I 2022 var Niels Østerberg, adm. direktør for Orana, på erhvervsfremstød i Vietnam med deltagelse af dengang H.K.H. Kronprinsessen (Nu H.M. Dronning Mary).

Foto: Orana
18.12.24 DIB Nyheder

Erhvervskoryfæ har samlet staldtips på utallige erhvervsfremstød

70årige Niels Østerberg og Oranas frugtekstrakter har været med på erhvervsfremstød med DI i over 30 år. Han er klar til at kridte skoene af til nye fremstød. Særligt, hvis man vil prioritere fødevareområdet.

”Som man sår, skal man høste,” hedder et dansk ordsprog. 

Adm. direktør Niels Østerberg, Orana, ved, som producent af frugtekstrakter til alverdens fødevareindustrier, at det er alle pengene værd at pudse skoene og pakke kufferten, når Udenrigsministeriet og Dansk Industri inviterer til erhvervsfremstød. For på et erhvervsfremstød sår man frø til fremtidens forretningsmuligheder.

- Orana er gået fra 13 til 500 medarbejdere på 25 år, og det er blandt andet på grund af erhvervsfremstød. Jeg har nok deltaget i over 20 erhvervsfremstød i lande som fx Indien, Vietnam, Kenya, Zimbabwe, Algeriet, Uganda og Egypten, fortæller Niels Østerberg.

Interviewet foregår, mens direktøren er i bil på vej fra Fyn til København på en kold decemberdag, hvor han skal møde sine egyptiske forretningsforbindelser, der med omvendt fortegn er på erhvervsfremstød i Danmark.

Læs også: Fuld tryk på eksportfremstød i 2025

Erfaringsudveksling mellem ligesindede

Erhvervsfremstød har ifølge Niels Østerberg to store fordele. 

- For det første kommer man ud og lærer et nyt område at kende. Det er et quick fix, hvor du på 2-4 intensive dage med et fuldt program ser, hvad det er for noget og møder de rigtige mennesker og skaber de rigtige kontakter, siger Niels Østerberg.

Den anden ting er erfaringsudveksling:

- Du er sammen med ligesindede og kan lave erfaringsudveksling, som er mindst ligeså vigtig. Ved at udveksle erfaringer lærer du en masse ting, så du ikke selv går ud og laver de samme fejl, som andre har lavet. Du får en masse staldtips, som kan hjælpe dig med at komme videre med din forretning, siger Niels Østerberg.

De mange fremstød har hjulpet Orana i gang med at etablere sig i lande som Indien, Vietnam og Egypten. Men uanset, om virksomheden har etableret sig i et givent land eller ej, har fremstødene været vigtige, når det handler om at pleje forretningsforbindelser og kunder, påpeger Niels Østerberg.

- Know Who er mindst ligeså vigtigt som Know How, siger han.

Gå positiv ind ad døren

Det er fast arbejde at deltage på et erhvervsfremstød - både før, under og efter.

- Du skal læse på lektien, inden du tager af sted. Og så gælder det ellers bare om at møde op med åbne arme, være positiv og social og se, hvad der sker. Det er bare om at sørge for, at ørerne er renset, så man kan høre noget og suge til sig under fremstødet. Og det med at være social er vigtigt, for du taler både med de lokale og med de andre danske deltagere på fremstødet, siger han.

Og bagefter:

- Man skal følge op på de kontakter, man får - som på et andet salgsbesøg. På den måde har Orana i dag en hel del forretning i Afrika, som er udsprunget af erhvervsfremstød for 25 år siden, siger Niels Østerberg.

Han tilføjer:

- Alt er ikke gjort med et fremstød. Men det giver en baggrundsviden om, hvor man skal prioritere ressourcerne. Om noget er ligetil eller besværligt; Om hvilke advokater, man skal tage fat i, hvis man vil etablere sig og den slags. Og de kontakter, man får på ambassaderne, kan gøre det efterfølgende arbejde lettere. Erhvervsfremstødet er døråbneren, og så er det ellers bare om at træde indenfor.

