Peter Therkelsen, CEO i logistikvirksomheden H.P. Therkelsen, har fået topkarakterer i virksomhedens medarbejdertilfredshedsundersøgelse.

Foto: H-P. Therkelsen
22.01.25 DIB Nyheder

Bygninger væltede rundt for Peter Therkelsens øjne

I 2020 kulminerede kriser i både familie- og arbejdsliv i en forbigående blodprop for CEO Peter Therkelsen. Det bestyrkede hans tro på værdien af god ledelse og en stærk organisation.

I 2020 – midt under corona pandemien - var hele læsset ved at ramle for Peter Therkelsen. Han er hovedaktionær og fjerde generation i direktørstolen i logistikvirksomheden H.P. Therkelsen, der er specialister i kølede transporter.

De knap 300 medarbejdere i virksomheden har netop givet hans ledelse topkarakterer i medarbejderundersøgelsen.

Så godt så det ikke ud i 2020.

- Coronakrisen gav os store udfordringer, og samtidig var der flere medarbejdere, der gav udtryk for utilfredshed med den måde, tingene var organiseret i virksomheden. På hjemmefronten havde jeg en krise i min nære familie, jeg blev selv ramt af modermærkekræft, og jeg havde et par mindre blodpropper i benene. Alt sammen krævede min opmærksomhed, så jeg havde for meget om ørerne og havde svært ved at sove på grund af tankemylder om både det ene og det andet, fortæller Peter Therkelsen.

Det hele kulminerede, da han i september 2021 var på vej ind på kontoret til en dag med bestyrelsesmøde.

- Jeg var lige stået ud af bilen i ”Kaiserwetter”, som vi skientusiaster kan lide at kalde en klar blå himmel, da en medarbejder fra kommunen ringede. Så stod jeg der, og bygningerne, jeg kiggede på, begyndte at vælte rundt for mine øjne, og jeg havde svært ved at finde ordene, husker Peter Therkelsen.

Efter et lægebesøg kom Peter Therkelsen på hospitalet og fik den besked, at han var blevet ramt af TCI, som er en forbigående blodprop i hjernen. Han fik kraftige blodfortyndere, og efter nogle timer var det som om, en prop forsvandt i kroppen.

- Jeg skal have blodfortyndere resten af mit liv, men jeg er også blevet bedre til at spise sundere, få mere luft og motion og – ikke mindst – sørge for ikke at arbejde for meget og få min søvn, siger Peter Therkelsen.

Læs også: Hvad er god ledelse egentligt?

Kvindelig speditionschef gør stor forskel

Efter hændelsen blev Peter Therkelsen sygemeldt, mens livet gik videre på virksomheden.

- Undervejs blev det endnu mere tydeligt for mig, at ledelse af en virksomhed ikke er et one man show. Jeg har altid, synes jeg selv, været bevidst om værdien af god ledelse. Men i det her forløb fik jeg virkelig set værdien af en stærk organisation, hvor alle tager ansvar og trækker på samme hammel, selv om jeg var ude af billedet i en periode, siger Peter Therkelsen.

Han fremhæver særligt speditionschef Ivonne Søgaard Bodin, som sætter en stor ære i at dygtiggøre andre ledere og give dem både sparring og selvtillid.

- Hun er et af de få mennesker, jeg kender, der kan give en skideballe med et smil på, så det bliver taget konstruktivt imod. Hun er kvinde med stor faglig indsigt, og det er uvurderligt i en organisation som vores, siger Peter Therkelsen.

Han så gerne, at der kom endnu flere kvinder ind i virksomheden.

- Vi har lige fået 2 kvinder ind i bestyrelsen, og det giver stor værdi med positiv dynamik og sparring. Desværre er der endnu ikke så mange kvinder i transport- og mekanikerfagene, men vi prøver at åbne dørene for yngre generationer helt ned til børnehavebesøg, så vi kan vise, at hverdagen hos os er spændende, siger direktøren.

Læs også: Cathrin vil gøre noget ingen kvinde før har gjort

Unge leder unge

Den godt 50årige CEO er samtidig bevidst om, at han – og andre ledere i organisationen – kan have en udfordring i forhold til ledelsen af yngre generationer.

- Der er jo sket en stor samfundsudvikling i de godt 100 år, H.P. Therkelsen har eksisteret. I tidligere generationer har arbejdet haft meget høj prioritet i en mandsdomineret verden, mens de unge i dag holder fri, når arbejdsdagen er slut. Jeg er selv, synes jeg, meget bevidst om, at vi skal have plads til at være hele mennesker med balance. Men jeg kan godt mærke, at de unge ledere er mere i øjenhøjde med de nye generationer og derfor måske kan lede dem bedre end os, der er lidt oppe i årene.

Han fortæller, at 32 procent af virksomhedens 22 ledere er mellem 18 og 29, mens 60 procent er 49 år eller yngre.

- Der kan nok godt være nogle af de ældre, der kan have lidt svært ved at forstå og lede de unge. Men vi har gennem tiden fået hjælp af et konsulenthus, der har hjulpet os videre mod en virksomhedsorganisation med frihed under ansvar og en relativt flad organisation, selv om virksomheden har nået en pæn størrelse, siger direktøren.

Læs også: Sandahl: ”God ledelse kræver oprigtig interesse i andre mennesker”

Alle ledere bliver uddannet i ledelse

Selv er Peter Therkelsen autodidakt speditør med en kandidatgrad i international management, som han supplerer løbende med kurser. Virksomhedens øvrige ledere bliver opfordret til løbende at tilegne sig ledelseskompetencer gennem kurser.

- Mens min far – Mogens Therkelsen - var direktør, begyndte han at indføre mellemledere. Den udvikling har vi fortsat i virksomheden. Jeg føler selv, at jeg prøver at skabe en organisation, hvor der er plads til det hele menneske. Om det lykkes, må andre vurdere. Men under min sygemelding kan jeg i hvert fald sige, at jeg fik mere af mine medarbejdere, end man kan forvente, slutter Peter Therkelsen.

Læs også: ”God ledelse får alt for lidt opmærksomhed”

God ledelse gør forskel

God ledelse gør forskel

Teams med engagerede ledere oplever:

18 procent højere produktivitet

23 procent højere indtjening

10 procent bedre kundeloyalitet

Medarbejdere, der trives, er 49 procent mindre tilbøjelige til at skifte job

Utilfredshed med nærmeste leder fordobler risikoen for jobskifte

Der er 72 procent lavere medarbejderomsætning blandt teams med gode ledere.

Der er 13,9 gange højere jobtilfredshed blandt medarbejdere, der er tilfredse med deres ledere.

30 procent af medarbejdere angiver en god leder som en top 5-faktor ved valg af nyt job.

Læs mere: di.dk/ledelse

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Pernille Erichsen

Pernille Erichsen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3092
  • Mobil +45 2724 2905
  • E-mail peer@di.dk

Relateret indhold