Formand for regeringens byrdeudvalg, Hans Andersen (V),  er glad for DI's input til regelforenklinger.

Foto: Thomas Arnbo
26.09.24 DIB Nyheder

Opgør med regelvanvid – Disse 50 benspænd bør fjernes

DI udpeger 50 administrative byrder, som Folketinget bør fjerne. Venstre tager DI’s input med i det videre arbejde for at lette hverdagen for virksomheder.

En voldsom byrde af regler og krav om dokumentation til myndighederne truer med at knække gejst, vækst og arbejdspladser blandt især mindre danske virksomheder. Det mærker DI, som er blevet bestormet af henvendelser fra medlemmer i forbindelse med kampagnen ”Ikke mere regelvanvid.”

DI tog torsdag næste skridt i kampagnen, da DI’s chef for mindre og mellemstore virksomheder, Sine Linderstrøm, var klar med 50 konkrete anbefalinger til bøvl og byrder, der bør ryddes ad vejen. Ved DI’s topmøde gav hun byrdekataloget til formanden for Folketingets særlige arbejdsgruppe på området, Hans Andersen (V).

Skulder ved skulder

- Venstre og DI har længe stået skulder ved skulder i kampen for at reducere unødige byrder for dansk erhvervsliv. Derfor overrækker jeg DI’s nye byrdekatalog med 50 forslag til Hans Andersen, som vil kunne lette hverdagen for mange af vores medlemsvirksomheder, hvis de bliver gennemført, forklarede Sine Linderstrøm.

Hans Andersen lovede at tage kataloget med i det videre arbejde. Han ser samtidig de mange henvendelser til DI’s kampagne som et åbenlyst bevis på behovet for forenklinger i regler og reduktion af byrder.

- Jeg er meget glad for at modtage flere forslag til at reducere de administrative byrder på erhvervslivet, og tager dem med i det videre arbejde med at gøre det nemmere at drive virksomhed, sagde han.

Læs hele DI's byrdekatalog her

Bred vifte af forslag

DIs katalog spænder bredt fra transport- til fødevarebranchen og går på konkrete regler, der skal afskaffes, processer der skal digitaliseres, og politiske initiativer, der kan gøre det lettere at drive virksomhed i fremtiden.

- Vi foreslår eksempelvis, at man afskaffer de nu overflødige erhvervsaffaldsregulativer i lyset af Folketingets aftale om at konkurrenceudsætte affaldssektoren, der betyder, at kommunerne ikke længere skal klassificere affald. I dag skaber reglerne mere forvirring end gavn, sagde Sine Linderstrøm.

Hans Andersen ser fjernelse af administrative byrder som helt afgørende for at forbedre produktiviteten.

- Vi skal være ambitiøse og sætte krav til det politiske system om at arbejde for færre regler og mere forenkling, siger han.

DI har sat et overordnet mål om at der bør fjernes 25 procent af de administrative byrder.

- De her 50 forslag kan ses som input til den ambition, og er et sted at starte. Jeg er glad for, at Venstre vil bære vores katalog ind i regeringens arbejde med at lette virksomhedernes byrdepres, siger Sine Linderstrøm.

Læs også: Medlemsstorm om regelvanvid efter DI-kampagne

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Sine Linderstrøm

Sine Linderstrøm

Fagchef

  • Direkte +45 3377 3571
  • Mobil +45 2098 9913
  • E-mail sili@di.dk

Relateret indhold