine Esmer grundlagde deres eget tøjfirma Planet Nusa i 2019 - og fik en uventet start som iværksættere. I dag har virksomheden 30 ansatte og forventer en omsætning på 83 mio. kr.

Foto: Planet Nusa
07.06.23 DIB Nyheder

Var 30 dage fra konkurs: Nu venter Mille og Kristine tocifret millionoverskud

Kvindelige iværksættere kæmper en særlig kamp for at rejse kapital. Det oplevede Planet Nusas stiftere. DI anbefaler diversitetsmål i ny iværksætterstrategi.

Mille Skat og Kristine Esmer havde 30 dage. Så var det slut for deres tøjmærke Planet Nusa. Kassekreditten var i bund. Regningerne tårnede sig op. De var millimeter fra konkurs.

Det var situationen for de to iværksættere i 2019. De skulle derfor finde en investor straks. Mille og Kristine  havde hørt fra en mentor, at det typisk tog et år at skaffe den rette investor. Nu havde de under en måned og ingen erfaring med funding.

Mille og Kristine gik derfor på Linkedin og kontaktede alle, der hed noget med ”business angel” i jobtitlen. Relativt hurtigt fik de sat et møde op med en investor i Aarhus.

Det skulle vise sig at blive et ualmindeligt dårligt møde.

Læs også analysen: Fortsat få virksomheder startes af kvinder

"Kvinder kan jo ikke regne"

De to iværksættere troppede op ved den mandlige investor. Han bød dem velkommen, og så startede ifølge Mille halvanden times mandschauvinistisk enetale.

- Han spurgte, hvornår vi skulle med færgen mod Sjælland, så satte han et gammeldags æggeur og så lod han ellers den ene nedværdigende bemærkning efter den anden falde, siger Mille Skat.

Det kunne være kommentarer som ”kvinder kan jo ikke regne” eller lignende bemærkninger, der gik på Mille og Kristines intelligens.  Kort efter vendte lykken heldigvis. 

Mille og Kristine fik et lettere improviseret møde med en investorgruppe i Horsens. Mødet gik forrygende. Investorerne var lyttende og meget interesserede. Et par dage senere var investeringen på en million kroner i hus, og virksomheden kunne fortsætte.

Siden da har Planet Nusa ikke set sig tilbage. I dag har virksomheden 30 ansatte. De regner med at omsætte for 83 millioner kroner i år og forventer 10 millioner på budnlinjen. Det kommer de nok til at overgå, for lige nu går det bedre end budgetteret. 

Læs også: Microsoft-boss: Kvinder skal ikke være som mænd

Vi har fået en del beretninger fra kvindelige iværksættere, som oplever, at de bliver urimeligt behandlet. Sine Linderstrøm, Fagchef

Kvinder mødes anderledes end mænd

Mille og Kristine slap igennem nåleøjet. De fik deres investering. Men det gør langt fra alle særligt kvindelige iværksættere.

Kun 1,5 procent af den investeringskapital, der går til startups, går til rent kvindelige founderteams. Derudover er der også en udfordring med den måde, kvindelige iværksættere bliver mødt af potentielle investorer:  

- Undersøgelser viser, at kvindelige iværksættere bliver stillet andre spørgsmål end mænd i den proces. Mænd bliver spurgt til virksomhedens skalerbarhed og vækstpotentiale. Kvinder bliver spurgt til udfordringer og risici, siger Sine Linderstrøm, chef for SMV og iværksætteri i Dansk Industri.

Hun mener, at vi skal have fokus på, om der kan være  bias, som påvirker investeringsbeslutningerne:

- Iværksættere skal selvfølgelig vejes på den samme vægt. Vi har fået en del beretninger fra kvindelige iværksættere, som oplever, at de bliver urimeligt behandlet. Og vi kan jo også se på tallene, at det er yderst vanskeligt at tiltrække de nødvendige investeringer, hvis founderteamet er rent kvindeligt, siger Sine Linderstrøm.

Planet Nusa: Vi har aldrig været fattigere og gladere

DI: Brug for diversitetsmål

Det ønsker DI at lave om på med 14 konkrete forslag til, hvordan Danmark kan få mange flere stærke, nye vækstiværksættere

Ét af forslagene drejer sig bl.a. om at indføre diversitetsmål for Danmarks Eksport og Investeringsfonds (EIFO) indirekte investeringer, så vi får flere investeringer i kvindelige iværksættere.

- Vi har brug for mange flere vækstraketter som Planet Nusa. Vi skal have flere som Mille og Kristine, der har gåpåmodet og risikovilligheden til at kaste sig ud i iværksætterlivet. Og så skal vi skabe en mere lige adgang til kapital, siger Sine Linderstrøm og fortsætter:

- For du har nok at bokse med som iværksætter.Hvis du samtidig også skal møder udfordringer relateret til at være kvindelig iværksætter, så er iværksættertilværelsen urimelig svær.

Læs også: Iværksætter til investorer: "Fri os for fløjshandsker"

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Sine Linderstrøm

Sine Linderstrøm

Fagchef

  • Direkte +45 3377 3571
  • Mobil +45 2098 9913
  • E-mail sili@di.dk

Relateret indhold