”Regelbølge rammer vores konkurrenceevne”
Ejerleder Rikke Kjær Aslak, Fasterholt Maskinfabrik, orker næsten ikke at åbne mailen, når der kommer nye regler. Kun få virksomheder kan følge med bølgen af nye krav, påpeger DI.
50 procent flere administrative medarbejdere. Det har været konsekvensen af den stigende mængde af regler og krav, som løbende dumper ind i mailboksen hos Fasterholt Maskinfabrik A/S.
Virksomheden i Brande er Skandinaviens største producent af vandingsmaskiner, og det er hidtil lykkedes for ejerfamilien at holde de administrative omkostninger på et relativt beskedent niveau i virksomheden med omkring 85 medarbejdere. Men de seneste år er det gået modsat, fortæller ejerlederen Rikke Kjær Aslak.
- Vi har i flere år haft en lille administration på fire medarbejdere til at løse opgaverne. Men nu er det blevet nødvendigt med to mere for at kunne følge med. Vi vil rigtigt gerne følge reglerne, og derfor har det været nødvendigt. Desværre er der jo kun få steder at hente de ekstra omkostninger, og det er enten hos kunderne eller på bundlinjen. Det går ud over vores konkurrenceevne, siger hun.
Byrde giver frustrationer
Rikke Kjær Aslak har reageret på DI’s kampagne ”Ikke mere regelvanvid”, og hun fortæller, at alene det at sætte sig ind i, om de nye regler egentlig er relevante for virksomheden, er en ekstra byrde. Og den energi ville være bedre på brugt på at skabe værdi for kunder, medarbejdere og virksomheden selv.
- Det er ikke en byrde, som knækker os, men det skaber frustrationer, for tit kan jeg ikke se meningen med mange af de nye regler og krav. Jeg orker jo næsten ikke at åbne mailen, når der kommer nye regler, for man er jo knapt nået igennem dem fra ugen før, siger ejerlederen.
Læs også:”Hvorfor bliver disse regler overhovedet indført”
Tid spildt på fejlfyldt lov
Tidsregistrering og registrering af brugere af firmabiler er nogle af de regelsæt, hun fremhæver. Blandt de mere branchespecifikke har en ny EU-forordning om bremser på køretøjer givet ekstra arbejde. Forordningen betyder, at vandingsmaskinerne skal leve op til skærpede krav, selv om de reelt kører under 1 pct. af deres levetid på de landeveje, som forordningen vedrører.
- Heldigvis blev registreringen af brugere af firmabilerne jo sløjfet. Men på det tidspunkt havde vi allerede brugt meget tid på at sætte os ind i det. Overordnet viser det jo, at der er brug for, at reglerne bliver tænkt mere igennem, før de bliver sendt ud. Skaden er allerede sket, når fejlene først opdages så sent, siger Rikke Kjær Aslak.
Læs også: ”Risikoen for fejl og bøder er stor”
Mange virksomheder hårdt ramt
DI’s chef for mindre og mellemstore virksomheder, Sine Linderstrøm kan i høj grad nikke genkendende til den kamp med regelbyrden, som ejerlederen beskriver.
- De problemer hører vi om fra mange virksomheder. Der kommer så mange nye regler og krav, at de knapt kan følge med uden at skrue op for de administrative udgifter. Det rammer vækstmuligheder og konkurrenceevne, siger DI-chefen.
I perioden mellem 2017 – 2022 kom der så mange nye regler, at det reelt svarede til tre nye regler om ugen. Det kan kun ganske få virksomheder nå at implementere og forstå rettidigt.
- Og når der samtidig spyttes regler ud, som ikke er tænkt ordentligt igennem og derfor må trækkes tilbage, så skaber det endnu større frustrationer og en øget risiko for at tilliden til myndighedernes arbejde bliver svækket, siger Sine Linderstrøm og slutter:
- I DI har vi et klart budskab til politikerne: Ikke mere regelvanvid. Der skal i langt højere grad lovgives med virksomhedernes rammevilkår for øje, hvis vi vil sikre deres konkurrence evne – både i EU og i Danmark.
Læs også: Opgør med regelvanvid – Disse 50 benspænd bør fjernes
Ikke mere regelvanvid
Hver uge presses virksomhederne i gennemsnit af tre nye krav, de skal leve op til. Det skal vi have et opgør med.
Læs mereHold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.