Pilotprojektet ”Founders Growth Collective” er blevet til i et tæt samarbejde med DI - Dansk Industri, og etableringen blev fejret mandag den 25. november i Industriens Hus

Foto: Kristian Berg Grum
26.11.24 DIB Nyheder

Vækstvirksomheder får millioner til at vokse internationalt

10 millioner kr. skal hjælpe scaleups til at vokse internationalt, lade sig børsnotere – og blive i Danmark.

Især nyskabende tech scaleups får med nyt projekt  til 10 millioner kr. tilbud om netværksaktiviteter, tiltag vedrørende børsintroduktion og sparring med scaleups i virksomhedsrettede forløb.

Det sker i projektet ”Founders Growth Collective”, som er et nyt tilbud fra Danmarks Erhvervsfremmestyrelse til SMV’er, som har særligt potentiale til at blive store hurtigt.  Tilbuddet er bl.a. rettet mod scaleups, som karakteriseres ved at være unge og driftige, have et skalérbart produkt, en skalérbar forretningsmodel og ofte er eksternt finansieret af risikovillig kapital med det formål at skulle vækste forretningen hurtigt.

- Det er bekymrende, at mange af de succesfulde danske vækstvirksomheder forlader Danmark. Det vil vi gøre noget ved med vores nye investering – og konkret kan vi løfte 75 virksomheder ud på nye markeder og dermed øge eksporten, siger Morten Slotved, borgmester i Hørsholm Kommune og bestyrelsesmedlem i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Læs også: SMV'er viser smutveje med kunstig intelligens

Vil samle erfarne iværksættere

”Founders Growth Collective” vil samle 40 erfarne iværksættere, der tidligere har haft succes med at internationalisere deres virksomheder. De skal stille deres viden og erfaring til rådighed for 100 virksomheder, der er klar til at tage næste skridt i deres vækstrejse.

Tre år efter forventes 75 af dem at være aktive på mindst to udenlandske markeder, og mindst én virksomhed vil være børsnoteret i Danmark. Der børsnoteres meget få virksomheder i Danmark, hvorfor selv én virksomhed vil være en succes, skriver Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse i en pressemeddelelse

Dansk Industri (DI) har været fødselshjælper på projektet og Sine Linderstrøm, chef for SMV og Iværksætteri er derfor særdeles glad for, at det nu bliver en realitet.

- Vi har et stærkt iværksættermiljø i Danmark, hvor mange lovende start-ups har potentiale til at blive store, succesfulde virksomheder. Men det kræver at de kommer ud over landets grænser - skalerer internationalt – og samtidig fastholder forbindelsen til Danmark, og det kan lykkes med en ny tilgang, hvor erfarne founders, som selv har taget rejsen, hjælper virksomhederne ud på relevante markeder, siger Sine Linderstrøm.

Projektet gennemføres af Canute by Thursday og Foreningen af Børsnoterede Vækstvirksomheder i samarbejde med Erhvervshus Hovedstaden.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Kristian Berg Grum

Kristian Berg Grum

Fagleder, startups og iværksætteri

Relateret indhold