Erhvervsminister Morten Bødskov (S) og Ukraines vicepremier- og økonomiminister, Yulia Svyrydenko har skrevet under på, at danske virksomheder nemmere kan komme i kontakt med relevante ukrainske myndigheder.

Foto: Erhvervsministeriet
27.11.24 DIB Nyheder

Danske virksomheder får fast-track ordning til Ukraine

Danske virksomheder får en fast-track ordning, der giver hurtigere og nemmere adgang til at investere og etablere sig i Ukraine. Samtidig etablerer DI kontor i Kyiv.

Det skal være lettere for danske virksomheder at investere, etablere og udvide deres engagement i Ukraine. Derfor har erhvervsminister Morten Bødskov (S) og Ukraines vicepremier- og økonomiminister, Yulia Svyrydenko, oprettet en fast-track ordning, som Danmark er et af de eneste lande, der får.

De to ministre har skrevet under på, at danske virksomheder nemmere kan komme i kontakt med relevante ukrainske myndigheder. Dermed kan de også hurtigt adressere de problemer, der forhindrer danske virksomheder i at foretage endnu flere investeringer i Ukraine.

- Vi står skulder ved skulder med Ukraine. Danske virksomheder tager et stort ansvar og bidrager med afgørende viden og kompetencer. Både når det handler om grøn energi, ny teknologi og styrkelse af kritisk infrastruktur. Men det er ikke ligetil at starte sin virksomhed op i Ukraine, selvom der ikke er tvivl om, at de danske virksomheder gerne vil. Det skal vi hjælpe dem med, siger Morten Bødskov i en pressemeddelelse.

Han suppleres af Ukraines vicepremier- og økonomiminister, Yulia Svyrydenko, som (frit oversat fra pressemeddelelsen) siger:

- Ukraine har brug private investeringer for at øge hastigheden på genopbygningen af vores økonomi. Vi arbejder for at styrke båndene mellem danske og ukrainske virksomheder og forbedre vilkårene for at drive virksomhed i Ukraine. Med dagens aftale etablerer vi en “single entry point” for at imødegå de barrierer, danske virksomheder og investorer møder i Ukraine.

DI er klar med nyt kontor i Kiev

Det nye samarbejde sker i forlængelse af det Memorandum of Understanding om dansk-ukrainsk samarbejde om langsigtet genopbygning af Ukraine, som erhvervsminister Morten Bødskov indgik med den ukrainske økonomiminister i april 2024.

Det vækker begejstring i Dansk Industri (DI).

- Fast-track-ordningen er et vigtigt skridt for at gøre det nemmere for danske virksomheder at bidrage til genopbygningen af Ukraine. Vi har i DI længe peget på behovet for en smidigere adgang til de ukrainske myndigheder, da bureaukratiske barrierer ofte har været en udfordring. Derfor er det meget positivt, at denne aftale nu er på plads, siger seniorchefkonsulent Peter Helk, DI.  

Han oplyser, at DI samtidig har åbnet et kontor i Kyiv, som skal hjælpe danske virksomheder med at navigere på markedet, finde partnere og løse lokale udfordringer.

- Det er et konkret bidrag til at gøre det lettere at engagere sig i Ukraine, siger Peter Helk.

DI hjælp i Ukraine

DI hjælp i Ukraine

DI tilbyder en række værktøjer og ressourcer til danske virksomheder:

Netværk og rådgivning: Gennem Danish Ukrainian Business Council og vores samarbejde med Federation of Employers of Ukraine hjælper vi med indsigt og sparring 

DI’s kontor i Kyiv: Adgang til shared office facilitet i hjertet af Kyiv.

Kontakt Peter Helk (peh@di.dk), og hør mere om, hvordan vi kan hjælpe din virksomhed.

Flere penge til Ukraine-fonden

Flere penge til Ukrainefonden

Med aftale om finansloven for 2025 øger Danmark sin støtte til genopbygningen af Ukraine, ved at tilføje nye midler til erhvervsindsatsen under Ukrainefonden. 

Samlet er der siden låne- og garantiordningens etablering afsat 1 mia. kr. i statslig finansiering til ordningen, hvilket danner grundlag for lån- og garantier på i alt 2,8 mia. kr.

EIFO har udstedt lån og garantier for ca. 0,3 mia. og er i dialog med en række danske virksomheder om konkrete lån og garantier for yderligere 1,7 mia. kr., som er under afklaring. 

Med de midler, der tilføres ordningen med finansloven for 2025, har EIFO nu også mulighed for at tage yderligere nye projekter ind for i alt 800 mio. kr.

Kilde: Erhvervsministeriet

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter V. Helk

Peter V. Helk

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3748
  • Mobil +45 2220 4924
  • E-mail peh@di.dk

Relateret indhold