”God ledelse får alt for lidt opmærksomhed”
God ledelse kan gøre hele forskellen på succes og fiasko, mener Pernille Erichsen. Hun har gennem snart tyve år kæmpet for mere opmærksomhed om et emne, alle taler om, når det ikke virker.
God ledelse gør en gigantisk positiv forskel. Den fornemmelse kan de fleste mennesker nok blive enige om. Men det er også ekstremt velunderbygget gennem forskning og utallige undersøgelser, der dokumenterer, at god ledelse giver bedre resultater, gladere mennesker og – ikke mindst – bedre bundlinjer.
- Alligevel vil jeg vove den påstand, at de fleste af os har meget mere fokus på den dårlige ledelse, som stort set alle i løbet af deres karrierer vil få oplevelse af. Meget kunne være vundet, hvis vi talte mere om oplevelser af god ledelse. Personligt har jeg igen og igen set hvor stor forskel, det kan gøre både for en virksomhed og for medarbejderne når de oplever god ledelse, siger Pernille Erichsen, der er underdirektør i Dansk Industri (DI) med ansvar for Ledelsesudvikling.
Hun har om nogen et omfattende indblik i emnet. Siden hun i 2007 blev cand.scient.soc med speciale i psykologi og offentlig administration, har hun blandt andet arbejdet med lederudvikling som partner i Implement og skrevet ledelsesbogen ”Sigt efter motivation” samt utallige artikler om ledelse. Siden 2020 i regi af DI Ledelsesudvikling.
- For mig handler god ledelse om at være en slags fødselshjælper, hvor man som leder skaber de bedste betingelser for andre mennesker, så de kan løse deres opgaver, være gode kollegaer og ikke mindst give dem troen på, at de kan udrette meget mere, end de måske selv tror, de kan, siger Pernille Erichsen.
Læs også: Cathrin vil gøre noget ingen kvinde før har gjort
Hokus pokus – ledelse i fokus
Undervejs i karrieren har Pernille Erichsen oplevet, at der er kommet meget mere fokus på at uddanne ledere til ledelse. På alle niveauer.
- Det er heldigvis gået op for de fleste, at det at være fagligt dygtig ikke er det samme som at være en god leder. Nu er det efterhånden almen viden, at god ledelse er en særskilt kvalifikation, der kun i mindre grad er bundet op på, om man har stor faglig indsigt i det arbejde, lederens medarbejdere beskæftiger sig med, siger Pernille Erichsen.
Hun henviser i den forbindelse til en ny analyse, som DI har udarbejdet i samarbejde med Ennova, der er førende eksperter i at styrke medarbejderoplevelsen gennem datadrevne indsigter og strategiske løsninger, der skaber målbare resultater.
Analysen viser blandt andet, at dårlig ledelse og stressede ledere er stort set lige slemt for medarbejdere.
- Den øverste ledelse bør og vil også i de fleste tilfælde reagere, hvis en medarbejderundersøgelse viser, at medarbejderne giver deres ledere dårlige bedømmelser. Men analysen her dokumenterer altså, at det i samme omfang kalder på indgriben, hvis lederne er stressede, siger Pernille Erichsen.
Læs også: Bygninger væltede rundt for Peter Therkelsens øjne
Ledere er oftere stressede
En anden analyse - også fra DI og Ennova - viser desværre også, at ledere og lederes ledere oftere er stressede end menige medarbejdere.
- Det er måske ikke så overraskende. Men det er bemærkelsesværdigt i den forbindelse, at stressen ikke nødvendigvis er forbundet med travlhed. Mange ledere kan have mange bolde at jonglere med, men så længe de ikke frygter at tabe boldene, føler de sig ikke stressede. Så det er nok i højere grad frygten for ikke at slå til, der skaber stressen, siger Pernille Erichsen.
Sker det, at en leder føler sig stresset, øger det også sandsynligheden for, at medarbejdere bliver stressede. Faktisk viser analysen, at en stresset leder øger risikoen for stress blandt medarbejdere med 35 procent.
- Den gode nyhed er, at arbejdspladser med god ledelse har ekstremt stor gavn af det. Medarbejdere, der føler sig støttet af deres ledere, er fx 3,5 gange mere tilbøjelige til at være engagerede i deres arbejde, og det reducerer medarbejderomsætningen med 40 procent, siger Pernille Erichsen.
Læs også: Hvad er god ledelse egentligt?
Investér i ledelse
Derfor opfordrer hun også arbejdspladser til at investere i udvikling og uddannelse af ledere på alle niveauer.
- Uden investeringer i bedre ledelse risikerer virksomheder at miste både talent og vækstpotentiale. Derfor skal ledere have værktøjer og inspiration til at skabe arbejdspladser, hvor trivsel og engagement går hånd i hånd med produktivitet, og hvor der er balance mellem krav til resultater og medarbejdernes behov for mental sundhed og arbejdsglæde, siger Pernille Erichsen.
Hun henviser i den forbindelse til DI’s katalog af hjælp til alt fra lederes mentale trivsel til ledelse af hybridarbejde og distanceledelse samt netværk for ledere, bestyrelsesuddannelser og kurser.
- I et konkurrencepræget marked vil jeg vove påstanden, at god ledelse er det, der kan gøre forskellen for succes og fiasko for mange virksomheder, slutter Pernille Erichsen.
Læs også: Sandahl: ”God ledelse kræver oprigtig interesse i andre mennesker”
God ledelse gør forskel
God ledelse gør forskel
Teams med engagerede ledere oplever:
18 procent højere produktivitet
23 procent højere indtjening
10 procent bedre kundeloyalitet
Medarbejdere, der trives, er 49 procent mindre tilbøjelige til at skifte job
Utilfredshed med nærmeste leder fordobler risikoen for jobskifte
Der er 72 procent lavere medarbejderomsætning blandt teams med gode ledere.
Der er 13,9 gange højere jobtilfredshed blandt medarbejdere, der er tilfredse med deres ledere.
30 procent af medarbejdere angiver en god leder som en top 5-faktor ved valg af nyt job.
Læs mere: di.dk/ledelse
Vi uddanner fremtidens ledere
Hos DI tilbyder vi et bredt udvalg af kurser, uddannelser og netværk, der udvikler ledere på alle niveauer.
Se alle tilbud for ledere herHold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.