Eksportvarer strander på grund af fejl i toldsystemer
De massive problemer med danske toldsystemer skal løses hurtigt af skatteminister Rasmus Stoklund. Sådan lyder opfordringen fra DI på vegne af danske eksportvirksomheder.
Dansk Industri (DI) har sendt et brev til skatteminister Rasmus Stoklund (S) på opfordring af danske eksportvirksomheder.
Det indeholder en opfordring til at sætte ind overfor de store udfordringer med de nye toldsystemer Declaration Management System (DMS), som er sat i verden for at leve op til EU Toldkodeksen (EUTK forordningen), der blev vedtaget i 2014.
- Der er især store problemer med det, der hedder DMS Eksport. Det betyder, at mange eksportvarer ligger på lagrene eller ude på lastbiler der ikke må køre, i stedet for at blive sendt ud til kunder udenfor Danmark. Det giver både forsinkelser og væsentlige økonomiske tab for danske virksomheder, siger Anna Ipsen Nielsen, konsulent i DI.
Hun oplyser, at Dl har en god og konstruktiv dialog med Toldstyrelsen og skatteministeriet. Men selv om der er tilført ekstra kapacitet til systemet, er problemerne ikke blevet mindre.
- Og virksomhederne har ikke haft stort held med at få hjælp og support. Toldstyrelsen har decideret opfordret virksomheder til at indsende indsigelser uden for normal arbejdstid, hvor deres support ikke er tilgængelig. Det er helt uacceptabelt, siger Anna Ipsen Nielsen.
Læs også: Stor tilfredshed med DI’s eksportcertifikater
Frygter også for import systemet
DMS systemerne skal erstatte eksisterende toldsystemer og samtidig sørge for, at angivelser får samme datastandard på tværs af EU. DMS Eksport og DMS forsendelse blev sat i drift 31. juli 2023. Derefter skulle der testes og fejlfindes i samarbejde med virksomheder, men da testperioden skulle slutte 1. maj 2024 fandt virksomhederne fortsat så mange fejl, at nedlukningen af det gamle system blev udskudt.
- Det blev dog kun udskudt en måned, og problemerne er altså fortsat meget store. Danmark skal selvfølgelig overholde EU's toldforordning, men det er afgørende vigtigt, at nye systemer er testede og gennemprøvet, før de tages i brug, siger Anna Ipsen Nielsen.
Hun frygter, at det kommende system DMS Import vil være tilsvarende utilstrækkeligt.
- Udfordringerne skal løses nu. Både for eksportvirksomhederne men også så importen af varer til Danmark ikke påvirkes i samme omfang som eksporten er blevet det, siger Anna Ipsen Nielsen.
Efter planen skal DMS Import tages i brug i marts 2025.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.