Fire trin kan afklare om der er potentiale i elektrificering i din virksomhed, fortæller Viegand Maagøes adm. direktør, Søren Eriksen.

28.05.24 DIB Nyheder

Sådan elektrificerer du din virksomhed

Op imod 92 pct. af industriens produktion kan teknisk set elektrificeres. Der er gode argumenter for at undersøge, om din virksomhed er blandt dem. Konsulenthuset Viegand Maagøe har tips til at komme i gang.

Elektrificeringen af europæisk industri er i fuld gang. De danske virksomheder kan lige så godt komme i gang, for der er en perlerække at gode argumenter for at omstille sig til el – deriblandt at fremtiden vil komme til at byde på masser af grøn, dansk strøm.

Det mener Søren Eriksen, som er adm. direktør for konsulenthuset Viegand Maagøe. Han står i spidsen for 130 specialister i grøn omstilling i en særdeles videnstung virksomhed, som er blandt de førende inden for rådgivning af produktionsvirksomheders omstilling til elektricitet.

Han oplever, at mange danske virksomhedsledere allerede er i gang med at omstille produktionen til mere grønne energikilder som el. Han påpeger samtidig, at endnu flere bør begynde at overveje det.

Mange gode argumenter

- For nogle virksomhedsledere kan det virke som et stort skridt. Det kan det også være. Men det handler i høj grad om at analysere alle sider af omstillingen. F.eks. om det overhovedet kan lade sig gøre lige nu. Altså om teknologien er moden, om økonomien er i orden, og hvad tidsplanen skal være, siger han og tilføjer:

- Men man kan lige så godt begynde at se på det for argumenterne er gode. Der vil blive bygget masser af grønne energikilder de kommende år. Infrastrukturen vil også blive udbygget. Det giver adgang til stabil og potentielt billig energi fremadrettet.

Søren Eriksen anslår, at omtrent halvdelen af danske produktionsvirksomheder enten er på el er på vej derhen. Det sker med god grund. Analyser viser, at op imod 92 pct. af den danske produktion teknisk set vil kunne overgå til el, fortæller han.

Han siger dog samtidig, at det er et teoretisk procenttal. I realiteten vil det være lavere, da visse produktionsmæssige teknologier endnu ikke er helt modne. Derudover afventer mange virksomheder, at deres nuværende produktionsudstyr bliver tjent hjem, før de vil skifte til nyt, som er baseret på el.

Læs også: Akutplan skal sikre elektrificering

4 trin til at komme i gang

Det ændrer dog ikke ved, at det er værd at researche på omstillingen. Søren Eriksen fremhæver i den forbindelse fire trin, man kan forvente at skulle gå igennem:

  1. Start med at undersøge, om elektrificering reelt er en mulighed for din virksomhed. For nogle vil grønne alternativer som biobrændsel måske være bedre.
  2. Få foretaget en analyse af business-casen. Omlægningen skal ikke blot være miljømæssig bæredygtig men også økonomisk bæredygtig.
  3. Læg en detaljeret køreplan for, hvordan du kommer i mål. Inklusiv ombygninger, indkøb af udstyr, implementering. Husk at orientere dit forsyningsselskab, så de også er klar.
  4. Etabler en realistisk tidsplan. Ikke alle teknologier er modne. For nogle kan omlægningen måske inkludere, at man vælger alternative energikilder i en periode.

Gå analytisk i gang

Søren Eriksen pointerer, at man skal gå roligt og analytisk til udfordringen. Det er naturligt at være bekymret for eksempelvis produktkvalitet, afskrivning af nuværende udstyr og fremadrettede økonomi. Når det er sagt, giver elektrificering ofte en stor, samlet energibesparelse. Der er ifølge direktøren eksempler på op til 50 procents besparelser.

- Nogle er bekymrede for, om forsyningsselskaberne kan levere den el, man får behov for. Det kan de. Hvis de bliver orienteret i god tid på forhånd, vil de være klar. Vi får meget grøn strøm i fremtiden. Den bliver prismæssigt fornuftig. Derfor ville det da være pokkers, om vi ikke brugte den, hvor det er muligt i den danske industri, slutter Søren Eriksen.

Hent inspiration: 20 virksomheder sætter strøm til fødevareindustrien

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Troels Ranis

Troels Ranis

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3683
  • Mobil +45 2328 5056
  • E-mail trra@di.dk

Relateret indhold