Hver anden kan cykle på arbejde – men kun hver femte gør det
Dårlige forhold afholder mange fra at cykle på job. DI efterlyser bedre cykelstier. Det vil gavne sundheden, give færre sygedage og mindre spildtid i bilkøer.
Det er almindelig viden, at alle har godt af motion. Derfor er det også oplagt at tage cyklen til arbejdet, hvis ellers betingelserne er gode nok og distancen er til at se en ende på. Det sidste er tilfældet for rigtigt mange i Danmark, viser ny DI-analyse.
Knap halvdelen har nemlig under 10 kilometer fra hjemmet til arbejdspladsen. For en fjerdedels vedkommende er distancen under 5 kilometer. Men samtidig viser opgørelser også, at blot 20 procent af disse ture foregår på cykel. Og det har en høj pris på flere områder, påpeger branchedirektør i DI Transport, Karsten Lauritzen. Han ser derfor mange grunde til at fremme cyklismen i Danmark.
- For den enkelte medarbejder betyder den daglige cykeltur frisk luft, mere motion og mindre spildtid i trafikken. Arbejdsgiverne får glæde af medarbejdere, der er mindre syge, og som ikke sidder fast i lange køer til og fra arbejde. Og samfundsøkonomisk er det også en stor fordel. Faktisk bliver samfundet over 8 kroner rigere for hver kilometer, danskerne cykler, som følge af bedre sundhed, siger han.
Men det kræver en ekstra politisk indsats at få flere op på cyklen. Der skal ganske enkelt flere cykelstier til rundt i landet. Regeringen afsatte i Infrastrukturplan 2035 en pulje på i alt 3 mia. kroner til cykling frem mod 2035. Den pulje skal aktiveres hurtigere, mener DI Transport.
- Her er et uforløst potentiale, hvor politikerne virkelig kan gøre en forskel indenfor nogle vigtige dagsordener. DI Transport opfordrer til, at regeringen sætter tempoet op blandt andet ved at fremrykke investeringer gennem cykelpuljen, siger branchedirektøren.
Hovedstaden i front med cykelstier
Det er særligt i Hovedstaden, at afstanden til jobbet er kort, hvor hele 70 procent af københavnerne har mellem 0 og 10 kilometer til arbejde. Det er også her, at cykelstierne ligger tættest med 5,3 kilometer cykelsti for hver kvadratkilometer, der bruges til boliger, veje og arbejdspladser i København By og 6,3 kilometer i Københavns Omegn.
I Østjylland ser billedet noget anderledes ud, idet knap halvdelen af østjyderne pendler under 10 kilometer, imens cykelstierne ligger længere fra hinanden.
Fyn, Vest- og Sydsjælland samt Nordjylland er de landsdele, der samlet set har færrest cykelstier med ca. 2 kilometer. Landsgennemsnittet ligger på 2,8 kilometer cykelsti.
Brug for national og regional indsats
- Og så er der jo den åbenlyse klimagevinst, at man udleder mindre CO2, når bilturen erstattes af en cykeltur. Mange cyklister er desuden flittige brugere af både bus og tog som en del af turen, og derfor kan et større fokus på cyklisme også bidrage positivt til den kollektive trafik. Transport er en af de sektorer, der belaster klimaet allermest, så vi har virkelig brug for at ændre vores transportvaner for at komme i mål med den grønne omstilling, siger Karsten Lauritzen og slutter:
- I Danmark opfatter vi os selv som en cykelnation. Sandheden er desværre, at flere og flere danskere vælger cyklen fra i hverdagen. Det er et stort samfundsmæssigt problem, som bør optage alle politikere rundt om i landet – både på kommunalt og på nationalt niveau, siger Karsten Lauritzen.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.