Stemningsfulde lydbade, udstillinger og korsang kan bidrage til at gøre medarbejderne kreative, lyder det fra Christine Secher, fagleder for fremtidens arbejde i Dansk Industri.

Foto: Büro Jantzen
18.09.24 DIB Nyheder

Firmabetalt kunst og kultur er populært

Det kan tiltrække og fastholde medarbejdere og bidrage positivt til arbejdsmiljøet, når virksomheder tilbyder Kunst- og kulturtilbud til medarbejdere.

Fra filmbilletter til fernisering; En ny undersøgelse fra Dansk Industri (DI) løfter sløret for værdien af de tilbud om kunst og kultur, som danske virksomheder stiller til rådighed for medarbejderne.

-Det er tydeligt at se, at virksomhederne får noget positivt ud af at stille kunst- og kulturtilbud til rådighed for medarbejderne. Det kan være kunst på arbejdspladsen, oplevelseskort eller fribilletter, og det kan være kunst og kultur som led i teambuilding, siger Christine Secher, fagleder for fremtidens arbejde.

Hun påpeger, at mange virksomheder vælger, at kunst og kultur skal være en del af arbejdspladsen, og det kan noget i forhold til at tiltrække og tilknytte ansatte, give positive oplevelser sammen med kolleger og bidrage positivt til arbejdsmiljøet.

Læs undersøgelsen: Kunst og kultur bidrager til attraktive arbejdspladser

Lydbade kan give nye perspektiver

Og så kan kunsten ifølge Christine Secher også noget, som man ikke nødvendigvis kan med et almindeligt oplæg om motivation eller samarbejde eller med en analyse. Om det entydigt bidrager til en sort bundlinje, siger undersøgelsen ikke noget om, men:

- Kunst- og kulturtilbud kan på linje med en masse andre ting have betydning for, om en arbejdsplads er attraktiv. Det bidrager til, at virksomheden har et inspirerende arbejdsmiljø, og at medarbejderne føler sig kreative og innovative, siger hun og tilføjer:

- Når virksomhederne fx bruger lydbad, udstillinger eller korsang i deres faglige arrangementer, kan det give nye perspektiver og ideer blandt medarbejderne.

Vi er forskellige

Syv ud af ti privatansatte danskere mener, at tilbud inden for kunst og kultur ville gøre deres arbejdsplads mere attraktiv. Alligevel har kun ca. halvdelen benyttet kulturtilbud gennem deres arbejdsplads. 

- Det er ikke alle tilbud, der dækker alle målgrupper på en arbejdsplads. Og så kan det jo også være fordi, man selv har et familiekort til tivoli, et vandland eller et museum, eller også har man bare rigeligt på paletten med sport og andet i fritiden. Der kan også på tværs af generationerne være forskel på, hvad man ser som attraktive tilbud. Derfor kan det også være en god ide for virksomhederne at have forskellige ting, hvis det er et personalegode, siger Christine Secher.

Hun råder virksomheder, som overvejer at stille kulturtilbud til rådighed for medarbejderne, til at tænke sig godt om.

- Fx skal man stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor vil man gerne have kunst- og kultur på arbejdspladsen? Skal det være en del af personalegoderne, skal det understøtte kreativitet eller skal det ske for også at  hjælpe nogle lokale kunstnere eller lokale foreninger? Man kan jo gøre tingene på mange måder, siger Christine Secher.

Læs også: Kunst på væggen er som en mundfuld frisk luft

Kunst og kultur

Kunst og kultur bidrager til attraktive arbejdspladser

Udpluk fra DI-undersøgelsen

 

  • 58 pct. har haft en positiv eller meget positiv oplevelse, mens kun 1 pct. har haft en negativ eller meget negativ oplevelse med kunst- og kulturtilbud
  • 48 pct. af de privatansatte danskere siger, at de har benyttet et eller flere tilbud inden for kunst og kultur gennem deres arbejdsplads
  • Blandt ansatte i en privat virksomhed med 1-10 ansatte, har kun 25 pct. benyttet sig af kunst- og kulturtilbud gennem arbejdspladsen, mens det er 63 pct. for virksomheder med over 500 ansatte
  • Det mest brugte kulturtilbud er at se på kunst, der er udstillet på arbejdspladsen. Det har 28 pct. af de privatansatte danskere gjort. Omvendt har kun 14 pct. benyttet sig af medarbejderrabat til tilbud inden for kunst og kultur, og 11 pct. har deltaget i foreninger med fokus på kunst og kultur
  • 47 pct. af de privatansatte danskere mener, at støtten eller anvendelse af kunst og kultur bidrager til et positivt arbejdsmiljø, mens 36 pct. mener, at det øger deres arbejdsglæde.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Christine Secher

Christine Secher

Fagleder, Tværgående projekter & kommunikation, Future of Work

  • Direkte +45 3377 4769
  • Mobil +45 2976 2320
  • E-mail chse@di.dk

Relateret indhold