Læs også: Forsvarsvirksomhed: Messer åbner døre og skaber relationer

Det giver millioner i Zimbabwe

Et af de største resultater, som Orana har høstet af et erhvervsfremstød, er virksomhedens salg til Zimbabwe. 

- Det er resultatet af et kombineret fremstød til Kenya og Zimbabwe for 30 år siden. Vi har et godt salg til Zimbabwe i dag på grund af det erhvervsfremstød. Der er sket mange ting i Zimbabwe sidenhen og ikke kun til det positive. Men der er ikke mange, der kan bryste sig af en tilsvarende eksport til landet, hvor vi sælger for plus 10 mio. kr. Grundlaget for det er simpelthen erhvervsfremstødet, siger Niels Østerberg.

Han roser generelt tilrettelæggelsen af de erhvervsfremstød, som Dansk Industri (DI) og ambassaderne har stået for. Og han er også mere end tilfreds med Kongehusets indsats under fremstødene.

- Man kan være for eller imod Kongehuset, men det har altså en kæmpe markedsføringsmæssig værdi, fordi de kongelige kan åbne nogle døre. Det er ikke alle lande, der, som Danmark, kan troppe op med en konge. Det har stor værdi for dansk eksport, siger Niels Østerberg.

Kongelig madglæde hjælper

Fx var nu afdøde Prins Henrik med til at åbne Oranas fabrik i Vietnam i 2003 og igen til at fejre ti års jubilæet i 2013.

- Prins Henrik var jo en fantastisk mand og sindssygt interesseret i alt, hvad der havde med mad at gøre. Og så kommer der jo også genbesøg af vietnamesere, og man kan tage et foto med den vietnamesiske præsident, som man kan hænge op på fabrikken derude. Det giver respekt blandt de lokale partnere, siger han. 

Orana har også været med de kongelige på erhvervsfremstød i Japan, hvor Oranas forretningsforbindelser, fordi det danske kongehus var repræsenteret, kunne møde Kejserparret, som ifølge Niels Østerberg nærmest har gudestatus i landet.

- Den slags har en helt ubeskrivelig værdi for forretningen, siger han.

Make fødevarer hot again

70-årige Niels Østerberg er alt i alt stor fan af erhvervsfremstød og klar til at kridte skoene af til nye fremstød. Særligt, hvis man vil prioritere fødevareområdet.

- Tidligere var fødevarer hot. Fødevareområdet er nedprioriteret i forhold til tidligere, og det er ikke sjovt, når man er fødevareproducent. Jeg savner derfor, at fødevarer har samme værdi som de grønne industrier. De seneste mange fremstød har fødevarer ikke været med. Jeg er helt med på, at vi skal fokusere meget på det grønne, men vi kunne måske også fokusere bare lidt på fødevarer, fordi Danmark jo er et fødevareland, siger Niels Østerberg

Han slutter med denne opfordring: 

- Vi får rigtig meget ud af de godt 40 millioner kr., der hvert år bruges på fremstød. I min optik burde beløbet være endnu større, og så kan man starte med at lave et kraftigt erhvervsfremstød i Afrika, som vi før har gjort det. Både Afrika og fødevareområdet fortjener det. Der er nemlig uanede muligheder for at gøre forretning i Afrika, og man kan ikke sidde bag et skrivebord i Danmark og gøre det. Man skal ud i marken, siger Niels Østerberg.

DI oplyser, at der netop er kommet en ordning. hvor der betales lavere timesats for ambassadernes medvirken i bl.a. Afrika. Og at der kan opnås 75 procent støtte i stedet for 50 procent.

Læs også: Overblik: Erhvervsfremstød og messer i 2025

Ejvind Vøgg

Ejvind Vøgg

Seniorchefkonsulent (udlånt til UM)

  • Direkte +45 3377 4715
  • Mobil +45 2728 0486
  • E-mail ejv@di.dk

Relateret indhold