Erik Haas har drevet Bornglas på Bornholm i 25 år og har tre fuldtidsansatte. Nu overvejer han at lukke firmaet, da han må bruge 3-4 timer hver uge på at håndtere den stigende mængde af krav og regler.

Foto: Bornglas
20.09.24 DIB Nyheder

”Jeg ville aldrig starte egen virksomhed i dag”

DI's kampagne "Ikke mere regelvanvid" har for alvor ramt en nerve blandt DI's medlemsvirksomheder.  Mød to af dem her.

Bornholms ældste glarmestervirksomhed, Bornglas, nærmer sig en skillevej. Det skyldes ikke manglende arbejde, eller at ejeren Erik Haas hellere vil bruge tiden på noget andet.

Det skyldes derimod den fortsat stigende opgave med at leve op til myndighedernes krav og regler om afrapporteringer, hvor håndtering af affald og asbest samt ekstra registrering af firmabiler blot er de seneste eksempler.

- Jeg bruger 3-4 timer hver uge på at håndtere og dokumentere de mange regler. Og jeg har ikke råd til kontorpersonale til opgaven, så det går ud over den tid, som jeg jo hellere vil bruge til at tjene penge til firmaet. Nu har jeg været i gang i 25 år, men de mange regler gør, at jeg overvejer at lukke firmaet. Byrden har taget overhånd og det er spild af tid, siger Erik Haas.

Erik Haas er 62 år og har tre fuldtidsansatte i virksomheden. Igennem de 25 år er der desuden uddannet 12 lærlinge. Nu er det slut med at tage nye lærlinge, da han ikke vil binde sig for yderligere tre år.

Årlig ekstraudgift på en halv mio. 

I den anden ende af landet hos ejerleder Uffe Nielsen fra Hirtshals Stevedore A/S har de mange krav om dokumentation og afrapporteringer udløst en årlig ekstraudgift på over 500.000 kr.  Uffe Nielsen har nemlig set sig nødsaget til at hyre ekstern konsulenter til opgaven.

- Det har været nødvendigt for at sikre, at vi får gjort det rigtigt, så det lever op til EU’s krav. Vi har ikke mulighederne for at gøre det selv. Og det koster os over en halv million kr. om året. Den udgift kan vi kun tage et sted fra, og det er bundlinjen. Det er en tidsrøver, siger Uffe Nielsen.

Deltag i DI's kampagne mod regelvanvid

Uffe Nielsen grundlagde Hirtshals Stevedore i 2008 og er nu i gang med et glidende generationsskifte til sin søn Jens Engbjerg - men de stigende krav kan gøre det vanskeligt.

Foto: Hirtshals Stevedore

Kan ramme generationsskifte

Hirtshals Stevedore har 15 ansatte, der håndterer kutternes last i havnen og opbevarer fiskene i et frysehus. Uffe Nielsen grundlagde virksomheden i 2008, og den er vokset siden og har undervejs også fået aktiviteter i Skagen. Nu er han 66 år og er i gang med et glidende generationsskifte, hvor sønnen tager over. Men de stigende krav til dokumentation og administration kan godt fører til en anden løsning, fortæller Uffe Nielsen.

- Når jeg ser fremad bliver det ikke lettere. Der kommer hele tiden nye krav, som vi skal reagere på. Og de små virksomheder møder jo samme krav som de større. Derfor kan jeg godt se, hvorfor virksomheder køber hinanden, og flere har da også vist interesse i at købe os. Derfor kan jeg godt frygte, at de mange krav kvæler de små virksomheder som vores, siger Uffe Nielsen.

Ville aldrig starte virksomhed i dag

Erik Haas har fuld forståelse for, at der skal være regler i byggebranchen. Kvalitetskontrol er afgørende – også for slutkunden. Men det har taget overhånd på andre områder, og det kvæler de mindre virksomheder og lysten til at blive selvstændig, mener han.

- Jeg ser mange unge med gåpåmod og lyst til at starte deres eget. Men når jeg så fortæller om papirarbejdet, skræmmer det dem væk. Politikerne opfordrer samtidig danskerne til at starte nye virksomheder, men de glemmer at fortælle om bagsiden af medaljen. Jeg ville aldrig selv starte egen virksomhed i dag, siger Erik Haas.

- De mange regler kræver også at vi får tid til at sætte os ind i dem, og at de bliver skrevet i et sprog, som håndværkeren og kunden også forstår, tilføjer han.

Læs også: Vognmand er kørt ind i en betonklods af regler

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Sine Linderstrøm

Sine Linderstrøm

Fagchef

  • Direkte +45 3377 3571
  • Mobil +45 2098 9913
  • E-mail sili@di.dk

Relateret indhold