I Toms Gruppen vil vi fortsætte med implementering og test af vores due diligence-system, men nu har vi tid til at arbejde med at skabe de bedste løsninger, siger head of Communications & Sustainability, Ditte Haugaard Clausen.

Foto: Toms Gruppen
09.12.24 DIB Nyheder

Glæde i erhvervslivet: Bøvlet EU-krav udskudt

EU’s skovrydningsdirektiv, EUDR, er udskudt et år efter hårdt pres. Det glæder DI og Toms Gruppen.

46.000 virksomheder kan nu trække vejret lidt lettere. EU har nemlig besluttet at udskyde et omstridt sæt spilleregler i 12 måneder.  

Det drejer sig om EU’s skovrydningsforordning, EUDR, der skulle træde i kraft 1. januar. EUDRs formål er at beskytte skovarealer af hensyn til klimaet og biodiversiteten. Men det ædle formål er desværre endt i et tungt administrativt system, der tvinger de berørte virksomheder ud i en umulig dokumentation af om underleverandører rydder skove ved deres produktion.

Udsættelsen glæder blandt andre Toms Gruppen, der vil blive berørt af handlen med kakao, som Danmarks største producent af slik og chokolade. Ifølge EUDR må virksomhedens chokoladeprodukter kun omsættes på EU's indre marked eller eksporteres, hvis de er dokumenteret fri for skovrydning.

- I Toms Gruppen håber vi, at udskydelsen vil give kakaobønderne og virksomhederne i værdikæden den fornødne tid til at implementere de nødvendige systemer til at spore og dokumentere lovligheden af ​​råvarerne. Vi mener, at både operatører og traders tager skovrydningen ekstremt alvorligt og ønsker at bygge solide systemer til at afbøde skovrydning, siger virksomhedens head of Communications & Sustainability, Ditte Haugaard Clausen og fortsætter:

- I Toms Gruppen vil vi fortsætte med implementering og test af vores due diligence-system, men nu har vi tid til at arbejde med at skabe de bedste løsninger.

Læs også: EU-bureaukrati tager en bid af chokoladebaren

DI: Brug for bedre vejledning af virksomheder

Udsættelsen kommer efter intense forhandlinger, hvor det slutteligt lykkedes at få bred opbakning om et års udskydelse af EUDR til ultimo 2025. Skovrydningsforordningen blev stemt igennem tilbage i juni 2023, men efter at bl.a. DI og en række andre organisationer har påpeget store mangler og forsinkelser i Kommissionens forberedelser, blev der i oktober foreslået et års udskydelse.

Udskydelsen kom på plads med den nye miljøkommissær, Jessika Roswall, i spidsen.

Beslutningen glæder også DI. Underdirektør Karin Klitgaard ser det som afgørende, at der efter uroen omkring EUDR nu er udsigt til juridisk klarhed for de berørte virksomheder.

- Vi bakker fuldstændig op om intentionen bag skovrydningsforordningen. Men myndighederne skal selvfølgelig være i stand til at vejlede erhvervslivet fyldestgørende og rettidigt om, hvordan virksomhederne også udenfor EU skal leve op til de meget detaljerede lovkrav, siger hun.

EU-Kommissionen har desuden forpligtet sig til at styrke vejledning af virksomheder i implementeringen af forordningen. Det skal bidrage til, at administrative byrder ikke bliver en tidssluger for virksomhederne på bekostning af reel handling for at sikre skovrydningsfri produkter.

Læs også: ”Inddrag virksomhederne før hegnspælene bliver sat”

Læs mere om skovrydningsforordningen (EUDR) her

Brug DI's ESG-portal

Få inspiration og viden, skabeloner og værktøjer til bæredygtighedsrapportering - både for store og små virksomheder.

Besøg di.dk/ESG

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Karin Klitgaard

Karin Klitgaard

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3695
  • Mobil +45 2565 0241
  • E-mail kakl@di.dk

Relateret indhold