I en ny prognose forventes boliginvesteringerne at falde med 2 procent i 2024, mens beskæftigelsen vil falde med 3.100 personer i 2023. For et halvt år siden lød forventningen på et fald i boliginvesteringerne på 5,9 procent i 2024, mens 10.000 færre ville være beskæftiget i branchen i år.

Foto: Søren Nielsen
10.07.23 DIB Nyheder

Ny DI-prognose: Byggeriet rider rentestormen af

Bygge- og anlægsbranchen er ramt af høje renter – men nedturen bliver mere begrænset end tidligere forventet, viser ny prognose fra DI Byggeri.

Foden er stadig på bremsen – men trykket er ikke så hårdt som forventet sidste efterår. Det er situationen for bygge- og anlægsbranchen, når DI ser i krystalkuglen for aktiviteterne i 2023 og 2024 efter en periode med uventet dramatiske vilkår. 

- Selvom tallene stadig er i en nedadgående retning, er de noget mildere end den forrige prognose fra efteråret 2022. De usikre tider med stigende renter og inflation har dog uomtvisteligt ramt bygge- og anlægsbranchen negativt, hvilket forventes at fortsætte igennem 2023, siger branchedirektør i DI Byggeri, Anders Stouge.

I en ny prognose forventes boliginvesteringerne at falde med 2 procent i 2024, mens beskæftigelsen vil falde med 3.100 personer i 2023. For et halvt år siden lød forventningen på et fald i boliginvesteringerne på 5,9 procent i 2024, mens 10.000 færre ville være beskæftiget i branchen i år. Beskæftigelsen i branchen har vist sig mere modstandsdygtig end ventet over for den nedgang som der opleves.

Læs hele DI Byggeris nye prognose her

Det mere beskedne fald skyldes, at aktiviteterne ikke er gået så kraftigt i stå som tidligere forventet.

- Vi venter altså ikke en brat og meget langvarig opbremsning i byggeriet, som den vi så i kølvandet på de stigende renter og manglende finansieringsmuligheder under finanskrisen, siger Anders Stouge.

Brug for hænder og hoveder

Derfor ændrer det ikke på det grundlæggende behov for arbejdskraft, pointerer han.

- Jeg vil understrege, at faldet sker med udgangspunkt i et stærkt arbejdsmarked med en lav ledighed og en rekordhøj beskæftigelse. Dertil er der stadig ordre i bogen i branchen. Det er derfor vigtigt, at der fastholdes et politisk fokus på at øge arbejdsudbuddet – blandt andet igennem reformer, siger han.

Behovet er derfor stort for eksempelvis at fremme byggeriets faguddannelser, så unge kender til deres muligheder.

De høje renter trækker dog spor i byggebranchen. Boligejernes friværdier er under pres, mens boliggældens andel vokser, hvilket skaber usikkerhed og bremser byggeprojekter.  Renoveringsopgaver er dog fortsat en livline og det vil til en vis grad fortsætte, ikke mindst fordi usikkerhed om de fremtidige energipriser får mange boligejere til at investere i varmepumper, efterisolering og andre energibesparelser.

Læs også: Stabilt arbejdsmarked trods flere ledige i maj

Grøn omstilling holder gang i anlægsinvesteringer

Mens udsigterne for boligmarkedet er mere blandet, så forventer DI i sin prognose en mere tydelig vækst på 9,5 pct. i anlægsopgaver i år. Det er blandt andet regeringens plan om at udrulle mere fjernvarme som sikrer aktiviteterne.  Og det vil kræve flere hænder.

- To-ud-af-tre anlægsvirksomhed i dag melder om produktionsbegrænsninger, som følge af mangel på arbejdskraft. Det er derfor vigtigt, at der fastholdes et politisk fokus på at øge arbejdsudbuddet igennem reformer, så vi er sikre på at kunne gennemføre de projekter der er planlagt.

En anden flaskehals er grus, sand og sten, som især bruges i anlægsprojekter.

- Vi forventer et stigende underskud af disse typer af råstoffer efter 2030. Der er derfor brug for en råstofstrategi, som kan italesætte problematikken og komme med løsningsforslag til, hvordan vi får nok råstoffer. Ellers kan vi stå i en situation, hvor anlægsprojekter vil blive forsinket, til stor skade for vores mål om grøn omstilling, siger Anders Stouge.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Anders Stouge

Anders Stouge

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3681
  • Mobil +45 2275 0490
  • E-mail ast@di.dk

Relateret indhold