Aftaler skal sørge for job i hele landet
DI storroser to nye politiske aftaler, som skal bidrage til en fordobling af den danske life science-industris eksport til 350 mia. kr. og sørge for job i hele landet.
Et bredt flertal bestående af regeringen, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre har forhandlet to nye aftaler på plads.
Den ene går under navnet ”Rød løber for produktionsvirksomheder” mens den anden hedder "Strategi for life science 2024-2027."
- Med de nye aftaler baner vi nu vejen for nye kapitler i danske vækst- og eksporteventyr. Tempo er nøglen, når man skal etablere nye produktionsarbejdspladser herhjemme. Samtidig går vi forrest internationalt med vores life science-strategi, som skal sikre, at sektoren kan udnytte sit potentiale og fordoble eksporten til 350 mia. kr. i 2030, siger erhvervsminister Morten Bødskov i en pressemeddelelse.
DI storroser aftalerne
I Dansk Industri (DI) er der stor ros til regeringen for at lande ambitiøse aftaler for life science og produktionsindustrien.
Blandt andet finder DI det vigtigt, at regeringen tager et opgør med en umulig godkendelsesspiral, når virksomheder vil udvide eller bygge nye fabrikker. Det sker med en one-stop-shop, der giver virksomhederne én indgang og sætter ambitiøse mål for sagsbehandlingstiderne på udvidelser af produktionen.
- Det er en stor mærkesag for os. Bøvl og bureaukrati må simpelthen ikke spænde ben for virksomheder, som er klar på at rykke op i liga med en større produktion eller ny fabrik. En mindre virksomhed har jo f.eks. heller ikke den samme muskelstyrke til at løfte en tung sagsbehandling, siger Emil Fannikke Kiær, som er erhvervs- og medlemsdirektør i DI.
Læs også: Kursskifte i EU: Regelvanviddet skal bremses for mindre virksomheder
Fuld fart på europæisk konkurrencekraft
Ifølge Emil Fannikke Kiær er det helt afgørende, at der også kommer en europæisk strategi, som gør det attraktivt at investere i sundhedsforskning, digital sundhed, forebyggelse og behandling i hele Europa.
- Der er efterhånden ikke mange områder, hvor Europa kan måle sig med USA og Kina. Life science er dog et europæisk guldæg, som vi skal satse benhårdt på. Derfor skal vi også udnytte det danske EU-formandskab til at vise vores europæiske kolleger, at vi er foregangsland, som er værd at investere i – det skal vi bestemt ikke putte med, siger Emil Fannikke Kiær.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.