Sandahl og Jensen: Forsvaret skal i tæt samarbejde med virksomheder
Lad os åbne op for at arbejde, der ikke kræver uniform, varetages af hverdagens eksperter fra produktionsdanmark, skriver adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI, og forbundsformand Claus Jensen, Dansk Metal.
Indlægget har også været bragt i Jyllandsposten
Vi er alle med et slag blevet smerteligt bevidste om at vi ikke længere kan tage freden for givet. Det er noget, vi skal kæmpe for. Verden har ændret sig drastisk på bare et års tid. Der er krig i Europa. De geopolitiske plader forskyder sig, og der er kommet et stærkt fokus på nationer og alliancers evner til at beskytte sig selv og hinanden. Danmark er ingen undtagelse. Et stærkt forsvar og aktivt bidrag til den fælles sikkerhed i Europa og NATO er helt afgørende for vores fremtid.
Danmarks sikkerhed ligger landets politikere stærkt på sinde. Det er vi glade for - og vi deler bekymringerne og planerne for at sikre vores land. Det er det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik, som et historisk bredt flertal i Folketinget blev enige om sidste år, et vidnesbyrd om.
Læs også: Ny udenrigspolitisk strategi fordrer styrket erhvervspolitik
Dansk knowhow i international klasse
I disse dage er politikerne i fuld gang med at tegne rammerne for fremtidens danske Forsvar. Det er en af de vigtigste aftaler for Danmarks sikkerhed og fremtid. Derfor er det også magtpåliggende for os at sige: Danmarks forsvar er ikke kun Forsvarets opgave.
Danske virksomheder og deres dygtige medarbejdere er klar til at yde deres bidrag inden for en hel række områder. Vi har en innovativ og dygtig forsvarsindustri med fagligt stærke medarbejdere. Forskere, SMV’er og den danske forsvarsindustri står klar til – i tæt partnerskab med Forsvaret at udvikle og levere de løsninger, som Forsvaret har brug for. Det er dansk knowhow i international klasse, når det kommer til at udvikle teknologier og materiel, der matcher Forsvarets behov, og når det kommer til at producere netop disse delkomponenter og sammenhængende løsninger.
Design og byg skibe til Søværnets behov
For eksempel er der brug for et stærkt samarbejde på det maritime område. Det haster med at få udvidet og moderniseret flåden. Den skal bidrage med langt mere og være klar til at tage kampen op med de mange nye udfordringer og så flåden fuldt ud kan indgå i opfyldelsen af de politiske ønsker om et stærkere forsvar.
Danmark har historisk været en søfartsnation. Rigsfællesskabet har verdens fjerde længste kystlinje og derfor et stort behov for patruljering i både Arktisk, danske indlandsfarvande og dertil bidrage til internationale aktioner.
Her kan virksomhederne og deres medarbejdere i særdeleshed bidrage; den stolte tradition med skibsbyggeri og skibsdesign til Søværnet i Danmark skal styrkes og skaleres, så vi igen designer og bygger i Danmark direkte til Forsvarets behov.
Tættere samarbejde med Produktionsdanmark
Det vil kræve en ambitiøs tilkendegivelse fra regeringens og Forsvarets side: At dansk erhvervsliv og danske lønmodtagere skal være en del af løsningen. At det danske forsvar kan forpligte sig til et sammenhængende skibsprogram med en stærk kontinuerlig produktionslinje.
Og det vil kræve, at det danske forsvar og danske politikere er parat til et endnu tættere samarbejde med Produktionsdanmark, sådan som det også er lagt op til i den forsvarsindustrielle strategi.
For industrien kan bringe både innovationskraft, teknisk og faglig kunnen, høj kvalitet og høje standarder i både delkomponenter og sammenhængende løsninger.
Danmarks forsvar er en fælles opgave
Skibsprogrammet bør være det første skridt i retningen mod en ny måde at samtænke forsvar og industri. Hvor vi udvikler løsningerne sammen, og hvor vi hver især bidrager med det, vi er bedst til. Hvor vi skaber nye, gode og højteknologiske arbejdspladser i forsvarsindustrien og hos underskoven af virksomheder i Produktionsdanmark.
Lad os indgå tætte partnerskaber om de forsvarstekniske investeringer, som flådemateriel, drone- og robotteknologi, og lad os indgå tætte samarbejder om f.eks. opførelse af bygninger og servicering af køretøjer.
Lad Forsvaret koncentrere sig om kerneopgaverne – at beskytte Danmark. Og åben op for at arbejde, der ikke kræver uniform varetages af hverdagens eksperter fra Produktionsdanmark.
Forsvaret af Danmark er en fælles opgave.
Læs også: Danmarks sikkerhed skal styrkes med erhvervspolitik
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.