Kaffe Buenos team på 10 er efter år hos Alfa Laval nu robuste nok til at rykke videre. Iværksættervirksomheden bygger et større bioraffinaderi, der kan omdanne kafferester og -grums til nye produkter til fødevarer- og kosmetikindustrien. Målet er en opskalering og en omsætning på 100 mio. kr.

Foto: Alfa Laval
21.07.23 DIB Nyheder

Industriklassiker får iværksættere på vingerne

Den 133 år gamle industrikoncern Alfa Lavals iværksættermiljø i Søborg sender de første startup-virksomheder videre og åbner for nye partnerskaber. DI ser stort potentiale i disse alliancer.

Hvis man som startup kan se det smukke i det tomme gulv, er der hèr en god mulighed for at opskalere sin virksomhed.

Sådan inviterede Henrik Jarl Røssel iværksættere inden for i industrivirksomheden Alfa Lavals tomme produktionshal i Søborg, da DI Business besøgte stedet for to år siden. Virksomheden indviede startupmiljøet Alfa Laval Innovation House  med Henrik Røssel ved roret i 2019, hvor en stribe unge virksomheder var ved at finde vej til ”det smukke gulv”.

- Nu har vi 22 startups hos os, og den første er netop rykket videre, mens nummer to følger efter om kort tid. Vi er glade for, at de er blevet så robuste, at de kan tage de næste skridt. Hos os har de haft muligheden for at trække på forskellige ressourcer, indtil de er blevet klar til at stå på egne ben. Alle er jo på samme rejse, siger Henrik Røssel i dag og tilføjer:

- De mange virksomheder har i alt omkring 270 personer, der bruger Innovation House – det er flere end, da vi selv havde produktion her i hallen.

Iværksætterfabrikken tilbyder blandt andet ekspertise inden for industriproduktion, men også muligheden for at få rådgivning om eksempelvis patentrettigheder, forretningsudvikling og digital markedsføring. Desuden har det vist sig at være et godt udstillingsvindue over for investorer, mens værdien af fællesskabet sammen med andre iværksættere også er betydelig.

Værdifuld rådgivning

Gulvpladsen hos Alfa Laval som udgangspunkt midlertidigt. Når først en virksomhed er flyvefærdig nok finder den ny adresse med plads til skalering og vækst. Iværksættervirksomheden Kaffe Bueno, er den første som er nået så langt. Og til efteråret er det Copenhagen Atomics, der tager springet.

Kaffe Bueno har udviklet verdens første bioraffinaderi for kaffe, der udvinder ingredienser til kosmetik- og fødevarebranchen fra kaffegrums. Stifteren Juan Medina og hans 10 medarbejdere er nu flyttet til Rødovre med planer om en betydelig vækst i en fabrikshal på 750 kvadratmeter.

- Der har været flere fordele for os i Innovation House. Vi har blandet andet være en del af et godt fællesskab og vi har fået værdifuld rådgivning fra Alfa Laval. Desuden har det også gjort det lettere at finde investorer, de har været mere trygge ved at investere i os, når vi var en del af dette miljø, forklarer Juan Medina.

Han forventer, at Kaffe Bueno har 20 medarbejdere om et år, mens produktionen kan blive 20-doblet og omsætningen nå 100 mio. kr., når virksomhedens nye anlæg er i drift. Kaffe Bueno får blandt andet kafferester og grums fra fødevarevirksomheden Paulig og hotelkæden Sinatur. Desuden arbejdes der på industrielle partnerskaber i Finland og Tyskland.

Artikel fortsætter under billedet..

Der er godt fyldt op med aktive iværksættere i Alfa Lavals tidligere produktionshal i Søborg. 22 startups med i alt 270 personer bruger hallen til at udvikle deres forretningsidéer.

Foto: Foto: Henrik Røssel

Alfa Laval tager de næste skridt

Hos Alfa Laval kaster iværksætter-miljøet også gevinster af sig. Virksomheden er altid på udkig efter nye forretningsområder, hvor partnerskaber med iværksættere kan være vej at gå, fortæller Henrik Røssel, der fortæller, at de første aftaler i støbeskeen. Det handler også om at lære nye processer for forretningsudvikling.

- Hos Alfa Laval får vi naturligvis også mange gode ideer selv. Men det kan være en udfordring at finde ressourcer og fokus til at føre ideerne ud i livet, når alt som udgangspunkt bliver målt på nøgletal og kvartalsrapportering. Og grundlæggende er store virksomheder mere bange for at fejle end i iværksættere. Vi kan lære af iværksætternes tilgang og blive mere modige, siger han. 

Alfa Laval har nu en opdateret startup-strategi er på trapperne, hvor Alfa Laval vil fokusere på udvikling af nye virksomheder inden for fremtidens fødevare, biosolutions og nye teknologier.

- Vi er blevet meget inspireret af de første års erfaringer med Innovation House. Vi vil derfor også udvikle vores eget testcenter for nye løsninger inden for fremtidens fødevarer med fokus på bæredygtighed og energi. Vi tror på at den udvikling drives bedst i samarbejde med startups, så det samarbejde skal styrkes, siger Henrik Røssel.

DI anbefaler flere at gå samme vej

Sine Linderstrøm, DI’s chef for iværksætteri, ser mange fordele, når veletablerede virksomheder teamer op med iværksættere.

- Klassiske industrivirksomheder har ofte et større budget og ressourcer, hvilket kan give iværksætterne adgang til eksempelvis finansiering, teknologisk infrastruktur og testfaciliteter. Desuden kan iværksætterne trække på ekspertise, viden og knowhow, så de undgår fejltrin og dermed kan speede vækst og succes op, siger hun.

Alliancerne giver de klassiske virksomheder adgang til nye teknologier og ideer.

- Startups er ofte mere agile og eksperimenterende, hvilket kan hjælpe industrivirksomheder med at forny deres produkter, processer og forretningsmodeller. Det kan styrke konkurrenceevnen i et hurtigt skiftende marked, siger Sine Linderstrøm.

Hun opfordrer flere virksomheder til at invitere startups indenfor og pointerer samtidig, at der skal være  klare aftalevilkår, der omfatter rettigheder, pligter, ansvarsfordeling og exit-muligheder for begge parter.

- Grundlæggende opstår magien i partnerskaber, når man er i stand til at identificere og udfylde de behov, der findes i hinandens forretninger, siger Sine Linderstrøm.

Læs også: 10 enestående kvindelige ”investorengle” hyldes

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Sine Linderstrøm

Sine Linderstrøm

Fagchef

  • Direkte +45 3377 3571
  • Mobil +45 2098 9913
  • E-mail sili@di.dk

Relateret indhold