De første indberetninger fra de lokale lønforhandlinger viser en gennemsnitlig lønstigning på 2,9 pct. til timelønnede medarbejdere og 3,5 pct. til funktionærer.

Foto: Colourbox
07.06.23 DIB Nyheder

Hver femte lønforhandling er i hus - her er de lokale lønstigninger

Hver femte virksomhed har forhandlet færdig, og gennemsnittet af de lokale forhandlinger ligger en halv pct. højere end sidste år, viser tal fra Dansk Industri

Hvor meget stiger lønnen?

Sådan har spørgsmålet lydt hele året både under forhandlingerne om de nye overenskomster, og efter de centrale aftaler mellem arbejdsmarkedets parter blev forhandlet færdige.

Nu er de lokale lønforhandlinger på 20 pct. af virksomhederne i hus, og dermed tegner der sig et billede. De første indberetninger fra de lokale lønforhandlinger viser en gennemsnitlig lønstigning på 2,9 pct. til timelønnede medarbejdere og 3,5 pct. til funktionærer.

- De første indberetninger fra de lokale lønforhandlinger ligger gennemsnitligt en halv pct. højere end sidste år. Men der er altså også nogle virksomheder, der ikke har råd til at give så høje lønstigninger, fortæller vicedirektør Steen Nielsen, der er chef for lønstatistik i Dansk Industri (DI).

Se resultaterne af de lokale lønforhandlinger (bag login)

Lønstigninger i den høje ende

Steen Nielsen påpeger, at lønstigningerne generelt er i den høje ende, når man sammenligner med lønudviklingen de sidste 20 år.

- Men det er ikke overraskende, når man tænker på den høje inflation og at mange virksomheder har svært ved at skaffe medarbejdere, siger vicedirektøren.

Oveni de lokale lønreguleringer kommer de centralt fastsatte stigninger. I 2023 er dette hovedsageligt stigningen i arbejdsgivers pensionsbidrag fra 8 pct. til 10 pct. fra 1. juni. Dette forøger virksomhedernes lønomkostninger for de overenskomstdækkede medarbejdere med 1,85 pct.

De lokale lønreguleringer af funktionærer ligger gennemsnitligt på 3,5 pct. Heri indgår både overenskomstdækkede og ikke-overenskomstdækkede medarbejdere.

- At funktionærernes gennemsnit ligger højere end de timelønnede medarbejdere, hænger sammen med, at mange funktionærer ikke er dækket af overenskomst, og derfor ikke får den pensionsstigning, som de timelønnede medarbejdere får, forklarer Steen Nielsen.

De resterende 80 pct. af virksomhederne afslutter deres lokale lønforhandlinger senere på året.

Læs meget mere om OK 2023

Fakta

Lokale lønreguleringer 2023 i procent

Region Hovedstaden

Timelønnede 3,3

Funktionærer:3,9

Region Sjælland

Timelønnede 2,8

Funktionærer 2,5

Region Syddanmark

Timelønnede 2,6

Funktionærer 3,1

Region Midtjylland

Timelønnede 2,7

Funktionærer 3,5

Region Nordjylland

Timelønnede 3,3

Funktionærer 3,5

Hele landet

Timelønnede 2,9

Funktionærer 3,5

Se mere om resultater af de lokale lønforhandlinger (bag login)

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Michael Eliasen

Michael Eliasen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4756
  • Mobil +45 5213 2370
  • E-mail miel@di.dk

Relateret indhold