Pisk og gulerod: Her er Trumps skattepolitik
Trump varsler indgreb på skatteområdet, der kan påvirke danske virksomheder med aktiviteter i USA. DI’s fagleder for international skat beskriver her fire mulige tiltag, som Trump har annonceret.
USA’s præsident Donald Trump har varslet en stribe ændringer på skatteområdet, hvilket potentielt kan blive den største forandring, som får konsekvenser for danske eksportvirksomheder i USA. DI’s fagleder for international skat, Sune Hein Lundbek beskriver her de forskellige indgreb, som kan komme på tale.
Han pointerer grundlæggende, at udviklingen i USA er behæftet med usædvanlig stor usikkerhed. Nedenstående er derfor hovedlinjerne i et øjebliksbillede, hvor den endelige politik og lovgivning i USA kan se væsentlig anderledes ud.
Overordnet reaktion
Ved at være proaktive og tilpasse strategier til de nye rammevilkår kan danske virksomheder få gavn af mulighederne og minimere risici. Overordnet kan danske virksomheder gøre følgende:
- Revurdere produktionsstrategier: Lavere skattesatser og skatteincitamenter kan gøre det relevant at overveje mere produktion i USA.
- Overvåge told- og skatteændringer: Følg udviklingen tæt for at identificere potentielle handels- og skattemæssige udfordringer, herunder ved aktivitet i lande, som USA opfatter som uvenlige.
- Søge rådgivning: Revisions- og advokatfirmaer kan hjælpe med at vurdere konsekvenserne for jeres virksomhed.
- Bruge Dansk Industri: Vi følger udviklingen tæt, både fra Danmark og fra vores amerikanske kontorer, og tilbyder primært netværk og sparring for berørte virksomheder. For specifik skatterådgivning henviser vi til vores medlemsvirksomheder i revisions- og advokatbranchen.
Fire områder i fokus:
1: Lavere selskabsskat
En af de mest markante ændringer i Trumps skattepolitik er forslaget om at sænke selskabsskatten til 15 pct. for virksomheder, der producerer i USA. Dette tiltag skal tiltrække udenlandske investeringer og fremme jobskabelse i amerikansk produktion.
For danske virksomheder kan det gøre det attraktivt at placere produktion og anden aktivitet i USA, men det kan også skabe pres på globale forsyningskæder. Virksomheder bør overveje, hvordan dette initiativ kan påvirke deres omkostninger og konkurrenceevne på længere sigt.
2: Afviser OECD’s skatteaftale
Trump-administrationen har officielt afvist at implementere OECD’s globale aftale om minimumsbeskatning. Ifølge administrationen er aftalen i strid med amerikanske interesser, da den kan reducere konkurrenceevnen for amerikanske virksomheder og true USA’s suveræne ret til selv at fastsætte beskatningen af virksomheder i USA.
Administrationen har beordret en undersøgelse af udenlandske skatteregler og deres potentielle effekt på amerikanske virksomheder. Der er varslet mulige gengældelsesforanstaltninger f.eks. mod lande, der implementerer den særligt ekstraterritoriale regler i OECD's minimumsbeskatning, den såkaldte Undertaxed Profit Rule (UTPR), hvorefter f.eks. Danmark kan opkræve yderligere skat fra amerikanske virksomheder, hvis de betaler under 15 pct. skat i andre lande.
Også landets digitale skatte, som i høj grad rammer amerikanske tech-virksomheder, vil være i fokus. USA undersøgelse kan resultere i sanktioner. Danske virksomheder bør være opmærksomme på risikoen for handelsmæssig og skattemæssig konflikter med USA. Selv om USA sanktioner er rettet mod andre lande, er det i høj grad virksomheder, der umiddelbart vil blive ramt.
3: Øgede skatter for udenlandske virksomheder
Trump-administrationen har yderligere indikeret, at man overvejer at anvende en Section 891 i den amerikanske skattelovgivning. Denne bestemmelse giver mulighed for at fordoble skattesatserne for virksomheder fra lande, der anses for at diskriminere mod amerikanske interesser.
Selvom dette endnu ikke er blevet konkretiseret, skaber det bekymring for udenlandske virksomheder, herunder danske, der opererer i USA. Danske virksomheder med aktiviteter i USA bør overveje at få en analyse af deres skattemæssige eksponering for at undgå overraskelser, hvis Section 891 aktiveres.
4: Skat på handel
Trump-administrationens skattepolitik bruges også som et handelspolitisk værktøj. Der undersøges muligheder for at opkræve yderligere told og afgifter blandt andet som led i "External Revenue Service"-initiativet.
Dette kan skabe yderligere handelshindringer for udenlandske virksomheder. Danske virksomheder med eksport til USA bør nøje vurdere, hvordan ændringer i told- og afgiftspolitik kan påvirke deres konkurrenceevne.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.