Alexander Foss’ Industrifond lægger særlig vægt på teknologisk nytænkning og kommercielt potentiale i de projekter, der støttes. Se de enkelte legatmodtagere fortælle om deres produkter.

Video: Alexander Foss’ Industrifond.
28.11.24 DIB Nyheder

Syv visionære startups får legater

Lynhurtig 3D-print, genanvendelse af tekstiler, materialer af kaffegrums, industriel overskudsdamp, bedre smertebehandling, køling af elektronik og udnyttelse af vandenergi. Det arbejder de syv iværksætte, der får legater fra Alexander Foss’ Industrifond, med.

Der var uddeling af syv legater på hver 100.000 kr. fra Alexander Foss’ Industrifond under landsfinalen i ”EY Entrepreneur Of The Year” den 28. november 2024.

Legaterne går til: 

PERFI Technologies ApS, som revolutionerer tilpasningen af høreapparater og tandproteser,

Glyon ApS, som vil gøre det muligt at genanvende tekstiler af polyester,

Grounded ApS, som udvikler nye materialer af blandt andet kaffegrums og mask,

Circular Energy Systems ApS, som vil effektivisere energiforbruget i industrielle bagerier og vaskerier,

Nordstar Medical ApS, som vil optimere behandlingen af nervesmerter,

Epial Drives, som udvikler en bedre køling af elektronik, belysning og elmotorer,

 og HyKin Energy A/S, som vil udnytte vandenergi til elproduktion, vandrensning og vanding.

Fondens bestyrelsesformand, Bjarne Moltke Hansen, sagde ved overrækkelsen:    

- Alexander Foss’ Industrifond støtter iværksættere, der udvikler fysiske produkter, i den første og meget kritiske fase, hvor de skal bevise, at deres teknologi virker. Det er dyrt at udvikle nye fysiske produkter, så vi håber, at vi kan hjælpe dem det skridt videre, der gør, at de også bliver interessante for andre donorer og investorer.

Løser store udfordringer

Alexander Foss’ Industrifond lægger særlig vægt på teknologisk nytænkning og kommercielt potentiale i de projekter, der støttes. Derudover bemærkede bestyrelsesformanden, at fonden også ser på de samfundsmæssige effekter af iværksætternes nye produkter og løsninger.

- Vi fik rigtig mange ansøgninger i år, og det er tydeligt – og glædeligt – at mange er optagede af at løse nogle af vores store udfordringer i forhold til især miljø og klima, energi, ressourceforbrug og sundhed. Og det afspejler sig netop i de syv projekter, vi har valgt at give årets legater til, sagde Bjarne Moltke Hansen.

Læs også: Vækstvirksomheder får millioner til at vokse internationalt

Her er de syv legatmodtagere for 2024

PERFI Technologies ApS: Revolutionerende 3D-print-metode til høreapparater og tandproteser

PERFI Technologies ApS får et legat på 100.000 kr. til at udvikle en ny type 3D-printer, der benytter metoden ”Volumetric Additive Manufacturing”. Det virker ved at projicere en række billeder ind mod en roterende beholder med en lysfølsom væske, som derved hærdes og danner det ønskede produkt. PERFI vil i første omgang benytte teknologien til personligt tilpassede produkter som ørepropper til høreapparater og tandproteser.

- Med vores maskiner kan vi flytte produktionen ud på de enkelte klinikker og dermed reducere patienternes ventetid fra flere dage til få minutter. Med kortere tid og lavere omkostninger tror vi, at langt flere vil vælge individuelt tilpassede ørepropper og proteser, og i sidste ende giver det en langt højere livskvalitet, siger Kasper Ingeman Beck, CEO og medstifter af PERFI Technologies ApS.

Glyon ApS: CO2-baseret metode åbner for genanvendelse af tekstiler med polyester

Glyon ApS får et legat på 100.000 kr. til at udvikle en metode til at muliggøre genanvendelse af polyesterstof ved at adskille stoffets plastik- og bomuldsfibre fra hinanden. Det er en enkel kemisk proces, hvor CO2 er den aktive katalysator. Ved denne metode kan både plastik- og bomuldsdelene genanvendes til nye produkter – til forskel fra traditionelle metoder, hvor bomuldsfibrene typisk går tabt.

- Det er en simpel, billig og langt mere miljøvenlig metode, end der ellers findes. Legatet skal hjælpe os med at validere og skalere metoden, som vi sigter efter at licensere til større spillere i tekstilindustrien. Vi håber at være med til at gøre hele industrien mere bæredygtig, siger kemiker Shriaya Sharma, Funding & PR Manager og medstifter af Glyon ApS.

