DI: EU-rapportering om bæredygtighed har taget overhånd
Dansk konkurrenceevne lider bl.a. i forhold til USA, når regler om rapportering af bl.a. bæredygtighed er administrativt tunge og alt for ufokuserede, konstaterer DI.
DI står jo 110 procent bag intentionerne om fælles standarder, der skal fremme den grønne omstilling. Men det skal ske på en meningsfuld måde. Sådan lyder det fra erhvervs- og medlemsdirektør Emil Fannikke Kiær, der uddyber:
- Vi sænker ikke ambitionerne om klimaet med en millimeter, men vi er nødt til at fokusere skarpt for at få det til at ske i praksis og ikke bare laver ufokuserede regelsæt på samlebånd.
De administrative byrder på virksomhederne med at leve op til kravene langt overstiger det forventede og ventes at koste det danske erhvervsliv mere end 7 mia. kr.
Ikke fair konkurrencevilkår
Samtidig er der store forskelle på, hvordan EU-landene har taget reglerne i brug og nogle lande er slet ikke gået i gang endnu, mens vi i Danmark og i danske virksomheder er langt fremme med kravene om at oplyse om bæredygtighed.
- I DI ser vi desværre, at de europæiske lande implementerer direktivet meget forskelligt, nogle har udskudt implementeringen og andre ønsker slet ikke at implementere. Alt imens Danmark allerede har implementeret reglerne i dansk lovgivning og danske virksomheder er i fuld gang med at rapportere, siger Emil Fannikke Kiær og pointerer:
- Det er selvfølgeligt fuldstændigt uacceptabelt, fordi danske virksomheder igen skal påtage sig administrative byrder, mens virksomhederne fra andre europæiske lande kan undlade at gøre det samme. Det er ikke fair vilkår at konkurrere på.
Trækker ressourcer væk fra klimaarbejde
DI-direktøren ved godt, at det er en kontroversiel melding, når vi har så store samfundsudfordringer på det grønne område.
- Men sagen er, at reglerne er for komplicerede og administrativt tunge i forhold til den værdi, de reelt skaber for den grønne omstilling. Faktisk trækker de i nogle tilfælde ressourcer væk fra det egentlige klimaarbejde, lyder det fra DI-direktøren.
Fra 2024 skal store virksomheder i Danmark rapportere efter de såkaldte ESRS-standarder, hvilket kommer af CSRD-direktivet (Corporate Sustainablility Reporting Directive) og efter taksonomien. Disse krav udvides til at omfatte store unoterede selskaber i 2025 og alle børsnoterede virksomheder fra 2026.
I Tyskland har regeringen – som parentes bemærket ikke har implementeret reglerne – foreslået at udskyde implementering, undtage de mindre virksomheder og ophæve taksonomien, dvs det grundlæggende regelsæt som EU-landene ellers er blevet enige om.
EU-kommissionen har dertil annonceret, at de i februar vil komme med forslag til at reducere byrderne. Det tager DI som en invitation til at spille ind med forslag til forenkling og organisationen er allerede godt i gang.
EU i svær situation
- DI bakker klart op om ønsket om at reducere byrder. EU er i en konkurrencemæssig meget svær situation, ikke mindst med ny præsident i USA, og administrative byrder skal være i fokus, så det kan blive lettere at starte og drive virksomhed i Europa. Derfor vil DI arbejde for – både i Danmark og EU – at reglerne bliver mere klare og byrder reduceres, siger Emil Fannikke Kiær.
DI vil i den kommende periode arbejde for, at den danske regering og EU-kommissionen mindsker byrderne samt sikrer en lige implementering i hele EU.
Læs også: Her kan du følge USA under Trump
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.