Flere folkepensionister går på arbejde
I juni 2024 var der 2.300 flere 67årige lønmodtagere, end der var i juni 2023. Det glæder DI.
I juni 2024 var der 19.000 lønmodtagere blandt de i alt 66.000 67-årige. Det er 2.300 flere end i juni 2023, hvor der var 16.700 lønmodtagere ud af i alt 65.300 67-årige, skriver Danmarks Statistik.
Tallene skal blandt andet ses i lyset af, at arbejdsindkomst med virkning fra juni 2023 ikke har skullet modregnes i beregningen af pensionstillægget.
- Det hænger også sammen med seniorpræmien, der belønner dem, der fortsætter i job. Virksomhederne har brug for seniorerne, der kan bidrage med erfaring og overblik, så det er glædeligt at flere seniorer har lyst til at fortsætte, siger vicedirektør Steen Nielsen, DI.
Han påpeger, at der stadig er omkring en fjerdedel af alle virksomheder, der kører med nedsat produktion, fordi der mangler medarbejdere.
- Derfor er det så afgørende vigtigt, at flere ældre vælger at blive længere tid på arbejdsmarkedet. Tallene går den rigtige vej, men selv om flere arbejder efter folkepensionsalderen, så er det stadig sådan, at næsten to ud tre har trukket sig tilbage, før de når folkepensionsalderen. Så der er yderligere potentiale for at hæve beskæftigelsen blandt seniorerne, siger Steen Nielsen.
Læs også: Juni gav endnu en beskæftigelsesrekord
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.