EU’s ny skovrydningsforordning, EUDR, er det seneste eksempel på en ny regelbyrde. Det kom nærmest som en tyv om natten, siger vinduesfabrikant Uffe Dalmose.

Foto: UD Vinduer
02.10.24 DIB Nyheder

Regelvanvid: ”Risikoen for fejl og bøder er stor”

Vinduesfabrikant Uffe Dalmose  bruger en arbejdsdag hver uge på at sikre at den stigende mængde af regler er overholdt.

Vi drukner i nye regler, som vi ikke kan nå at implementere, før vi får de næste regler.

Sådan lyder det fra vinduesfabrikant Uffe Dalmose fra UD Vinduer A/S, der også er næstformand i DI-bestyrelsen, Dansk Byggeindustri. Han erkender blankt, at han kæmper for at følge med den stigende mængde af regler og krav, der skal leves op til for at fremstille virksomhedens specialbyggede vinduer.

- Jeg er ikke typen der får stress, men frygten for at overse nogle nye regler er i baghovedet hele tiden. Alene bygningsreglementet er ændret 14 gange siden 2018 og hver gang er jeg nødt til at justere alle vores specifikationer på vores vinduer – uden at vide om der reelt er brug for det. Det bliver uoverskueligt og risikoen for fejl og dermed at få bøder er stor, siger Uffe Dalmose.

Som en tyv om natten

Som det seneste eksempel nævner han EU’s ny skovrydningsforordning, EUDR, der uden varsel lå i E-boksen for få uger siden. Forordningen på over 40 sider skal bremse unødig rydning af skove, så derfor skal 46.000 danske virksomheder i 2025 dokumenterer deres brug af en række råvare blandt andet træ og gummimaterialer.

- Jeg kan knapt følge med de nye regler, når de kommer. Og EUDR kom jo nærmest som en tyv om natten. Jeg skal ikke afvise, at det har været nævnt for mig før, men det er jo netop også faren ved det. Risikoen for at overse nye krav og regler er stor, når der kommer så mange ændringer. Vi vil gerne overholde reglerne, men de giver ikke altid mening, og som jeg ser det ender med at indsamle data for dataens egen skyld, uden at det gavner den grønne omstilling, siger Uffe Dalmose.

Læs også: ”Hvorfor bliver disse regler overhovedet indført”

Udvider administrationen

Uffe Dalmose overtog aktiemajoriteten i UD Vinduer fra sin far i 2011 og har i dag 35 medarbejdere. Han bruger en arbejdsdag om ugen på at sikre, at alle krav bliver opfyldt både fra myndigheder og fra kunder. Desuden har virksomheden en bogholder, der hidtil har klaret opgaven på halvtid – men nu skrues der op til en fuldtidsstilling.

- Det koster jo en ekstra halv årsløn. Pengene til det skal jo komme et sted fra, så det går ud over vores konkurrenceevne, siger Uffe Dalmose.

Fabrikantens løsningforslag er klart nok: Der skal sættes et loft, over hvor mange nye regler der må indføres hvert år. Og det loft skal være lavt.

Læs også: Sandahl - Vækst i offentlig administration er ren Anders And

Her er 50 byrder der bør væk

Uffe Dalmose er en af de mere end hundrede erhvervsledere, der har henvendt sig til DI med deres frustrationer over den øgede mængde administrative opgør i forbindelse med DI's kampagne "Ikke mere regelvanvid".

Frustrationerne bliver i høj grad underbygget i en ny DI-analyse blandt medlemmerne: Landets virksomheder årligt bruger 41 millioner timer på den type arbejde, svarende til 25.000 årsværk.

- Med kampagnen sætter vi spot på, hvordan de politiske bestemte rammer påvirker virksomhederne vilkår for at drive forretning, forklarer DI’s chef for mindre og mellemstore virksomheder, Sine Linderstrøm.

Derfor afleverede DI i sidste uge et katalog med 50 administrative byrder, som Folketinget bør prioritere at fjerne i det oprydningsarbejde regeringen selv har lagt op til. Byrdekataloget blev overrakt til formanden for Folketingets særlige arbejdsgruppe på området, Hans Andersen (V). Han forventes om kort tid at komme med regeringens anbefalinger. 

Blandt DI's anbefalinger er netop en lempelse af EUDR-dokumentationen, da den medfører store og bureaukratiske byrder for alle virksomheder. 

Læs mere her: Opgør med regelvanvid – Disse 50 benspænd bør fjernes

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Sine Linderstrøm

Sine Linderstrøm

Fagchef

  • Direkte +45 3377 3571
  • Mobil +45 2098 9913
  • E-mail sili@di.dk

Relateret indhold