Dansk Industri giver life science en stærkere stemme
Et stærkt hold af topchefer fra hele life science og sundhedsindustrien, såsom Demant, Novo Nordisk, Lundbeck, Ambu, Coloplast, Systematic og Trifork stiller sig i spidsen for det nystiftede branchefællesskab DI Life Science.
DI føjede fredag den 13. december et nyt branchefællesskab til erhvervsorganisationen, da DI Life Science holdt stiftende generalforsamling.
Fællesskabet repræsenterer over 300 virksomheder inden for pharma, biotek, medico, sundheds-it og hjælpemidler. De står for godt 85 pct. af branchens over 60.000 ansatte i Danmark og langt hovedparten af branchens eksport på 175 mia. kr. årligt.
Fra udvalg til fællesskab
DI Life Science har hidtil været et politisk udvalg i DI. Men med dagens stiftende generalforsamling, får DI’s medlemsvirksomheder deres egen DI branche med en stærk bestyrelse og et sekretariat på seks fuldtidsansatte, samt forsat støtte fra det øvrige DI.
Branchefællesskabets arbejde vil ske i tæt samarbejde med foreninger for de individuelle virksomhedssegmenter, og i dialog med politiske beslutningstagere, samt repræsentanter for sundhedsvæsenet, patienter og sundhedspersonale i ind- og udland.
- I dag har den samlede life science- og sundhedsindustri langt om længe fået én fælles stemme. Hver for sig kan vi rigtig meget, både som virksomheder og som foreninger for de individuelle virksomhedssegmenter, men i fællesskab kan vi meget mere. Det er helt afgørende, at den danske life science og sundhedsindustri står sammen nu, midt i den geopolitiske uro, som vi desværre oplever i verden, siger Søren Nielsen, CEO hos Demant og nyvalgt bestyrelsesleder for DI Life Science.
Bestyrelsen tæller også medlemmer af topledelsen hos virksomheder som WS Audiology, Roche, Siemens Healthineers, AbbVie og Health Tech Hub Copenhagen og dermed er det en tung flok, der kommer til at sætte deres præg på det nye branchefællesskab.
Læs mere om DI Life Science her
Øget international indflydelse
DI Life Science skal styrke branchens samlede stemme i Danmark, men én af kerneopgaverne bliver at sikre branchen indflydelse i EU og på strategiske eksportmarkeder gennem DI’s internationale netværk, lokale DI-kontorer og tætte samarbejde med Udenrigsministeriet og søsterorganisationer i udlandet.
- Den danske life science og sundhedsindustri drøner afsted, og den danske regering har leveret gode vilkår for branchen og patienterne de senere år. Men resten af Europa halter bagefter, og EU’s lovmølle bliver ved at kværne derudaf, siger Peder Søgaard-Pedersen, der samtidig bliver udnævnt til branchedirektør for DI Life Science.
Han pointerer, at det er nu, at alle kræfter skal sættes ind på at påvirke de europæiske beslutningstagere.
- Vi har alle forudsætninger for at være konkurrencedygtige i Europa, for at bidrage til flere sunde leveår, aflaste sundhedspersonalet og finansiere den fælles velfærd, men tiden er ved at rinde ud. Med EU’s kommende Life Science Strategi og Biotech Act skal Europa udstikke en ny kurs, der kan matche den geopolitiske virkelighed. Det er ikke mindst dét, som et nyt DI Life Science skal bidrage til, siger Peder Søgaard-Pedersen videre.
Et dansk vækstlokomotiv
I 2021 bidrog life science-industrien med 36,5 mia. kr. til de offentlige finanser i form af selskabsskatter og personskatter. Derudover investerer branchen over 16 mia. kr. årligt i forskning og udvikling, svarende til en tredjedel af erhvervslivets samlede forskningsinvesteringer. Endelig bidrager branchen gevaldigt til et mere bæredygtig erhvervsliv.
Fakta
Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen i DI Life Science på følgende vis:
- Søren Nielsen, CEO, Demant A/S (bestyrelsesleder)
- Britt Meelby Jensen, CEO, Ambu A/S (vicebestyrelsesleder)
- Lars Bang, EVP, H. Lundbeck A/S (vicebestyrelsesleder)
- Kristian Villumsen, CEO, Coloplast A/S
- Thea Larsen, Country Lead Denmark, AbbVie A/S
- Troels Rye-Andersen, Global Head of Public Affairs & Patient Relations, Novo Nordisk A/S
- Annemarie van Neck, President EMEA, WS Audiology A/S
- Michael Palne, Managing Director, Siemens Healthineers A/S
- Henrik Jespersen, SVP, Systematic A/S
- Jesper Grønbæk, CEO, Health Tech Hub Copenhagen
- Darine Ghanem, General Manager, Roche Pharmaceuticals A/S
- Karen Skjerbæk Jørgensen, CCO & VP Healthcare, Trifork A/S
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.