Grounded ApS: Cirkulære produktionsmaterialer lavet af kaffegrums og mask

Grounded ApS får et legat på 100.000 kr. til at udvikle produktionsmetoder til at lave materialer med et højt indhold af biologisk baseret fyldmateriale. Grounded vil udnytte affaldsstrømme såsom mask fra ølproduktion og kaffegrums i kombination med et bindingsmiddel lavet på genbrugt madolie. Derved skabes et materiale, der kan sprøjtestøbes som almindelig plastik og samtidig er komposterbart.

- Vi bruger jordens ressourcer i en alarmerende fart, og derfor har vi besluttet os for at udnytte materialerne i vores affald. Med verdens første kaffekop af 50 procent kaffegrums skubber vi grænserne for, hvad der er muligt. Vi vil gerne erstatte plastik i flere og flere sammenhænge, siger Tinus Byrgesen, CSO og medstifter af Grounded ApS.

Circular Energy Systems ApS: Unik varmepumpeintegration til højtemperatur industrielle tørreprocesser

Circular Energy Systems ApS får et legat på 100.000 kr. til at udvikle en løsning, der elektrificerer og effektiviserer energiforbruget i industrielle tørreprocesser. Teknologien er i første omgang rettet mod industrielle bagerier og vaskeribranchen, hvor der sker en stor fordampning af vand fra både bagning af brød og tørring af tøj. Circular Energy Systems vil med særlige varmepumper udvinde energi fra dampen til at skabe ny varme, som leveres tilbage til ovnen eller tørremaskinen. Samtidig genindvindes det meste af det fordampede vand og kan genbruges.

- Disse tørreprocesser bliver i dag opvarmet af naturgas og med en stor CO2-udledning. Vi kan reducere CO-udledningen markant, spare 50-80 procent energi og samtidig gøre processen elektrisk. Vi har allerede mødt stor interesse fra industrien, og vi ser et stort eksportpotentiale foran os, siger Morten Ryge Bøgild, CEO og medstifter af Circular Energy Systems ApS.

Nordstar Medical ApS: Nerveblok-kateter til bedre smertebehandling

Nordstar Medical ApS får et legat på 100.000 kr. til at udvikle et særligt kateter, der skal forbedre smertebehandlingen for operationspatienter. Nerveblok-katetre anvendes til at levere lokalbedøvelse tæt på nerverne for at lindre smerter efter operationer. Problemet med eksisterende katetre er, at de kan flytte sig, når kroppen bevæges. Nordstar Medical udvikler et kateter med en intern fiksering, som får det til at blive siddende på det rigtige sted, så smertebehandlingen optimeres.

- Patienterne bliver smertefri og kan komme tidligere hjem fra hospitalet uden brug af morfin eller andre stoffer med alvorlige bivirkninger. Alene i Danmark skønner vi, at op mod 60.000 patienter årligt kan få gavn af vores opfindelse, siger Tore Allerup, CEO og medstifter af Nordstar Medical ApS.

Epial Drives: Kompakt og billig køling til elektronik, belysning og elmotorer

Epial Drives får et legat på 100.000 kr. til at udvikle et nyt kølesystem til elektronik, belysning og elmotorer. Elektriske komponenter udvikler varme, og det sætter en grænse for, hvor meget komponenterne kan belastes. Derfor er det nødvendigt med køling. Systemet fra Epial Drives er en videreudvikling af velkendte køleteknologier, men fokuseret på PCB-integration, så varmen kan fjernes netop der, hvor den udvikles, og dermed mere effektivt.

- Vi kan opnå en højere køleeffekt og samtidig spare energi. Derudover giver vores teknologi markante besparelser på både plads, vægt og pris. Vi ser muligheder for at bruge teknologien i alt fra telefoner og LED-belysning til datacentre og elbiler, siger Jens Wagenblast Stubbe Østergaard, medstifter af Epial Drives.

HyKin Energy A/S: Vanddrevet pumpe til elproduktion, vandrensning og vanding

HyKin Energy A/S får et legat på 100.000 kr. til at udvikle en pumpe, der udnytter kinetisk energi fra strømmende vand. Energien kan blandt andet anvendes til elproduktion, vandrensning eller vanding af afgrøder. Systemet består af to kontraroterende vingesæt, der driver en pumpe via en gearkasse og dermed omdanner vandets strømninger til potentiel energi. Teknologien er udviklet til at bruge i floder og åer.

- Det er en omkostningseffektiv og vedligeholdelsesvenlig løsning, der kan forbedre levevilkårene i områder med begrænset adgang til elektricitet og rent vand, siger Svend-Erik Ringtved, adm. direktør og medstifter af HyKin Energy A/S.

Læs også: Guldfugls nærdødsoplevelse viser vej for startups

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Anders Sparre

Anders Sparre

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3973
  • Mobil +45 2627 2494
  • E-mail asp@di.dk

Relateret indhold