Sydjylland er den landsdel, der bliver suverænt mest belastet af km-afgiften.

09.06.23 DIB Nyheder

Se hvad kilometerafgiften koster i din landsdel

Vognmænd landet over vil fremover samlet skulle betale 3,5 mia. kr. i kilometerafgift. Men nogle dele af landet bliver ramt væsentlig hårdere end andre. Se fordelingen her.

3,5 milliarder kroner. Så stor bliver regningen for den netop vedtagne kilometerafgift, som Danmarks vognmænd skal betale. Visse landsdele bliver dog væsentligt hårdere belastet af afgiften end andre, viser en ny beregning, som Dansk Industri (DI) har udarbejdet.

Beregningerne er baseret på de forskellige landsdeles andel af den nationale vejgodskørsel, og de viser, at Sydjylland er den landsdel, der bliver suverænt mest belastet af afgiften. Vognmænd i denne del af Danmark kan se frem til at betale omkring 778 millioner kr. i afgift, mens vognmænd i Nordsjælland slipper med en regning på omkring 120 millioner kr. Vognmænd i byen København vil få en regning på knap 90 millioner kr.

- Skatteministeriet forudsætter selv, at afgiften vil give lavere salg af varer og ydelser. Det betyder, at den vil svække konkurrenceevnen i landets yderområder, og det er stik imod ambitionerne i regeringsgrundlaget, der har ambitioner om "et Danmark i geografisk balance” med ”de bedste vilkår for at drive virksomhed og skabe arbejdspladser i hele landet,” siger Karsten Lauritzen, branchedirektør i DI Transport.

Han påpeger desuden, at grundlaget også indeholder en målsætning om, at yderligere erhvervsbeskatning skal ”føres tilbage krone for krone til erhvervene”.

- Der er ikke meget lighed mellem disse mål og kilometerafgiften. Mange vognmænd har ikke reelle grønne alternativer på kort sigt, og de kommer derfor til at sende afgiftsregningen videre til kunder og i sidste ende  forbrugerne, siger Karsten Lauritzen.

Dansk Industri har tidligere præsenteret seks alternative forslag til kilometerafgiften, der vil give en langt højere klimaeffekt uden at skade branchen.

Læs også: Dialog om kilometerafgift på Christiansborg

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Helene Imer Eskildsen

Helene Imer Eskildsen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4557
  • Mobil +45 5016 0130
  • E-mail hees@di.dk

Relateret indhold